Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Ny midlertidig chef for Hærkommandoen

Indholdsområde

 
 
 

Ny midlertidig chef for Hærkommandoen 

Forsvarschefen udnævner midlertidig chef for Hærkommandoen. Det sker i forlængelse af Auditørkorpsets beslutning om at rejse sigtelse mod H.-C. Mathiesen.

31-01-2019 - kl. 12:30

Af Forsvarskommandoen

Forsvarsministeriets Auditørkorps har i dag meddelt, at de har besluttet at rejse sigtelse for tjenestemisbrug efter straffelovens §155 og grov pligtforsømmelse efter den militære straffelovs §27 mod generalmajor Hans-Christian Mathiesen, der p.t. er tjenestefritaget fra funktionen som chef for Hærkommandoen.

Auditørerne har samtidig tilkendegivet, at der fortsat skal foretages en del efterforskning, før der kommer en endelig afgørelse i sagen. Forsvarsministeriet vurderer, at efterforskningen sandsynligvis vil pågå i en længere periode.

På den baggrund har forsvarschef Bjørn Bisserup besluttet at udpege nuværende chef for Forsvarskommandoens Operationsstab, generalmajor Kenneth Pedersen, til midlertidig chef for Hærkommandoen.

Det sker for at sikre Hæren fuld ledelseskraft i en tid, hvor Forsvaret og Hæren undergår en stor udvikling og forandring.

-Vi står overfor en række vigtige beslutninger i forhold til implementeringen af forsvarsforliget og den videre udvikling af Hæren. Det kræver et stort ledelsesmæssigt fokus. På baggrund af udmeldingen om, at sagen kan trække ud, har jeg besluttet at indsætte generalmajor Kenneth Pedersen som chef for Hærkommandoen indtil videre, siger forsvarschef Bjørn Bisserup.

Generalmajor Kenneth Pedersen

Generalmajor Kenneth Pedersen indtræder som midlertidig chef for Hærkommandoen med øjeblikkelig virkning. Oberst Keld Robert Juul Christensen, som har været fungerende chef siden oktober, fortsætter i sin nuværende position som næstkommanderende.

LINK til pressemeddelelse fra Forsvarsministeriets Auditørkorps