Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Kommandantgårdens istandsættelse går hastigt ind til opløbsstrækningen

Indholdsområde

 
 
 

Kommandantgårdens istandsættelse går hastigt ind til opløbsstrækningen 

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er tæt på at få nøglen til en komplet istandsat Kommandantgård retur, efter den flotte gule bygning har været skjult af et gråt hegn, stillaser, presenning.

12-07-2016 - kl. 00:00
Bygningen har summet af lyden fra værktøj og håndværkere, som har støvet hele bygningen igennem og med deres håndværk, leveret imponerende resultater med respekt for den oprindelige bygning og håndværk. Kommandantgården er opført i 1725 og er med omgivelserne fredet.

Istandsættelsen, som startede i juni 2015, omfatter blandt andet:
• Terrændækket udskiftes.
• Hovedbygnings 1. etage istandsættes og indrettes til informationscenter.
• Der foretages en generel istandsættelse af de øvrige etager.
• Ejendommens utilstrækkelige etstrengede varmeanlæg omlægges til et
tostrenget fjernvarmeanlæg.
• Udbedring af sætningsskader på indvendige vægge.
• Facaderne istandsættes.
• Udbedring af råd- og svampeskader i tagkonstruktionen.
• Nyt fast undertag og nye håndstrøgne røde vingetagsten.


Kommandantgården
Kommandantgården ligger i den østlige ende af Kastellets hovedakse med Paradepladsen midtfor og Kastelskirken med den gamle Arrest som en effektfuld afslutning af den brede hovedakse mod vest. Det var den danske generalbygmester, Elias David Häusser, der i 1725 fik til opgave at stå for projekteringen af den nye Kommandantbolig og Arrestbygningen, som blev opført samme år.

Indtil 1725 havde Paradepladsen ingen klar afgrænsning mod øst. Her lå en gammel smedebygning og nogle mindre skure uden arkitektonisk plan. Med Häussers projekt fik pladsen en værdig afslutning mod øst. Hovedfløjen er vendt mod Paradepladsen og fremtræder med sit høje afvalmede tag med en monumental styrke, som danner et smukt sidestykke til Kirken og Arresten mod vest. Den gamle smedebygning fandt anvendelse som sidefløj til det nye anlæg, men blev omkring midten af 1800-tallet erstattet af det nu stående grundmurede sidehus. Få årtier forinden var hovedfløjen blevet renoveret, vinduerne på 1. sal fornyet og interiøret moderniseret. Samtidig blev de oprindelige murede indfatninger om vinduerne i den øverste etage fjernet og det nuværende facadeudtryk skabt. Man må således forestille sig, at facaden ud mod Paradepladsen var udsmykket med murede indfatninger omkring alle vinduer svarende til indfatningerne om vinduerne på Arrestbygningen. De arkitektoniske fællestræk ved de to bygningsværker – skabt af Häusser – er i dag mindre synlige, men har i sin tid haft en markant effekt.

Kommandantgården har været ramme om mange hændelser og har huset fremtrædende personligheder. En enkelt episode skal omtales. Statskuppet, der begyndte efter hofballet den 17. januar 1772 og endte med henrettelsen af geheimeminister/statsminister J.F. Struensee og dronning Caroline Mathildes landsforvisning. Struensee blev om morgenen den 17. januar arresteret og ført til Kastellet. Her blev han modtaget af kommandanten, general von Hoben, og indsat i et af værelserne i Kommandantboligen. Først nogle dage senere blev Struensee overført til Arresten bag Kirken. Forhøret fandt sted de følgende uger i Kommandantgårdens Parolesal. Struensee blev dømt for højforræderi og henrettet på Øster Fælled den 28. april samme år.

Her kan du læse mere om Kommandantgården og Kastellets øvrige historier