Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 


MØLLEN

Kastelsmøllen blev opført i 1847 af tømrermester Fritz Christian Balslöv og var afløser for to tidligere stubmøller. De havde siden 1700-tallet stået for melforsyningen til Kastellets bageri i søndre Magasin. Møllen er Københavns sidste mølle, som fortsat kroner Kongens Bastion i Kastellet, er efter restaurering igen blevet et synligt vartegn for byen.

Møllens opbygning
Møllen er en ottekantet hollandsk gallerimølle i fem etager. På første etage er undermøllen med køreport og magasinrum. På anden etage er broloftet med adgang til omgangen, hvorfra møllens vinger rigges med sejl og møllehatten krøjes (drejes) ved hjælp af krøjespillet og krøjeværket. På tredje etage er kværnloftet med tre melkværne omsluttet af et malehus. På fjerde etage er lorisloftet med hejseværk til sækkene. På femte etage er hatloftet med vingeakslen med det store hathjul.

Renovering af Møllen
Gennem tiden er Møllen blevet renoveret, bl.a. er vinduerne blevet malet og undermøllen er blevet kalket. Efter en finjustering af kværne og aksler snurrer maskineriet atter, som om møllen aldrig har stået stille. Restaureringsarbejdet er forestået af Benjamin Behrendt og Amalie Kjær fra Vedligeholdelsesteam København og udført af møllebygger Jens Jørgensen.
Møllen er meget velbygget og velkonstrueret og de vitale dele af konstruktionen var heldigvis i god stand. Boreprøver fra både vindbjørnen og akslen har vist, at det gamle solide egetømmer stadig er stærkt og sundt. Kun vingerne har fået nyt hækværk som en sikkerhedsforanstaltning, da man skal kunne kravle på dem ved montering af sejl.

Skønt det ikke er kutyme på møller, er en lynafleder også blevet monteret. Indvendigt gør nyophængte staldlamper møllen mere brugervenlig og synlig.
Ideelt set skal møllen motioneres ofte. Vingerne skal drejes en kvart omgang hver måned, så de får mulighed for at tørre ens og derved veje nogenlunde det samme. Møllehatten skal også krøjes en halv omgang hvert kvartal.

Møllens Dag
Hvert år den 3. søndag i juni er det Dansk Mølledag. Tilbage i 1993 blev det besluttet at afholde en national mølledag. Ca. 100 danske møller deltager i denne dag, hvor rigtig mange voksne og børn besøger en mølle rundt omkring i Danmark. Møllen i Kastellet er selvfølgelig med til at fejre Dansk Mølledag med flere rundvisninger i Møllen. Såfremt vejret tillader det, vil der på ulige klokkeslæt vises, hvordan man krøjer møllen.


Kilde: Kastellets Venner