Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Sidste kaliberskud med Leopard 2A5

Indholdsområde

 
 
 

Sidste kaliberskud med Leopard 2A5 

Panserbataljonen har affyret det sidste kaliberskud med kampvognen af typen Leopard 2A5. Denne type bliver opgraderet til typen Leopard 2A7, som bliver overdraget til panserbataljonen ved Jydske Dragonregiment i Holstebro til marts.

22-01-2020 - kl. 13:20
Leos sidste skud

Af Iben Valery, forsvarskommandoen

Det var både glædeligt og vedmodigt, da sidste kaliberskud med Leopard 2A5 blev affyret på den vestjyske hede i Oksbøl skydeterræn. Kampvognen har tjent Forsvaret siden 2005, men bliver nu erstattet af den nye Leopard 2A7, som vil blive overdraget til panserbataljonen ved Jydske Dragonregiment til marts.

”En gammel dame, der har tjent os godt”
Kampvognen har både tjent til uddannelse nationalt, men har også tjent internationalt i Afghanistan, hvor den blandt andet har sørget for, at de danske soldater har kunnet komme sikkert ud og hjem fra patruljer. Det fortæller chef for panserbataljonen ved Jydske Dragonregiment Jesper Møller-Pedersen:

”Det er jo en gammel dame, der har tjent os godt gennem 15 år. Vi har anvendt kampvognen i næsten 7 år i Afghanistan, hvor vi, som nogen af de eneste i verden, har haft den skarpt indsat, og samtidig har tilstedeværelsen af kampvognen gjort, at infanteristerne har haft ro til at løse deres opgave.”

Panserchef Jes Møller

For panserbataljonen er det sidste kaliberskud en større begivenhed, og derfor er blandt andre Bo Hagsten, pensioneret major fra den daværende Hærens Kampskole, i anledningen blevet inviteret ud på heden i Oksbøl for at opleve det. I 2005 var han med til at implementere Leopard 2A5 og kan huske, hvordan Forsvaret tilbage i 1970’erne havde Leopard 1A5.

”Det er jo lidt vemodigt, men samtidig bliver vi nødt til at have noget, der er endnu kraftigere, end det vi har. Det er helt nostalgisk at komme ud på heden og se den skyde, men den helt store fornøjelse er også at møde de gamle skydeinstruktører fra dengang,” siger Bo Hagsten. Se video nedenfor.

Den nye Leopard 2A7
Forsvarets nuværende kampvogne er løbende blevet sendt til Tyskland for at blive opgraderet med nyt udstyr. De første kommer tilbage til Danmark den 5. februar, hvorefter den i marts bliver overdraget til panserbataljonen ved Jydske Dragonregiment i Holstebro.

”For os er det jo et skifte fra den version, vi har brugt i mange år, og så træder vi ind i en ny æra med en topmoderne kampvogn, der har en masse nye komponenter - et kraftigere våbensystem og en kampvogn der er mere digitaliseret og med nyt taktisk kommunikationssystem,” fortæller chef for panserbataljonen Jesper Møller-Pedersen.

I løbet af de næste par år vil en masse nye ting derfor blive implementeret i uddannelsen, så soldaterne bliver bekendt med de nye systemer.

Faktaboks Leopard 2A5:
Fart: 68 km/t
Vægt: 66 tons
Besætning: 4
Våben: 120 mm kanon
Aktionsradius: 190 km
Skudvidde: 3,5 km

Sidste Leo2A5 skud