Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Militærmanual

Danmarks Militærmanual – folkeret i internationale operationer 

Det blev i Forsvarsforliget 2010-2014 besluttet, at der for yderligere at styrke Forsvarets uddannelse i og anvendelse af den humanitære folkeret og krigens love skulle udarbejdes en dansk militærmanual på området. Militærmanualen blev efter tre års arbejde offentliggjort i september 2016.

Militærmanualen skal gøre livet lettere for de soldater, der arbejder med Forsvarets planlægning af udsendelse til internationale missioner, men også være et værdifuldt værktøj til uddannelse af planlægningsstabe, chefer og militærjurister.

I manualen beskrives den overordnede folkeretlige referenceramme, og den danner derfor rammen for planlægningen af Forsvarets deltagelse i internationale operationer.

Manualen suppleres af de missionsspecifikke direktiver, som Forsvaret udarbejder i forbindelse med hver mission, og som tager højde for de særlige forhold, der gør sig gældende i den konkrete internationale operation. De særlige forhold kan fx være konflikttype, mandat, opgave og samarbejdspartnere.

Militærmanualen er skrevet af en projektgruppe under Værnsfælles Forsvarskommando, der som en vigtig del af arbejdet har inddraget erfaringsbaserede problemstillinger fra Forsvarets tidligere indsættelser i internationale operationer. Arbejdet har været ledet af en særlig styregruppe under ledelse af chefen for operationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando med repræsentanter fra Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Hærstaben, Marinestaben, Flyverstaben, Forsvarsakademiet og Forsvarets Auditørkorps. Inden udgivelsen har et udkast til manualen været i bred høring hos personelorganisationer, universiteter og hjælpeorganisationer.

Militærmanualen foreligger både i en elektronisk version og i bogform. 
Sidst opdateret 30-01-2017 - kl. 15:13

Links