Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Værnepligtige skal støtte ved grænsebevogtning

Indholdsområde

 
 
 

Værnepligtige skal støtte ved grænsebevogtning 

Værnepligtige fra Den Kongelige Livgarde indgår fra lørdag den
27. juni i grænsebevogtningen for at aflaste soldater, der skal
gøres klar til udsendelse og andre beredskaber.

26-06-2020 - kl. 18:29
Af Forsvarskommandoen

Værnepligtige gardere fra Vagtkompagniets Beredskabsvagthold vil fra
lørdag den 27. juni løse dele af opgaven med udvidet grænsekontrol,
som blev etableret for at mindske spredning af coronavirus/covid-19.
Vagtkompagniets Beredskabsvagthold indgår i Forsvarets strategiske reserve, som er en styrke, der kan støtte politiet i forbindelse med større uvarslede
hændelser.

Op mod 100 værnepligtige gardere vil dermed afløse fastansatte
soldater ved grænseovergange på Sjælland og i Nordjylland, som i
stedet kan forberede sig til udsendelse til internationale operationer og
øvrige beredskaber.

”Med indsættelsen af dele af Beredskabsvagtholdet nærmer vi os en normalisering i forhold til at frigøre soldater fra de ekstraopgaver, som Covid-19 har medført. Det giver mening i forhold til de opgaver, der skal løses for samfundet og for vores soldater, der skal have tid til at koncentrere sig om deres kerneopgaver,” siger forsvarschef general Bjørn Bisserup.

Garderne fra Beredskabsvagtholdet vil også kunne indsættes ved testcentrene.

Fakta om den strategiske reserve
I det indeværende forsvarsforlig 2018-2023 fremgår det, at Forsvaret
skal opstille en strategisk reserve, der kan støtte politiet i forbindelse
med større uvarslede hændelser.

Den strategiske reserve udgøres af to dele: En hovedstyrke på cirka
300 professionelle soldater samt et vagthold af værnepligtige fra Vagtkompagniet ved Den Kongelige Livgarde (Beredskabsvagthold)

Den strategiske reserve indsættes altid under ledelse af politiet og i en
ramme, der nøje beskriver beføjelser, opgaver og klagemuligheder.