Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Traktater

Traktater 

Danmark er aktiv deltager i en lang række aftaler og traktater. Aftaler og traktater, der alle er skabt for at gøre verden et fredeligere sted at leve.

CFE Traktaten
Bogstaverne CFE er den engelske forkortelse for "Traktaten om Konventionelle Væbnede Styrker i Europa (Conventional Armed Forces in Europe).
Traktaten er en nedrustningsaftale, der fastsætter lofter for fem typer tungt, militært materiel (kampvogne, pansrede mandskabsvogne, artilleri, kampfly og kamphelikoptere). Aftalen gælder fra området mellem Ural bjergene og Atlanterhavet.

Traktaten blev indgået 19. november 1990 mellem NATO-landene og den daværende Warszawa-pagts medlemslande. Den omfatter i dag 30 lande.

I modsætning til alle andre våbenkontrolaftaler, der er politisk forpligtende, er CFE Traktaten tillige juridisk bindende. Traktaten er den første af sin art, og er enestående i både omfang og rækkevidde.
CFE Traktaten har været medvirkende til færre konventionelle våben i Europa, og skabte indledende balance mellem de to europæiske blokke. Den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig i halvfemserne og medlemslandene blev i 1999 enige om at tilpasse CFE Traktaten til den nye situation. Den tilpassede CFE Traktat er dog endnu ikke ratificeret, og derfor er CFE Traktaten stadig den vigtigste europæiske nedrustningsaftale.

Wien Dokumentet
Den 1. august 1975 undertegnede 35 europæiske lande samt Canada og USA i Helsingfors en aftale om sikkerhed og samarbejde i Europa - den såkaldte Helsinki-Slutakt. Aftalen var et kompromis mellem øst og vest og var en milepæl i den kolde krig. Den indeholdt ti principper om staters selvstændighed, grænsers ukrænkelighed samt respekt for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder.

Slutakten blev grundlaget for Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) og har siden været en vigtig ramme for den sikkerhedspolitiske udvikling i Europa. I 1994 blev Konferencen ændret til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Wien Dokumentet er en samling internationale tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger, aftalt mellem OSCE’s 55 lande. Dokumentet beskriver hvordan der gennem øget samarbejde og åbenhed, kan skabes tillid mellem landene.

Det første Wien Dokument blev vedtaget i 1990. Siden er det blevet ændret og udvidet i 1992, 1994 og senest i 1999, hvor det nugældende dokument blev vedtaget.

Open Skies Traktaten
Open Skies traktaten, der trådte i kraft 1. januar 2002, giver de deltagende lande mulighed for at overflyve, observere og fotografere hinandens territorium. Traktaten gælder hele området mellem Vancouver og Vladivostok. Det betyder, at Danmark skal være klar til at acceptere flyvninger over Grønland og Færøerne. Traktaten skal bidrage til øget tillid mellem deltagerlandene og dermed en forøget sikkerhed i området.

Traktaten har været forberedt længe. Danmark tiltrådte i december 1992, men først i sommeren 2001 tiltrådte Rusland og Hviderusland således at traktaten kunne træde i kraft. Allerede inden traktaten trådte i kraft var der dog etableret et omfattende samarbejde mellem de deltagende lande. Danmark har gennemført prøveflyvninger med Ungarn i 2000, med Rusland i 2001 og med Bulgarien i 2002.

Kemiske Våben Konventionen
Konventionens fulde navn er "Konventionen om forbud mod udvikling, produktion, oplagring og brug af kemiske våben, og om deres ødelæggelse". Denne lange tekst afslører, at der er tale om en meget vidtgående konvention. Det er den første multinationale nedrustningsaftale, der tager sigte på helt at eliminere en samlet våbenkategori, indenfor en fastlagt tidsramme. Konventionen trådte i kraft 29. april 1997.

Danmark er ikke i besiddelse af kemiske våben, men vi har en lang række kemiske virksomheder, der producerer kemikalier, som kan bruges til produktion af kemiske våben. Derfor er det vigtigt at overvåge eksporten af disse kemikalier. Det er Erhvervsfremmestyrelsen, som varetager Danmarks forpligtelser i henhold til konventionen.

