Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Kronprinsen tager med til Invictus Games i Sydney

Indholdsområde

 
 
 

Kronprinsen tager med til Invictus Games i Sydney 

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen rejser til Australien for at støtte de danske deltagere ved Invictus Games 2018.

12-10-2018 - kl. 08:05

H.K.H. Kronprinsen har synligt og aktivt støttet det danske Invictus Games hold siden maj, hvor han deltog i markeringen af udtagelsen af holdet ved en reception hos den australske ambassadør i Danmark. Kronprinsen deltog også ved den fjerde og sidste træningssamling for Invictus Games holdet, der blev holdt i Vejen i midten af august. Her prøvede Kronprinsen flere sportsgrene og talte med mange af deltagerne. Senest har hele Kronprinsfamilien flaget for Invictus Games for at være med til at skabe opmærksomhed om stævnet og den danske deltagelse.

Kronprinsen ved Invictus Games samling i august
Kronprinsen deltog i træning i flere sportsgrene, da han besøgte det danske hold på den sidste træningssamling i august. Her ror Kronprinsen sammen med Bubby Jacobsen.

At Kronprinsen også tager med til Sydney for at støtte veteranerne under det store stævne vækker glæde hos Forsvarets Sundhedstjeneste, der har ansvaret for det danske Invictus Games projekt.

- Jeg synes, at det bekræfter Kronprinsens personlige engagement i rehabilitering af veteranerne. Det er en stor opmuntring og anerkendelse af det arbejder, der bliver gjort. Og jeg ved fra mine samtaler med veteranerne, at der er en stærk motivationsfaktor for dem, at Kronprinsen viser sin interesse, og at det er med til at stimulere deres indsats, siger generallæge Sten Hulgaard.

Det kan Jakob Andersen, der er veteran fra Makedonien og Irak og en af deltagerne på det danske hold, nikke genkendende til.

- Det er fantastisk, at vi bliver støttet af Kongehuset og Kronprinsen. Jeg har løbet med Kronprinsen ved Royal Run, og da han trænede med DIF Soldaterprojekt i Dyrehavet i foråret, og jeg synes det er vidunderligt, at Kronprinsen giver så meget til os veteraner, og at han er der for os i vores kamp mod de skader, som vi har fået. For mig er det med til at vise, at Danmark stadig tager hånd om os, og at vi ikke er glemt.

Generallæge Sten Hulgaard og viceforsvarschef generalløjtnant M.A.L.T. Nielsen tager også med til Sydney for at bakke op om de danske deltagere.

Invictus Games finder sted fra den 20. til 27. oktober. De danske deltagere rejser mod Australien den 15. oktober.