Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
 

Om Ukraine 

Det er de senere års politiske og historiske udvikling, der ligger bag Danmarks samlede indsats i Ukraine.

Det folkelige oprør, kaldet Maidan-revolutionen, der udspillede sig på og omkring Maidan-pladsen i det centrale Kiev i februar 2014 var en reaktion på, at daværende præsident Viktor Janukovitj havde droppet en såkaldt associeringsaftale med EU i november 2013 for derimod at indgå aftaler med Rusland. Dette førte til massive folkelige protester. Den 22. februar 2014 flygtede Viktor Janukovitj ud af landet, efter at det ukrainske parlament havde erklæret ham uegnet som landets præsident.

Russiske soldater stormede i begyndelsen af marts 2014 en række militærbaser på Krim-halvøen og tog kontrol over området. Under en omdiskuteret folkeafstemning, som det internationale samfund ikke anerkender, blandt befolkningen på Krim-halvøen, stemte et flertal for, at Krim skulle tilhøre Rusland. Den 21. marts 2014 annekterede Rusland Krim under massiv kritik fra vestlige lande.

Parallelt hermed udbrød der i det østlige Ukraine konflikt mellem ukrainske regeringsstyrker og pro-russiske separatister. Regionen Donbas, med Donetsk og Luhansk som de største byer, er undervejs i konflikten kommet under pro-russiske separatisters kontrol. Konflikten har indtil videre varet snart fem år og kostet tusindvis af menneskeliv. Langs konfliktzonen findes den såkaldte kontaktlinje, som adskiller de stridende parter.

I kraft af konflikten og med rødder i Maidan-revolutionen gennemgår Ukraine – herunder landets forsvar – i disse år en reformproces. Reformprocessen stiler for det ukrainske forsvars vedkommende efter at opnå NATO-standarder i 2020, så ukrainske styrker ultimativt vil kunne operere med NATO-allierede. Målet om NATO-interoperabilitet i 2020 er nedskrevet i den såkaldte Strategic Defence Bulletin (SDB) fra 2016. Ukraine hjælpes igennem reformprocessen af en række NATO-lande, herunder Danmark, og NATO-partnernationer bidrager bl.a. med kapacitetsopbygning.
Sidst opdateret 31-01-2019 - kl. 10:30