Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Kammeradvokaten undersøger anklager om overtrædelser af Forvaltningslovens regler om inhabilitet

Indholdsområde

 
 
 

Kammeradvokaten undersøger anklager om overtrædelser af Forvaltningslovens regler om inhabilitet 

13-11-2018 - kl. 14:30
Som bekendt har der gennem nogen tid været rejst en række påstande og anklager om inhabilitet på Forsvarsministeriets område. Udover at Forsvarets Auditørkorps er i gang, har Forsvarsministeriet bedt Kammeradvokaten undersøge en række af de rejste anklager.

Det gælder blandt andet spørgsmål, der er blevet stillet i forhold til, om forsvarschef Bjørn Bisserup skulle have påvirket sin søns optagelse på Hærens Officersskole.

Konkret handler det om, at Bjørn Bisserup som chef for Forsvarsstaben i 2010 behandlede en sag om Hærens Operative Kommandos økonomi for 2010. Et af elementerne i sagen handlede om, hvor mange der skulle optages på Hærens Officersskole. Det kunne have betydning for, hvornår hans søn kunne starte på Hærens Officersskole. Sønnen var blevet optaget på skolen, så det drejede sig udelukkende om, hvornår han kunne starte på studiet.

Kammeradvokaten har afsluttet sin undersøgelse af den sag, og konklusionen er, at Bjørn Bisserup ikke var inhabil i behandlingen af den konkrete sag. Dog burde han have underrettet sin foresatte om forholdet. Der er imidlertid ikke i kraft af den manglende underretning tale om et forhold af en grovhed, der skal sanktioneres efter tjenestemandsloven.

Departementschef Thomas Ahrenkiel har endvidere bedt Kammeradvokaten undersøge, hvorvidt han selv har overholdt reglerne om inhabilitet i lyset af sit eget forhold til Forsvarsministeriets tidligere presse- og kommunikationschef, som han i dag er gift med.

Kammeradvokaten har også afsluttet den undersøgelse, og konklusionen er, at Thomas Ahrenkiel var inhabil i forhold til beslutningerne i efteråret 2016 om tildeling af engangsvederlag og tillæg til kontorchefer, heriblandt Forsvarsministeriets tidligere presse- og kommunikationschef, men at han i det pågældende tilfælde ikke i nogen henseende eller på nogen måde konkret påvirkede beslutningen om engangsvederlag og tillæg. Kammeradvokaten konkluderer også, at Thomas Ahrenkiel skulle have underrettet forsvarsministeren om sin mulige inhabilitet, således at ministeren kunne have truffet beslutning om inhabilitet og eventuel substitution. Samlet set konkluderer Kammeradvokaten, at der imidlertid hverken i relation til inhabiliteten eller den manglende underretning er tale om forhold af en grovhed, der skal sanktioneres efter tjenestemandsloven.

Forsvarsministeriets departementschef Thomas Ahrenkiel udtaler:

- Jeg må erkende, at hverken jeg – eller vi som system – har haft godt nok styr på reglerne om inhabilitet. Det er ikke godt nok, og det beklager jeg. Det vil vi nu gøre noget ved gennem et markant større fokus på emnet.

- Samtidig vil vi også adressere den underliggende problemstilling bag en række af de rygter og anklager, der har været fremme om overtrædelser af reglerne af inhabilitet på ministerområdet – nemlig den måde, vi besætter særligt chefstillinger i Forsvaret. Det kommer vi til at gøre noget ved.

Forsvarschef Bjørn Bisserup udtaler: 

-Det nuværende ansættelses- og forfremmelsessystem, hvor stillinger som udgangspunkt besættes gennem opslag, men også kan besættes ved beordring, kritiseres berettiget for at være uigennemsigtigt, og det kommer vi til at arbejde med.

-Vi skal tage anklagerne om nepotisme i Forsvaret alvorligt. I sagen om min egen søns optagelse på Hærens Officersskole var jeg ifølge Kammeradvokaten ikke inhabil, men jeg skulle have underrettet min foresatte. Det gjorde jeg ikke, det var en fejl, det beklager jeg.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtaler:

- Jeg noterer mig Kammeradvokatens konklusioner, og jeg er enig i de fremadrettede tiltag, der nu igangsættes.   

Kammeradvokatens notater kan læses på Forsvarsministeriets hjemmeside, fmn.dk.