Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Det første Armadillo-skilt
 

Kulturarv sikres 

27-06-2019 - kl. 09:20

Donation fra Tømrermester Hans-Jørgen Langhoff og hustru Grethe Langhoffs Fond sikrer Livgarden kulturarv.

af historisk leder Eric Lerdrup Bourgois

Den Kongelige Livgardes Fond har modtaget en generøs donation fra Tømrermester Hans-Jørgen Langhoff og hustru Grethe Langhoffs Fond.

Donationen, der er beregnet til brug for konservatorstøtte, vil sikre en række artefakter af særdeles væsentlig betydning – ikke kun for Livgarden, men også for Hæren og Forsvaret generelt. Artefakterne, der er blevet hjembragt fra de seneste internationale operationer, har et påtrængende behov for konserveringsmæssig bistand, hvis de skal sikres for nu- og eftertiden.

Der er tale om træ-lejrskilte fra følgende baser i Afghanistan; Armadillo og Clifton, samt skilte for 1. kompagni, 1. Livgardebataljon samt 1. kompagni, 2. Livgardebataljon og et større Dannebrog, som har vajet over Armadillo-lejren i Helmandprovinsen i Afghanistan.

Artefakterne er dels blevet slidt af klimapåvirkning, transport mm. Og dertil kommer, at skiltene er fremstillet af de forhåndenværende materialer, hvilket f.eks. betyder, at den anvendte maling ofte har været uden bindemiddel og derfor – i en konserveringsmæssig henseende – har efterladt en meget skrøbelig bemaling.

Bevaringscenter Sjælland, der varetager konserveringen, vil påbegynde arbejdet medio september 2019. Artefakterne forventes tilbage på Garderkasernen ultimo 2020. 

Øverst i artiklen ses Eric Lerdrup Bourgois, historisk leder, Den Kongelige Livgarde, ved det første Armadillo-skilt. Skiltet er en af de artefakter, der takket være donationen fra Tømrermester Hans-Jørgen Langhoff og hustru Grethe Langhoffs Fond, vil blive konserveret og dermed bevaret for nu- og eftertiden.