Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

40 flådefartøjer på vej mod Østersøen

Indholdsområde

 
 
Northern Coast
 

40 flådefartøjer på vej mod Østersøen 

ØVELSE: Omkring 40 flådefartøjer fra 16 deltagende lande indleder på  fredag øvelsen Northern Coasts, der blandt andet skal vise NATO’s solidaritet med allierede lande i Østersøområdet.

03-09-2019 - kl. 12:59

Af Forsvarskommandoen

I farvandene fra Kattegat til Bornholm vil der fra fredag og de næste 12 dage frem være stor aktivitet til søs. Her vil omkring 40 flådefartøjer med henved 3.000 søfolk fra i alt 16 lande under øvelsen Northern Coasts træne maritime operationer og vise, at NATO er til stede i Østersøen. 

”Gennem øvelsen demonstrerer de deltagende NATO-lande solidaritet med de allierede i Østersøen, og viser NATO’s fortsatte tilstedeværelse i Østersøen. Da det er vores nærområde, er det vigtigt, at vi deltager. NATO er garanten for vores sikkerhed, og med vores bidrag til NATO alliancen betaler vi til fællesskabet, der skal hjælpe os, hvis vi kommer i problemer,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Søværnet deltager med støtteskibet Absalon, fregatten Niels Juel og dykkerfartøjet Søløven. Desuden deltager Marinehjemmeværnet.

"Det er vigtigt for Forsvaret at deltage, da øvelsen styrker de deltagende landes evner til at samarbejde og udføre maritime operationer,” siger flotilleadmiral Kristian Haumann, som er den danske styrkechef under øvelsen.

Søværnet deltager desuden som en del af NATO’s stående minerydningsstyrker med inspektionsskibet Thetis og den danske chef for NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen og den nordlige del af Atlanterhavet.

Fakta

  • Northern Coasts er en årligt tilbagevendende maritim øvelse. Northern Coasts er en tysk ejet, international maritim øvelse, hvor planlægningen går på skift mellem fire nationer: Tyskland, Finland, Sverige og Danmark.
  • I år er det 13. gang, øvelsen afholdes. I år er Tyskland ansvarlig for øvelsen, og næste år har Danmark ansvaret for at tilrettelægge og lede øvelsen.
  • Øvelsen Northern Coasts foregår i år i farvandene fra Kattegat til Bornholm i perioden fra den 6. til den 18. september.
  • Deltagende lande er Belgien, Danmark, Canada, Estland, Tyskland, Letland, Litauen, Holland, Norge, Finland, Polen, Kroatien, Frankrig, England, USA og Sverige.
  • Fire flådefartøjer fra Søværnet og cirka 450 søfolk fra Forsvaret og Hjemmeværnet deltager i øvelsen.
 Der var desværre en fejl i den oprindelige artikel. Her stod, at der deltog 4.500 søfolk i øvelsen. Det korrekte tal er 3.000.