Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Vidar Natten skaber stærkere soldater

Indholdsområde

 
 
 

Vidar Natten skaber stærkere soldater 

Lydløst samarbejde under pres er temaet for konstabeleleverne ved Trænregimentet under den mytiske ’Vidar Nat’. På øvelsen bliver de presset fysisk og psykisk for at skabe stærkere bånd til hinanden og en øget tro på egne evner.

31-08-2020 - kl. 15:00
Af: Forsvarskommandoen, Andreas Canvin / Henrik Kastenskov

Hos Trænregimentet er konstabeleleverne ude på deres hidtil hårdeste øvelse. Dagens strabadser står blandt andet på march ved stranden i Blokhus nord for Aalborg.

De små sorte kolonner af 54 marcherende soldater i horisonten bliver større i takt med at solen langsomt stiger op fra øst. Konstabeleleverne er i gang med Vidar Nattens tredje dag og de er pressede. Flere af dem løber med tunge skridt direkte ud i vandet for at holde sig vågne. 

Vidar-turen hos Trænregimentet
Træstammen her vejer 60 kilo. Foto: Henrik Kastenskov.

Vidar Natten varer tre dage og er en fast ’tradition’, som enhver konstabelelev ved Trænregimentet i Aalborg skal igennem. I løbet af tre dage bliver soldaterne presset psykisk og fysisk med blandt andet lange march, armstrækkere og et forbud mod at tale. Under øvelsen får de heller ikke at vide, hvad og hvornår noget skal ske.

”Vi presser dem på nogle vilkår, som er ukendte for soldaterne, og det gør dem mere bevidste om at de rent faktisk kan mere, de selv tror,” siger Henrik, seniorsergent ved 3. HRU Kompagni, Trænregimentet. 

Vidar-turen hos Trænregimentet

Vidar Natten er tre dage med en konstant uvished om, hvad der skal ske. Foto: Henrik Kastenskov, Forsvarskommandoen.

Vidar Natten får sin inspiration fra Vidar den Tavse, som ifølge nordisk mytologi aldrig talte. Under øvelsen er der kun bestemte tidspunkter, hvor soldaterne må tale sammen. Det meste af tiden er kropsprog således den eneste måde at kommunikere på under øvelsen, og det tvinger soldaterne til at forstå hinanden på en anden måde end normalt, mener Henrik.

”Bare det i sig selv ikke at må sige noget under pres er med til at styrke sammenholdet og kommunikationen,” siger han.

Vidar-turen hos TrænregimentetVed kun at må bruge sit kropsprog skal man tænke kreativt for at kunne kommunikere effektivt. Foto: Andreas Canvin, Forsvarskommandoen.

Vidar Natten er én ud af mange udfordringer, man som soldat møder i løbet af de 8 måneder, konstabeluddannelsen tager. Ifølge Henrik er det essentielt, at soldaterne i løbet af uddannelsen lærer at fortsætte på trods af manglende søvn, mad og en uvished om, hvad det næste minut bringer.

Vidar Natten er med til at få soldaterne til at indse, at de kan håndtere meget mere pres end de selv tror og samtidig fungere i et team.

”Øvelsen bidrager med stærkere soldater, der forstår sig selv og hinanden bedre, til vores stående reaktionsstyrker, så de er klar til fremtidens strabadser,” siger Henrik, seniorsergent ved 3. HRU Kompagni, Trænregimentet.

Konstabeleleverne vil være færdiguddannede ved indgangen til 2021.

Hvis du vil vide mere om uddannelsen som soldat, så læs mere her på Forsvarets Karrieresite.

Se video fra Vidar-turen her