Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

24 veteraner skal til Invictus Games i Haag

Indholdsområde

 
 
Holdet
 

24 veteraner skal til Invictus Games i Haag 

Holdet, der skal repræsentere Danmark ved Invictus Games 2020 i Haag, er netop udtaget. Deltagerne ser frem til en udfordrende og udviklende rejse.

30-09-2019 - kl. 10:18

Af Anders V. Fridberg, Forsvarskommandoen

Der var jubelbrøl og tårer, der trillede ned af kinderne, da de 24 deltagere, der skal repræsentere Danmark ved Invictus Games i Haag i maj 2020, blev udtaget søndag. Det skete ved truppens anden træningssamling i Vejen Idrætscenter. De 24 veteraner kan nu se frem til yderligere tre træningssamlinger og rigtigt meget træning på egen hånd, før de skal til Holland.

Det danske hold er sammensat af 22 mænd og to kvinder. For 20 af deltagerne er det første gang, de skal med til Invictus Games, mens fire af veteranerne har været med i enten Toronto i 2017 eller Sydney i 2018. På holdet er der veteraner fra missionerne i Irak og Afghanistan og veteraner, der har været udsendt til Afrika og til Balkan i 1990’erne.

Uffe skyder med bue
Uffe Bjerregaard Christensen er en af mange veteraner, der gerne vil skyde med bue.

En af dem, der skal med til Holland, er Uffe Bjerregaard Christensen, der har været udsendt til Eritrea og Kosovo.

”Min første reaktion er vanvittig glæde. Både på mine egne vegne og på vegne af mine holdkammerater. Men også på min families vegne. Mit mål er at blive tilnærmelsesvis den, jeg var, inden jeg blev ramt af PTSD og blandt andet blive en bedre far og en bedre mand og igen at kunne være samme med mange mennesker. Allerede nu har det være fantastisk og jeg glæder mig sindssygt meget til den resterende del,” siger Uffe Bjerregaard Christensen, der regner med at stille op i cykling og enten bueskydning eller siddende volleyball.

Imponerende præstationer i vente
En af de fire veteraner, der har deltaget i Invictus Games tidligere er Gijs Ouwehand, der var med i Toronto i 2018, men fik sin deltagelse delvist spoleret af skader og sygdom. Han ved, hvad der venter de udvalgte.

”Det bliver en både fysisk og psykisk udfordrende og spændende rejse. Det giver et fællesskab både nationalt og internationalt. Man ser soldater uden arme og ben præstere ting, man ikke troede, var muligt, og man ser, at man kan overkomme alt. Så det er en fed tur, og de skal glæde sig,” siger Gijs Ouwehand til særligt de nye deltagere. Gijs, der er skadet efter en udsendelse til Afghanistan, regner med at stille op i 100 m løb og i enten bueskydning eller svømning.

Gijs løfter
På de første træningssamlinger har deltagerne prøvet mange af Invictus Games disciplinerne. Her tester Gijs Ouwehand sine kræfter i bænkpres.

Spændt forsvarsminister glæder sig
Det danske Invictus Games projekt er siden det første stævne i London 2014 blevet støttet af H.K.H. Kronprinsen, skiftende forsvarsministre og af Forsvarets ledelse. Også den nuværende forsvarsminister, Trine Bramsen, følger projektet.

”Først et stort tillykke til de 24 veteraner, der er udvalgt til at repræsentere Danmark ved Invictus Games i Haag. Det bliver en spændende rejse de nu skal ud på – både sportsligt og personligt. Og jeg ser frem til at følge holdet fra sidelinjen frem mod Haag. Når nogen bliver valgt til, bliver andre valgt fra. Og jeg håber, at dem der ikke er blandt de 24 udvalgte alligevel kan glæde sig over de oplevelser, som de har fået undervejs i forløbet, og at de nu får et godt udbytte af den støtte, de bliver tilbudt forhold til at realisere deres personlige mål,” siger Trine Bramsen.

De 24 deltagere på holdet er blevet udtaget fra en bruttotrup på 36 veteraner, der har været samlet to gange i august og september. De 24 på holdet er blevet udvalgt på baggrund af fire kriterier, der fokuserer på veteranens engagement i sin træning, hvordan veteranenbidrager til det sociale fællesskab på holdet, hvordan deltagelse ved Invictus Games kan understøtte veteranens rehabilitering og personlige udvikling, og om veteranen har deltaget tidligere i Invictus Games.

De deltagere i bruttotruppen, der ikke skal med til Haag, bliver ikke bare sluppet. De tager fra træningssamlingen med et tilbud fra Veterancenteret om få kickstartet deres rehabilitering. Læs mere om det på forsvaret.veteran.dk.

Den næste træningssamling finder sted i november.

Fakta om Invictus Games
Invictus Games er et multisportsstævne for soldater og veteraner med psykiske eller fysiske skader. Idémanden bag stævnet er den britiske prins Harry, der selv er veteran og blev inspireret til at skabe Invictus Games efter sine udsendelser.

Invictus Games er tidligere blevet afholdt i London i 2014, i Orlando i 2016, i Toronto i 2017 og i Sydney i 2018. Danmark har deltaget ved alle legene.

I 2020 deltager omkring 500 veteraner fra 19 nationer i 10 forskellige sportsgrene. Her stiller Danmark med et hold på 24 sårede eller skadede veteraner.

Hver af de 24 deltagere må stille op i to af de ti discipliner, der er på programmet ved Invictus Games 2020.

Læs mere her om Invictus Games her