Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
MP
 

Bevogtningsspecialister anno 2017 

27-04-2017 - kl. 00:00

Uddannelsen som bevogtningsspecialist er en ny uddannelse, der søger at støtte op om militærpolitiets opgaver. Der vil være en del varierede opgaver, der skal løses og set i lyset af de konstant ændrende udfordringer stiller det en del krav til de individer, der skal optages på og forhåbentligt gennemføre uddannelsen.

Vi starter et sted med et større antal håbefulde ansøgere med en gennemsnitsalder på ca. 30. Af dem går 7 videre, baseret på deres resultater til den fysiske prøve, løbe-prøven og ikke mindst efter den personlige samtale med seniorsergent Michael Schmidt og chefsergent Arne Karsberg. Optagelsesprøverne foregik på Aalborg Kaserners ene gymnastiksal (Hvorup) og alt er tilrettelagt til mindst deltalje. Her står en masse folk i flotte uniformer og ham der bl.a. har ansvaret for vores forhold vedr. uddannelse, seniorsergent Orla N. Madsen, er også til stede. Ham vender vi tilbage til, og han er let genkendelig, fordi han minder mest af alt om en større version af Ronald Reagan – på den gode måde.

Vi fik også lejlighed til at få en briefing af major C.C. Mørk, som er chefen for militærpolitistation Danmark. Majoren giver os et indblik i, hvad arbejdet som bevogtningsspecialist går ud på og behovet herfor. Efter strabadserne mødes vi i et lokale hvor vi bliver yderligere orienteret også bliver der spurgt af en af deltagerne om overnatning, for de individer der går videre. Til det svarer en skråsikker Seniorsergent Orla N. Madsen, nede fra bagerste række i lokalet: ”Det bliver på firemands-stuer!” Så kan man rejse tilbage med den melding!

Ca. en måned efter møder vi igen på Aalborg kaserner, den 18. april, og dagen går med udlevering, mønstring, foto og andet administrativt. Vi er nu barberet ned til 7 personer og vi skal efter alt det praktiske, udføre den fysiske test igen. Det inkluderer core-øvelser til niveau 2 og løbetesten med minimum 2.400 m på minimum 12 minutter. Det klarer alle stort set. Ingen nævnt ingen glemt! Forfatteren til dette skriv priser sig lykkelig over ikke at skulle op til en læge-test igen, fordi her blev man bl.a. bedt om en urin-prøve. At levere sådan én kan for forfatteren og en anden, hvis navn er redaktionen bekendt, være en ret svær opgave. Så ude på gangen ved receptionen til infirmeriet, stod der sådan en drikkevandsmaskine, der køler vand og det kom på sit livs overarbejde for at kunne hjælpe os til at levere den prøve.

Onsdag og torsdag gik på uddannelse i Pistol M49 og håndtering af denne. Her blev alt fra skydestilling, aftræk, sigteteknik til øjefokus med mere gennemgået. Holdet strakte sig lige fra dem der havde skudt jævnligt, til dem der ikke havde skudt i mange år. Men under oversergent Jan Hartvigs kærlige og tålmodige hånd, fik vi i den grad rettet ind med massiv skydetræning og teori. Det var en fornøjelse at være vidne til så mange års erfaring stå foran os og give det, der skulle til for at blive bedre skytter.

Efter skydningen torsdag formiddag bød den på TRX-træning og intervalløb om eftermiddagen. TRX er noget med nogle reb, der hænger ned oppe fra, og disse skal man så lave forskellige øvelser med, med navne som pedulum, leg oblique, chest-stretch etc. Øvelser der mest af alt lignede en joke at udføre, men som i virkeligheden resulterede i en regn af svedperler. Det var virkeligt øvelser der gik i torsoen på ens krop og muskler, der aldrig havde hørt om TRX, blev pludseligt aktiveret. Det kunne stadig mærkes nogle dage efter, når ens udkårne eller børn skulle prikke til en i delle-regionen.


Vi var ikke færdige endnu. Efterfølgende bød den på intensiv intervaltræning i hurtig løb frem og tilbage i gymnastiksalen, med en plastikstav i hånden i forsøg på at slå en hullet plastikbold ind i en firkantet lille ramme med net, der gik til lige over knæhøjden. Øvelsen resulterede i ret så røde ansigter, der hev efter vejret, en forstuvet ankel og gennemblødt gymnastiktøj. Nu faldt tiøren i forhold til, hvorfor de der røde veste man tog på for at kende forskel på med- og modspillere havde en ikke lidet flatterende odeur. Men dette var fuldstændig ligegyldigt så længe forfatterens hold vandt i det her intervalløb, som de vist nok navngav hockey eller sådan noget…

Alt i alt en uge der gik alt for hurtigt og med et spirende venskab over hele linjen. Modtagelsen var uovertruffen og der var ikke en finger at udsætte på hverken velkomst eller uddannelse. Ej at forglemme, det var ikke firemands-stuer…