Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
 

Avnø og Flyveskolens historie 


 KZ Trainer KZ VII Chipmunk KZ X Piper
Luftmarinestation / Flyvestation Avnø
I slutningen af 1920’erne stod det klart, at der måtte findes nogle bedre muligheder end de eksisterende for etablering af en flyveplads først og fremmest til uddannelse af piloter.


Flere områder blev vurderet, men at man til sidst bestemte sig for netop halvøen Avnø var der flere grunde til. Blandt dem nævnes, at vejforbindelsen til stedet var tilfredsstillende, og i bunden af fjorden var der en god vandflyveplads med en landingsdistance på 2,5 km.


Den 19. maj 1930 blev der underskrevet en kontrakt med ejeren, proprietær Preisz. De hektarer gav op til 2,5 km på den lange led, og på den korteste distance fra nordvest til sydøst var der 1,2 km. Endelig var stedet helt øde og uden naboer, og man mente, at dermed var der så kedeligt, at det ville øge elevernes arbejdsindsats.


I løbet af det næste års tid blev der bygget en 25 m bred og 20 m dyb hangar og langs den en 152 m2 træbygning til undervisningslokaler, værksted og garage. Endelig blev der opført tre barakker til indkvartering af personellet samt til kabys (man må huske, at det var marinere, der skulle bo der).

I begyndelsen af april 1931 ankom den nye luftmarinestations faste personel samt 12 værnepligtige, og den 16. april kom flyveskolens fly, to brugte og tre fabriksnye De Havilland Moth, og allerede samme dag kom der gang i skoleflyvningen.


Avnø egnede sig dengang kun til brug i sommerhalvåret, og i september blev luftmarinestationen ”afrigget”, hvilket vil sige, at den blev lukket ned for vinteren.
Den 28. oktober 1931 fik de første seks Avnø-flyveelever deres vinger.

Da de begyndte, var der 178 på holdet. Begrebet ”eliminering” var allerede dengang kendt og frygtet.


Situationen omkring uddannelsen af Marinens flyvere var uholdbar med en afdeling i Ringsted på en flyveplads med alt for dårlige forhold og med en anden på Avnø, hvor der kun kunne opereres i sommerhalvåret.

Men der skulle gå helt til 1936, før man for alvor tog fat på at forbedre forholdene. Da købte Marineministeriet 66 hektar af Agnøgaard – hidtil havde arealet som nævnt kun været lejet - og dermed var der skabt grundlag for at placere anlæg af mere permanent karakter.


Noget af det første, der blev taget fat på, var opførelsen af en egentlig kasernebygning, som stod klar i 1937 med plads til 30 befalingsmænd og 40 menige, og derefter blev al elementær flyveuddannelse inden for Marinen samlet på Avnø.


Besættelsesårene
Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, havde de tilsyneladende i første omgang ikke været opmærksomme på Avnø. To dage efter besættelsen kom der besked fra de danske myndigheder i København om, at skolen skulle ”afrigges”.

Der gik indtil den 5. august 1940, før luft-marinestationen blev afleveret til den tyske besættelsesmagt, som kort tid efter tog den i brug som øvelseslandingsplads for Flugzeugfürerschule A/B 10 i Warnemün-de.

Senere kom der en mere fast bemanding på pladsen i forbindelse med, at den fik en mere udvidet funktion i den tyske uddannelse af piloter, og i den forbindelse blev der opført tre indkvarteringsbarakker og to hangarer, og på toppen af et luftværnstårn blev der indrettet et kontroltårn, som i øvrigt fungerede som sådant – om end med en anden placering - lige til man i 1990 tog et nyt tårn i brug.


Flyvestation
Efter befrielsen i 1945 blev luftmarinestationens område for en tid benyttet til flygtningelejr, men behovet for at få uddannet nye piloter var stort, og der gik ikke lang tid, før man fandt andre opholdsmuligheder for flygtningene, så Avnø atter kunne tages i brug til dens egentlige formål som flyveskole.


I første omgang måtte man nøjes med to KZ III-fly, men den 8. juni 1946 fik man leveret den første af 15 bestilte KZ IIT, og den sidste var på pladsen den 20. december samme år.
Nogle år endnu sorterede Avnø under Marinen, men med oprettelsen af Flyvevåbnet og dermed sammenlægningen af Hærens Flyvetjeneste og Marinens Flyvevæsen pr. 1. oktober 1950 ophørte den som luftmarinestation og fik status som Flyvestation Avnø.


Op gennem 50’erne skete der en del forbedringer af forholdene på den nye flyvestation. Der blev således oprettet en vejrtjeneste, og kontroltårnet blev flyttet fra det gamle tyske luftværnstårn til toppen af ”Jagerhangaren”.

