Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Sølv og bronze til danske veteraner

Indholdsområde

 
 
 

Sølv og bronze til danske veteraner 

Stor medaljedag i Sydney for det danske Invictus Games-hold

26-10-2018 - kl. 07:23
Af Kristina Schønnemann og Anders V. Fridberg

Efter en fremragende kvalifikationsskydning for de danske bueskytter i går torsdag blev det fredag tid til finaler i Invictus Games i Sydney, Australien. Første danskere i ilden var Christian Claydon-Smith, Poul 'Lange' Christensen og Kenneth Jepsen Hyldtoft, som skulle skyde om guld eller sølv i finalerne for bueskydning for hold.

Her kunne danskerne, trods god opbakning fra tilskuerrækkerne, ikke hamle op med modstanderne fra Ukraine, som tog guldet efter fire runder, 6-2. Danskerne var ærgerlige, men også realistiske efter kampen.

- Jeg føler egentlig ikke, at vi skyder maksimalt, men vi skyder okay, og vi får også de første point og kommer foran. Så ryger vi ud i en runde, hvor vi faktisk har et par missere alle sammen og må erkende, at den runde har vi smidt. Og så bliver det sådan lidt nervepirrende, og vi smider et par dumme pile. Vi forsøger at samle os selv, og jeg synes, at vi gør det, vi kan. De skyder bare godt i dag, siger Kenneth Jepsen Hyldtoft, der senere fredag også skulle skyde bronzekamp i single bueskydning.

Bueskydningsholdet med deres sølvmedaljer
Kenneth Jepsen Hyldtoft, Christian Claydon-Smith og Poul "Lange" Christensen med sølvmedaljerne.

Danskere i internt opgør
Der var tilgengæld ingen spænding om, hvorvidt det skulle lykkes Danmark at få en bronzemedalje, for Kenneth Hyldtoft modstander er holdkammeraten Johan Høeg Hansen. Efter tre runder faldt bronzekampen ud til fordel for Kenneth Jepsen Hyldtoft, som fik overrakt sin medalje af sin kone Lotte.

- For mig handler det ikke kun om at deltage i Sydney. Det, der har givet mig aller, aller, allermest, det har været de fire træningssamlinger, vi har været på forinden, og at være sammen med de gutter og gutinder, der har været med der, det har været helt fantastisk," siger Kenneth Jepsen Hyldtoft.


Løb sig til bronze

Tanja spurter mod mål
Tanja Sunekær spurter i mål til en sikker bronzemedalje. Løberen umiddelbart bag hende er overhalet med en omgang.

Også ude på atletikstadionet var der spænding. Her var Tanja Sunekær i finalen i 1500 meter løb. Tanja Sunekær, der lider af PTSD, havde tidligere på ugen en nedtur, da hun konkurrerede i bænkpres i et inferno af larm fra publikum og mistede koncentrationen. Efter nul godkendte løft i bænkpres var det i dag blevet tid til revanche i løb. Tanja Sunekjær lagde ellers ud som nr. 4 af 5 løbere, men ved at holde fokus og løbe i sit eget tempo, kom hun igen.

- Da jeg kommer rundt på sidste omgang, kan jeg se, at amerikaneren, hun sakker mere og mere bagud og får tunge ben, og jeg tænker, nu er du simpelthen nødt til at give den fuld æde og skifte til sidste gear, siger Tanja Sunekær og fortsætter:

- Og så flår jeg bare amerikaneren over i sidste øjeblik og spæner henover målstregen og er jo fuldstændig færdig og har givet alt, hvad jeg overhoved kan. Det var den fedeste fornemmelse, vild, vild oplevelse og vildt også at slå sin egen personlige rekord med 8 sekunder," siger Tanja Sunekær, der i den grad har bevist sig selv og udfordret sin psyke under Invictus Games.

De danske deltagere har sidste konkurrencer i dag fredag og slutter af med kuglestød i aften, australsk tid.