Forsvaret samarbejder med Erhvervsfremmestyrelsen i forbindelse med den praktiske gennemførelse af inspektioner i Danmark.

Dayton Fredsaftalen
Dayton Fredsaftalen (The Dayton-Paris Peace Accords) er den aftale, der i november 1995 afsluttede krigene i det tidligere Jugoslavien. Aftalen indeholder i Anneks 1.B en række tillægsbestemmelser om nedrustning, våbenkontrol og stabilisering, der i deres udformning minder meget om CFE Traktaten og Wien Dokumentet.

Artikel II ("Wien Dokumentet") er en aftale om tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger mellem Føderationen Bosnien-Hercegovina (FBiH) og Republica Srpska (RS) i Bosnien-Hercegovina.
Artikel IV ("CFE-aftalen") er en våbenkontrolaftale mellem Forbundsrepublikken Jugoslavien, Kroatien og de tre parter i Bosnien-Hercegovina med henblik på at etablere en stabil militær balance i området.

OSCE overvåger aftalernes gennemførelse, og Danmark deltager med våbenkontrolpersonel i parternes gensidige inspektioner.

Ottawa Konventionen
Arbejdet med Ottawa-konventionen startede på baggrund af skuffelsen over et meget begrænset resultat af arbejdet med at revidere Våbenkonventionen i 1996. Et stort antal lande ønskede, på baggrund af det stigende problem med skader på civile fra personelminer, at indføre et totalforbud mod dette våben.

Det lykkedes ikke at nå til enighed om dette ved forhandlingerne om Våbenkonventionen. Derfor fortsatte de lande, der ønskede et totalforbud, senere arbejdet, der resulterede i Ottawakonventionen. Danmark tiltrådte konventionen i maj 1998.

De lande, der har undertegnet konventionen, forpligter sig til aldrig at bruge personelminer. De forbydes også at udvikle, fremstille, oplagre, bibeholde personelminer, eller overføre personelminer til nogen. Endelig skal alle eksisterende lagre af personelminer destrueres.

OSCE-dokumentet om håndvåben
En mindre heldig effekt af den generelle nedrustning efter 1989 er en spredning af store mængder håndvåben. Størstedelen er kommet fra de  fra de lande, der har reduceret størrelsen af deres militære styrker. Våbnene er gået til en række lande med ulmende eller hidtil ubemærkede konflikter.

De pludselige forsyninger af store mængder våben har i mange tilfælde fået disse konflikter til at bryde ud i lys lue. For at forhindre eller modvirke dette vedtog de 55 OSCE lande 24. november 2000 et Dokument om Håndvåben og Lette Våben (OSCE Document on Small Arms and Light Weapons). Dokumentet indeholder en række foreskrifter for, hvorledes ansvarlige nationer bør håndtere håndvåben og lette våben for at forhindre at de ender i områder med en truende konflikt. En vigtig bestemmelse omhandler en årlig udveksling af informationer om import, eksport og destruktion af håndvåben.

Våbenkonventionen
Våbenkonventionen er en rammekonvention, som indeholder en række generelle bestemmelser vedrørende våben. Til konventionen blev der oprindeligt forhandlet 3 protokoller, som forbyder eller begrænser anvendelsen af ikke påviselige sprængstykker.
(Protokol I), miner, lureminer og andre mekanismer (Protokol II) og brandvåben (Protokol III).

I forbindelse med revision af konventionen blev der i 1996 forhandlet en ændret og udvidet Protokol II på plads (den ændrede Protokol II) samt en protokol med forbud mod blændende laservåben (Protokol IV).

Danmark ratificerede konventionen 18. juni 1982, og den trådte endelig i kraft 2. december 1983. Danmark ratificerede den ændrede Protokol II 30. april 1997, og protokollen trådte i kraft 3. december 1998.
Sidst opdateret 10-02-2014 - kl. 09:33