Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Oberst Mads Rahbek godkender salget af "The Guardsman's Watch"
 

Garder udvikler The Guardsman's Watch 

30-01-2019 - kl. 14:16
Passionen for ure og design samt tjenesten som værnepligtig i Den Kongelige Livgarde, skabte ideen for Jacob Klingert til at lave et ur tilegnet Den Kongelige Livgarde.

Tekst og fotos: Thomas Helbro Reimann, presseofficer

Mandag eftermiddag mødtes oberst Mads Rahbek med designer Jacob Klingert på Garderkasernen i Høvelte. Det var en synlig stolt Jacob, der havde to eksemplarer af ”The Guardsman’s Watch” med til mødet. Det var nemlig på mødet, at oberst Mads Rahbek skulle godkende det endelige produkt og dermed åbne for salget af uret.

- Det har været en lang proces med mange tilbageløb, men det er jo en del af regimentets DNA; Vi bliver ved til det hele er perfekt, sagde oberst Mads Rahbek og udtrykte sin forståelse for Jacob Klingerts hang til at få alle detaljer på plads forud for lanceringen af uret.

Oberst Mads Rahbek kontrollerer kvaliteten af urene
Oberst Mads Rahbek sammen med Jacob Klingert får det første indtryk af det kommende ur.

- Jeg fik ideen til uret tilbage i 2007, da jeg var vagtgående garder. Her overvejede jeg at skille mit daværende ur ad og male noget af urskiven, så jeg kunne se, hvornår jeg skulle stå og hvornår jeg skulle gå på mine vagter, fortæller Jacob Klingert om ideen.

The Guardsman's Watch med nummer 0151 i sin æske
The Guardsman's Watch kommer i to versioner, en i stål og en i mat sort.
Her er det ur nummer 0151 - det første ur i sort version.


Der skulle dog gå over otte år, førend Jacob tog det første seriøse skridt til at design uret, som har fået navnet ”The Guardsman’s Watch”.
- Navnet er til ære for de vagtgående gardere, som har været den store inspiration til designet af uret, forklarer Jacob Klingert, men jeg har også sikret mig, at uret kan holde til alle mulige strabadser, som arbejdet som soldat indebærer.

En af de tidlige skitser af uret
En tidlig skitse af The Guardsman's Watch. Foto: Klingert Watches.

Jacob Klingert fortæller, at han personligt har testet hvert af urene, som nu kommer til salg.
- I mit arbejde med uret, har jeg været meget specifik omkring design og mekanik, så jeg har personligt testet samtlige ure fra første batch, for jeg vil ikke acceptere at sende ure ud, som ikke levede op til den kvalitet, jeg selv forventer mig af et produkt, forklarer Jacob Klingert.

Jacob Klingert fortæller om udviklingen af uret
Jacob Klingert fortæller om idéen i 2007 til den seriøse udvikling og produktion af uret i perioden 2015-2019.

Nu venter Jacob Klingert spændt på, hvorledes ”The Guardsman’s Watch” bliver modtaget og er samtidig glad for, at en procentdel af salget går til Den Kongelige Livgardes Fonds arbejde:
- Det betyder meget for mig, at kunne give noget tilbage til Den Kongelige Livgardes soldater; tidligere ansatte samt pårørende, fordi jeg her ser en ring blive sluttet omkring uret og regimentet, slutter Jacob Klingert af med.

Slutteligt kunne oberst Mads Rahbek godkende ”The Guardsman’s Watch” til glæde for Jacob Klingert og dermed kan salget af uret skydes i gang.

Hvis du vil vide mere om urene, så kan du se mere på www.klingertwatches.com

Har du fået lyst til at købe et ur, sker salget kun via www.Gardershop.dk