Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Velkosmt
 

Om Militærpolitiet 

Velkommen til Militærpolitiets hjemmeside og tak for din interesse for MP, som vi kalder os i daglig tale. Mit navn er Thorsten Jørgensen, og jeg er chef for Militærpolitiet – en fantastisk enhed, hvor vi alle er stolte af at gøre tjeneste. Vi er en lille styrke på ca. 300 mand med hovedparten af vores enheder på Aalborg Kaserner, og vi er en af Forsvarets mange specialistenheder. Vi er soldater og skal kunne kæmpe, som andre soldater. Dét, som gør os specielle, er politiopgaven i Forsvaret, som ingen andre enheder løser, og som vi løser såvel i Danmark som på internationale operationer. Siden oprettelsen af Militærpolitiet i 1947, har vi bidraget til mange af Forsvarets missioner, så MP-korpset i dag besidder en solid erfaring indenfor vores ansvars- og funktionsområder.
Vi er en enhed, hvor sammenhold, kammeratskab, professionalisme og korpsånd er en selvfølge, og den civile MP-Forening, som de fleste MP’ere er medlem af, gør, at tilhørsforholdet og sammenholdet ved MP holder hele livet. Én gang MP’er – altid MP’er.
Vi søger kun de bedste, og mange kommer ikke igennem nåleøjet ved MP, men dem der gør får del i et unikt fællesskab og mulighed for en spændende tjeneste i Danmark og rundt om i verden. Du kan læse mere om MP på hjemmesiden, og du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.


Thorsten Lyhne Jørgensen

Chef for Militærpolitiet


Sidst opdateret 06-10-2017 - kl. 14:13

Grundlag

Motto ”Sine Ira et Studio” – Uden had og forkærlighed

Mission
Vi er Forsvarets politi, der udvikler og indsætter Militærpoliti i alle operationsmiljøer, nationalt og internationalt.

Vision
Vi vil være førende indenfor alle militærpolitidiscipliner og levere politistøtte til Forsvarets fremtidige opgaveløsninger. Militærpolitiet vil være et attraktivt og tidssvarende tjenestested, hvor udvikling af enheden og soldaterne er i højsædet.

Værdigrundlag
Stolthed – Vi er stolte over at være MP’ere. Vi vil være soldaternes ”spejl” og deres fyrtårn.

Troværdighed – Vi er ærlige og objektive.

Professionalisme – Vi løser opgaver rettidigt og med høj kvalitet.

Kammeratskab – Alle er en del af MP-familien. Ingen er større end holdet. Ingen skal efterlades.

Korpsånd – Vi løfter i flok og føler medansvar for hinanden og opgaven. Vi fastholder vores traditioner.

Selvstændighed – Vi udviser initiativ, engagement og handlekraft.

MP-Stuen

MP-Stuen er en selvejende institution, der har til formål at fremme korpsånden, kammeratskabet og samarbejdet ved og imellem Militærpolitienhederne, samt fremme sammenholdet mellem såvel tjenestegørende som hjemsendte MP’ere. Stuen er vores fælles samlingssted udenfor arbejdstiden og er placeret på Aalborg Kaserner.

Læs nærmere om MP-Stuen på nedenstående link: www.mpstuen.dk

Kontakt til MP-Stuen:

Formand N. C. Eriksen - Mail trr-mpstn02@fiin.dk 
Kældermester T. Skøtt - Mail trr-mpst703@fiin.dk
Kasserer H. S. Bentsen - Mail trr-mp503@fiin.dk

Militærpolitiforeningen

Foreningen er for alle nuværende og tidligere MP’ere, og omfatter i øjeblikket omkring 1.050 medlemmer. Foreningen støtter op om Militærpolitiet og værner om traditionerne og fællesskabet, som er kendetegnet for MP.

Foreningen blev stiftet d. 29. juni 1950, og består af en hovedforening samt 8 lokalforeninger fordelt i hele landet. Foreningen gennemfører hvert år (den sidste weekend i august) et jubilarstævne på Aalborg Kaserner, hvor alle nuværende og tidligere MP’ere har mulighed for at mødes.

Læs nærmere om Militærpolitiforeningen på nedenstående link:

www.militarypolice.dk

Militærpolitiets mærke

Kontakt

Adresse:
Militærpolitiet
Aalborg Kaserner
Gl. Høvej 34
9400 Nørresundby
 
E-mail:
trr-ktp-mp@fiin.dk