Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Kronprinsen og Invictus Games atleter på australsk besøg

Indholdsområde

 
 
 

Kronprinsen og Invictus Games atleter på australsk besøg 

Veteranerne, der skal til Invictus Games i Sydney til oktober, var fredag til reception hos Australiens ambassadør i Danmark sammen med Hans Kongelige Højhed Kronprinsen.

04-05-2018 - kl. 14:10
Overrækkelse af gave
Team captain Kim Vilsborg (i midten) takker den australske ambassadør Mary Ellen Miller for at have inviteret det danske hold til reception. Ambassadørens mand, der træner de danske svømmere, står yderst til venstre.

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Udtagelsen af de 25 veteraner, der skal repræsentere Danmark ved Invictus Games i Sydney til oktober blev fredag formiddag markeret med en reception hos den australske ambassadør i Danmark, Mary Ellen Miller, i hendes residens i København. Ved receptionen deltog også Hans Kongelige Højhed Kronprinsen.

- Der er en stærk forbindelse mellem Australien og Danmark, og soldater fra vores to lande gør tjeneste sammen i internationale missioner. Og med Martins (ambassadørens mand, red.) involvering på det danske hold var det naturligt at markere den vigtige udtagelse af det danske hold med en reception, siger Mary Ellen Miller.

Ambassadørens mand, Martin Roberts, er tidligere olympisk svømmer for Australien, og han er træner for svømmerne på det danske Invictus Games hold.

Med ved receptionen var viceforsvarschef generalløjtnant M.A.L.T. Nielsen, generallæge og chef for Forsvarets Sundhedstjeneste Sten Huldgaard og chefen for Forsvarets Veterancenter oberst Susanne Kiholm Lund samt ambassadørerne fra USA, Storbritannien, Canada, Georgien og Estland. Det er fem af de øvrige lande, hvis veteraner deltager i Invictus Games.


Veteraner i samtale
Atleter, HKH kronprinsen og viceforsvarschef generalløjtnant M.A.L.T. Nielsen ved receptionen.

-At den australske ambassade på denne måde indleder Invictus Games for vores hold allerede nu, viser det enorme engagement, som australierne lægger i stævnet og deres bevågenhed i forhold til vores deltagelse, og det synes jeg er flot. Hans kongelige Højhed Kronprinsens deltagelse er en ekstra dimension, som jeg tillægger overordentlig stor værdi i forhold til at vise den anerkendelse af veteranernes indsats, som Invictus Games også er udtryk for, siger generallæge Sten Hulgaard.

HKH Kronprinsen i samtale med veteraner
HKH Kronprinsen i samtale med Morten Bach og andre af de danske atleter. Det er Morten Bach til venstre i billedet med mørkt hår og hænderne på ryggen.  

-Det betyder meget for os at blive inviteret herind. Det er en rigtig flot gestus af Australien. At Kronprinsen kommer er en kanon støtte til os. Kronprinsen er meget vellidt blandt veteraner, og det betyder rigtig meget for os, at han er med, siger Morten Bach, der er en af deltagerne på det danske hold.


Invictus Games er et internationalt multisportsstævne for skadede veteraner.

Invictus Games 2018 finder sted i Sydney fra den 20. – 27. oktober. Danmark stiller med et hold på 25 deltagere, der skal konkurrere i atletik, bueskydning, cykling, golf, kørestolstennis, sejllads, siddende volleyball, styrkeløft, svømning og driving challenge.

Formålet med deltagelsen i Invictus Games er at styrke veteranernes  rehabilitering.