Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
Sidste Vilje
 

Sidste Vilje 

Feltpræsten er altid behjælpelig med at udfylde Sidste Vilje.

Det kan være svært at udfylde Sidste Vilje. Man kan kun være forlegen ved at sætte sin egen begravelse i scene. Men Sidste Vilje er ikke et spørgsmål om at iscenesætte sig selv. Sidste Vilje er et spørgsmål om at hjælpe sine nærmeste pårørende, hvis man dør i tjeneste. Sidste Vilje skal derfor udfyldes med alvor og med tanke på, hvad der vil være til trøst og mod for sine nærmeste.

Man kan nøjes med at anføre de personlige oplysninger på første side, den/de samme kontaktperson/er, som står anført i deMars og underskrive dokumentet. Dermed har man tilkendegivet overfor ens nærmeste, at man ikke har nogle særlige ønsker, men har tillid til, at de vil sørge for en begravelse i den rette ånd.

En kirkelig begravelse er en gudstjeneste. Det vil sige, at det er en kirkelig handling, der handler om, at Kristus har taget os med i sin opstandelse fra de døde til et evigt liv. Som Gud er med os i livet er han også med os i døden. I døden er vi omgivet af Guds kærlighed og vores synder er for evigt tilgivet. Som Guds Rige er nær ved os i livet, sådan kommer vi i Guds Rige i døden. Begravelsen er derfor også de levendes afsked med den døde. Vi ses igen. Vi mindes og udtrykker vores kærlighed. Vi takker Gud for livet.

Ens egne ønsker om sin begravelse skal derfor ikke så meget ses som ens egen afsked med sine nærmeste. Det er omvendt. Derfor skal man i sine ønsker give rum for det. Man skal ikke stille krav. Og ens ønsker skal være til lettelse og forhindre tvivl og måske endda skænderier.

Hvem skal eventuelt bære kisten? Skal man jordfæstes (begraves) eller brændes (bisættes)? I hvilken kirke skal den kirkelige handling foregå? Har man et særligt ønske om at ligge på en bestemt kirkegård? Har man særlige ønsker til inskriptionen på gravstenen? Har man et særligt forsamlingshus, en kro eller restaurant, hvor man gerne vil have, at mindesammenkomsten foregår? Vil man helst være fri for en mindesammenkomst? Og lignende spørgsmål.

Feltpræsten kan særligt være behjælpelig med at finde salmer og forklare, hvordan en begravelse foregår, hvad der bliver læst og bedt og bekendt. Der kan være salmer og tekster, man holder af, men som man måske ikke lige kan komme på.

Feltpræsten kender også til lovgivning og bekendtgørelser omkring dødsfald og begravelse.

Feltpræsten kan også hjælpe med inspiration til at skrive et farvelbrev. Det er meget svært. Ikke kun med tanke på, at muligheden for at dø foreligger. Men ikke mindst fordi man dermed nemt sætter sig selv i en forlegen selvglad situation, hvor man kan blive rørt over egen rørelse. Her er det netop vigtigt at fokusere på at få fortalt forældre, ægtefælle, børn, kæreste og venner, hvad de har betydet for en.

Det er vigtigt at få givet udtryk for sine svigt og fejl og bede om tilgivelse. Det er vigtigt selv at få tilgivet, hvis man mener, at man er blevet svigtet. Det er således vigtigt at hjælpe sine nærmeste ind i fremtiden. Måske også give udtryk for, at ens ægtefælle eller kæreste ikke skal skamme sig over at finde en ny kæreste og ægtefælle. Måske bede børnene om at være gode ved deres mor eller far og støtte også ham eller hende, hvis de får en ny far eller mor. Man skal huske at tænke på, at hvert ord vil blive vejet på en guldvægt.

Feltpræsten kan også være behjælpelig med at sammensætte en ikke-kirkelig borgerlig begravelse eller bisættelse.

Hent teksten som pdf

Sidste Vilje pakken


Min sidste vilje pakken indeholder:

Min sidste vilje. Hvis jeg falder i forsvarets tjeneste
Vejledning. Min sidste vilje
Kuvert min sidste vilje
Kuvert 3 stk. med farvelbrev
Kuvert log-in til mine private portaler og chatfora
Organdone. Tag stilling sammen med dine nærmeste

Kontakt

Såfremt der måtte være behov for en feltpræst, kan der rettes henvendelse til hærprovsten på
VFK-H-HPV01@mil.dk eller hærprovstens sekretær på VFK-H-HPV02@mil.dk.