I 1980 blev indkvarteringsforholdene forbedret betydeligt, da en ny kasernebygning blev taget i brug. At der virkelig var behov for en større kapacitet, kunne konstateres allerede i 1951, da antallet af elever på Flyveskolen i perioden 29. maj til 14. november blev opgjort til 501.


Af dem gik 355 videre til fortsat uddannelse, mens 166 måtte se sig elimineret.


Om tilværelsen på Avnø i 1952 fortæller daværende mathelev J.M. Jacobsen:

”Vi kom ni mathelever direkte fra skolen og herned. Vi blev indkvarteret på en stue i det, vi kaldte Mandskabsbarakken. En stor gammel tyskerbarak. Der boede vi ni mand på stuen.
Vi havde hver sit skab. Varme var ikke rigtig noget, man kendte til. Vi havde en kakkelovn, vi kunne fyre i, hvis der ellers var brænde. Vi opfattede det ikke som noget forfærdeligt, at vi skulle bo sådan. Det var vi vant til hjemmefra. Jeg tænkte dengang, at sådan er det jo her i Forsvaret.
Flyveeleverne boede lige foran i U-barakken, og de boede to mand på hver stue, som var 2 x 1,90 m. De ældste mather boede oppe i hovedbygningen (kasernen). Det var jo den rene svir.

Vi klagede engang til oberstløjtnant Meincke over forholdene. Hans svar var, at ”det var sgu ikke de bonede gulve, vi var kommet her på Avnø for. Vi var kommet herned for at lave flyvemaskiner, så man kunne få uddannet nogle flyveelever”.

Samtidig klagede flyveeleverne, som fik følgende svar: ”I har ikke noget at klage over. Fordi, fra I er færdige med at spise, til I skal i seng, skal I læse. Det kan I lige såvel gøre på det lille hummer som alle andre steder!


I gamle dage sagde man, at en flyveinstruktør var ca. fem meter høj og næsten tre meter over skuldrene. Han havde altid ret, og hans sprogbrug kunne ikke anfægtes. Elever var små, dumme åndelige dværge, som han meget mod sin vilje var tvunget til at lære at flyve. Den beskrivelse er naturligvis noget af en karikatur, men et eller andet sted lurer der en sandhed i den.


Med tiden ændrede dette forhold sig til en form for mentor-forhold, hvor det ikke længere drejede sig om at skaffe sig af med eleven, men i stedet om at lede og vejlede ham (og i meget få tilfælde hende) på den rette vej til at opfylde Flyveskolens krav, som var og er høje.

                                             T-17                         

Lukketid
Årene op gennem 1980’erne bød på sparetider for Forsvaret, og et af de etablissementer, der mere og mere kom i farezonen, var Flyvestation Avnø.

I 1986 blev der vedtaget en lov i Folketinget, som gav nyt håb. Behovet for piloter i de civile luftfartsselskaber voksede kraftigt i de år, og flere og flere søgte fra Flyvevåbnet over i disse selskaber med en betydelig mangel på piloter i Flyvevåbnet til følge.

Nu betød den nye lov, at der fremover kunne uddannes både militære og civile piloter på Avnø – en ordning, som både Maersk Air og SAS bakkede kraftigt op. Det gav stødet til, at der blev bevilget penge både til et nyt tårn og en ny operationsafdeling på flyvestationen. Men ordningen kom aldrig i gang. De civile selskaber sprang fra, og tilbage stod Flyvevåbnet med en helt moderne, men noget overdimensioneret flyveskole.

 

En ny forsvarsaftale i 1989 betød udfasning af Draken og dermed af de operative eskadriller på Flyvestation Karup. Som følge deraf blev også Forsyningsdepot Karup lukket, og tilbage stod man nu også med en noget overdimensioneret flyvestation.

Det blev skæbnen for Flyvestation Avnø. Den 27. november 1992 blev der afholdt ”Farewell Party” på Avnø. Og Flyveskolen blev flyttet til Flyvestation Karup.


Efter en årrække med en lang række forhandlinger om den fremtidige brug af arealerne på Avnø traf Naturklagenævnet i 1996 endelig beslutning om, at de skulle fredes og udlægges som naturområde. I 2003 blev flyvestationen af Forsvarsministeriet overdraget til Skov- og Naturstyrelsen.

I dag er størstedelen af området åbent for offentligheden.



(Kilde: Artikel af N.M. Schaiffel-Nielsen på www.flyhis.dk)

                                                         Tilbage  

 

Sidst opdateret 02-07-2019 - kl. 10:51