Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Tre soldater på Bornholm gjorde sig fortjent til en tidlig julegave

Indholdsområde

 
 
 

Tre soldater på Bornholm gjorde sig fortjent til en tidlig julegave 

De seneste tre uger har soldater fra Hæren været gennem blandt andet teori, orienteringsmarch og selvtillidsprøver for i sidste ende at kunne modtage enkeltkæmperdolken – et bevis på at de har bestået Enkeltkæmperkursus 2019.

13-12-2019 - kl. 13:39

tre glade enkeltkæmpere

Iben Valery, Forsvarskommandoen

Det startede med 13 aspiranter og efter tre uger med teori og prøvelser, der har presset soldater fra Hæren både fysisk og mentalt, har tre enkeltkæmperaspiranter i dag modtaget enkeltkæmperdolken.

Enkeltkæmperkurset på Bornholm er en mulighed for soldaterne i Hæren for at prøve sig selv af og dygtiggøre sig inden for sit fag. Det er blandt andet kompetencer som navigation, selvtillidsprøver og overlevelse under primitive forhold.

Modsat tidligere, hvor kurset kun varede to uger, har man forlænget kurset til tre uger, fortæller kursusleder, kaptajn Leo Gamborg.

”Den ekstra uge giver bedre muligheder for at lave et kursus, der går i dybden med de forskellige elementer og på den måde skabe ramme for, at soldaterne kan blive endnu dygtigere enkeltkæmpere.”

Kurset starter med en teoriuge på Almegårds kaserne efterfulgt af en uddannelsesuge, hvor man bruger det teori, man har lært, i en taktisk ramme. Sidst er der enkeltkæmperugen, hvor man kontrollerer, at aspiranterne kan alt det, de har lært, i praksis.

Kun en sjettedel gennemfører
Som kurset skrider frem, og soldaterne bliver mere pressede, falder aspiranter fra. Begrænsede mængder af mad og søvn tester deres vilje til at blive ved, selvom de bliver udfordret fysisk og mentalt.

Normalt er der cirka 30 tilmeldte, og så sker der et naturligt frafald, hvor folk ikke kan overskue det og siger fra, forklarer Leo Gamborg. Derefter er der 12-17, der har bestået uddannelsesugen og fortsætter på enkeltkæmperugen. Ud af dem er der 5-10, der gennemfører selve enkeltkæmperugen.

De aspiranter, der gennemfører, modtager et stofmærke til sin uniform og en sølvdolk, de kan bære på deres M69 som bevis på, at de har gennemgået en udvikling og står tilbage med en masse erfaring, de kan tage med tilbage til deres enheder.

”Man får en personlig udvikling og en faglig viden omkring, hvordan man overlever alene bag fjendes linjer under primitive forhold, og hvordan man agerer som patrulje. Samtidig får enheden en soldat hjem, der kan løfte enhedens enkeltkæmperniveau og vil kunne gå foran som det fyrtårn, vi forventer, en enkeltkæmper er,” siger kursuslederen.

Sidst men ikke mindst kan det være et skridt på vejen mod drømmen om at være i en af specialoperationsstyrkerne.

enkeltkæmper i vand

Et skridt mod Jægerkorpset og Frømandskorpset
Alt afhængigt af hvad aspiranterne har prøvet før, så får de brudt grænser og testet deres mentale robusthed. Mange af de ting, de oplever undervejs, er prøvelser, der kan beskrives som Jægerkorpset i miniatureform:

”Man kan bruge det til at prøve sig selv af, og erfaringsmæssigt er man i hvert fald et skridt tættere på at kunne søge op til Jægerkorpset eller Frømandskorpset, fordi man har fået en ide om, hvor langt man kan presse sig selv,” siger kursusleder Leo Gamborg.

Kurset bliver afholdt én gang om året på Bornholm – selvfølgelig i vintertiden for at give soldaterne de bedst mulige rammer for at udvikle sig i forhold til mentalt overskud og primitiv overlevelse.

 

 

Enkeltkæmper 2019