Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Kvinder i Forsvaret

En profil i Forsvaret - Michelle  

Hvorfor valgte du at søge ind som værnepligtig?
”Da jeg gik i gymnasiet funderede jeg meget over, hvad jeg skulle lave når jeg var færdig med min STX. Jeg ville gerne tage en bachelor på universitetet, men var ikke helt sikker på, hvad jeg ville læse. Jeg hørte tilfældigvis om Forsvaret, og kunne mærke en stigende interesse for at udfordre mig selv, og gøre noget uventet. Jeg valgte derfor at tage til Forsvarets dag, og fik efterfølgende en plads som værnepligtig året efter jeg afsluttede min STX.”


Hvad var det hårdeste og det sjoveste ved værnepligten?
”Det er svært at pege på én ting og sige denne var hårdest under min værnepligt, idet alt var nyt dengang. Jeg kan huske, at jeg i starten følte, at søvnmangel var et stort problem, idet vi havde lange dage og kun få timers søvn. Det kunne derfor være svært at finde energi til den næste lange dag, der ventede forude, men man vænnede sig til det, og det blev bare en del af hverdagen.”


”Der var så mage ting, der var sjove under værnepligten. Alt lige fra befalingsmændenes jokes, deres sjove kommentar, den sorte humor og de sange vi sang under march. Mine stuekammerater og jeg havde den skøreste humor, og vi havde det altid vildt sjovt.”


Hvorfor søgte du videre på sergentskolen?
”Jeg blev hurtig bidt af dagligdagen i Forsvaret, og kunne rigtig godt lide måden hvorpå Forsvarets system var bygget op. Jeg havde en kvindelig delingsfører, som virkelig var en rollemodel for os kvinder, og hun anbefalede mig at søge ind på sergentskolen.

Det var ikke noget jeg havde planlagt, men eftersom at jeg blev glad for at være der, var det den bedste mulighed.”


Hvad var det bedste ved sergentskolen?
”Det må igen være de oplevelser jeg fik, den udvikling jeg gennemgik og de mennesker jeg mødte. Uddannelsen er virkelig intens, og man skal lære meget på kort tid. Det betyder, man udvikler sig utrolig meget, og lærer en masse nye ting om sig selv. Man får overskredet en masse grænser, presset sig selv til det yderste og samtidig bliver man bevidst om, at man kan langt mere end man egentlig troede. Det er virkelig oplevelser for livet!”


Hvad var det hårdeste ved sergentskolen?
“Det hårdeste må være intensiteten, idet det er en meget komprimeret uddannelse, hvor det handler om at bevare fokus og holde motivationen oppe. Dagene er lange, og der er meget hjemmearbejde, forberedelser til lektioner m.m. Man lærer hele tiden noget nyt, hvilket kræver koncentration, da man næsten bliver eksamineret i det hele. Man skal holde tungen lige i munden og virkelig brænde for det!”.


Hvad var det sjoveste ved sergentskolen?
”Der var mange sjove ting, og vi havde det altid sjovt på min stue. Kan huske, hvordan vi altid stod i badet, og sang og dansede efter en lang dag i felten. Der er mange interne jokes, som altid kunne bringe et smil frem. Nogle af vores underviserer var også vildt sjove, og det kunne til tider være svært at holde masken, da de virkelig havde den mest sjove og syge humor.


Hvad er dine planer for fremtiden?
”Jeg starter på universitetet efter sommerferien, for at læse psykologi. Jeg er derfor gået over til reserven, hvilket betyder, at jeg stadig er tilknyttet min enhed, men kun deltager i visse aktiviteter om året, når studiet tillader det. 

Min plan er at læse psykologi, og få mere viden indenfor området. Jeg har altid brændt meget for psykologi, og efter at have beskæftiget mig en del med PSYOPS (Psychological Operations i Forsvaret), har det blot vækket min interesse yderligere.

Mine fremtidsplaner er ikke helt fastlagte endnu, men jeg kunne godt tænke mig at arbejde med militær psykologi, hvor jeg kommer ud og hjælper til ved verdens brændpunkter, og gerne arbejde mere med PSYOPS. Derudover har jeg planer om at tage en del sprogkurser, således at jeg senere hen har mulighed for at fungere som tolk.
 
Vi må se hvad der sker når jeg er færdig med min bachelor. Hvem ved, måske jeg ender med at undervise i psykologi på Forsvarsakademiet en dag.” 

Sidst opdateret 10-07-2017 - kl. 15:03
Fakta om Michelle Lindhardt

Alder: 23 år
Rang: Sergent
Uddannelse: Sproglig STX
Fritidsinteresser: Styrketræning, udendørs aktiviteter, rejser, læse, lave mad samt at bruge tid med familie og venner 
Værnepligt: Garderhusarregimentet i Slagelse
Stilling: Informationsaktivitetsbefalingsmand fra reserven ved Hærens Efterretningscenter i Varde