Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Invictus 2018-holdet er sat

Indholdsområde

 
 
 

Invictus 2018-holdet er sat 

Hver og en af veteranerne, der skal deltage i Invictus Games 2018, kan vinde ved at vokse som mennesker.

16-04-2018 - kl. 10:41

Løbetræning

Af Kristina Schønnemann Jensen, Veterancentret, og Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

De 25 danskere, som skal deltage i Invictus Games 2018, er nu fundet. Dermed kan træningen og den personlige udvikling mod det internationalt sportsstævne for skadede veteraner i Sydney i Australien til oktober rigtig begynde.

Holdet bliver et ægte mix-hold i bred forstand. Med individualister og holdspillere, mænd og kvinder, nye som erfarne folk i hele Invictus-setuppet, fortæller leder af det danske Invictus-projekt Claus Bodilsen fra Forsvarets Sundhedstjeneste.

- Det er et hold, der lever Invictus-ånden på den måde, at de hver og en kan få rigtig meget ud af at deltage i projektet. Så jeg er en sindssyg glad mand, for jeg er 100 procent sikker på, at vi har udvalgt de rigtige mænd og kvinder,” siger Claus Bodilsen.

Et stort øjeblik
Med på holdet er blandt andet Jacob Udsen og Kim Wilsborg, som begge har en psykisk skade fra sine udsendelser. De er også begge to udtaget til Invictus Games for første gang.

- Jeg er meget, meget rørt. Jeg er glad for at være en del af holdet, og ved nu at dem, der er med på holdet, det er dem, jeg skal tilbringe meget tid sammen med. Vi har et fælles mål: At få trænet og få lavet noget struktur i vores hverdag og så ender det selvfølgelig med, at vi skal møde op nede i Sydney og konkurrere dernede. Det er selvfølgelig fantastisk, men det er ikke det, der er formålet med det. Formålet er at være på et hold og træne sammen og skubbe os selv i en positiv retning, siger Kim Wilsborg.

Kim Wilsborg på cykel
Kim Wilsborg træner til den korte enkelstart, der skal køres i Sydney. Fysisk træning hjælper de skadede veteraner med at få struktur på deres hverdag.

Jacob Udsen ser også frem til de mange oplevelser, der ligger forude, men har også sympati med de veteraner, der ikke blev valgt.

- Jeg bruser af glæde over mit eget tilvalg, og jeg har en anelse tristhed, faktisk en voldsom mængde tristhed over for dem, der er blevet valgt fra, idet at vi selvfølgelig har knyttet nogle gode kammeratskaber på de træningssamlinger, vi har været på sammen, siger han.
 Jacob under kapsejlads
På træningssamlingen deltog Jacob Udsen i kapsejlads. Sejlads er en ny disciplin på Invictus Games programmet, men sporten er rigtig god for psykisk skadede veteraner, fordi sporten både kræver samarbejde og fokus, men også rummer den ro, der er på vandet.

Skuffelse
For de 20 personer, der ikke blev udvalgt til at fortsætte i Invictus-projektet, bliver weekendens træning i Vejen Idrætscenter rundet af med en personlig samtale med Forsvarets Sundhedstjeneste og Veterancentret. Her kommer de rundt om, hvorfor de ikke skal deltage i Invictus fremadrettet, fortæller Veterancentrets militærpsykolog Tina Stenderup Nielsen.

- Vi vil ikke forsøge at undgå skuffelse, eller at folk får følelser. Det vil være naturligt, når de har arbejdet henimod og håbet på at deltage. Men vi vil forsøge sammen med veteranen at normalisere de følelser, de har. Og samtidig vil vi gerne støtte dem i at fastholde den udviklingsrejse, som de har igangsat med Invictus, siger Tina Stenderup Nielsen.

I den samtale peger projektledelsen også frem mod nye mål for veteranen.

siddende volleyball
Jacob Udsen og Kim Wilsborg føler med de veteraner, der ikke blev valgt til holdet. De kan få hjælp til at fortsætte deres træning, fx i siddende volleyball, i civile idrætsforeninger.

Bro til andre veteranprojekter
Her er det tanken at knytte veteranerne hurtigt op på andre initiativer, hvor de kan fortsætte deres personlige udvikling og træning.

Eksempelvis hos Danmarks Idræts Forbunds Soldaterprojekt, hvor den enkelte veteran kan fortsætte den gode træning og det at dyrke idræts sammen med andre i en af de mere end 9.000 idrætsforeninger under Danmarks Idræts Forbund.

- Vi vil gerne huske folk på, hvad idræt har gjort for dem indtil nu, og vise, hvordan de kan fortsætte den udvikling. For der skal ikke være en slutdato for det,” siger Andreas Carlsen, der er konsulent i Soldaterprojektet.


Fakta
Deltagerne skal nu fortsætte, intensivere og målrette deres træning op mod legene. Indtil nu har deltagerne ikke trænet specifikt til de forskellige discipliner, men forsøgt sig med så mange af de ti discipliner, som Danmark stiller op med, som muligt. Disciplinerne er: siddende volleyball (forhåbentligt), svømning, bueskydning, roning, cykling, atletik, powerlifting, driving challenge og sejlads