Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Dannebrogs-F16 flyver over landet igen

Indholdsområde

 
 
 

Dannebrogs-F16 flyver over landet igen 

I forbindelse med Sankt Hans vil den rød-hvide F-16 igen være mulig at se over det danske landskab, når den indgår i afvisningsberedskabets daglige træningsflyvning søndag aften.

21-06-2019 - kl. 12:15

Af Julia Liberati, Forsvarskommandoen

Når Sankt Hans søndag fejres med bål og sang i hele landet, vil det igen være muligt at se det F-16 kampfly, der er malet i Dannebrogs farver, over dele af landet.

”Det var en stor succes, da vi i sidste weekend fejrede Valdemarsdag og 800-års dagen for Dannebrog med at tilføje den malede F-16 til vores afvisningsberedskab og flyve en tur over landet. Derfor vil vi give flere danskere mulighed for at se flyet i aktion på Sankt Hans,” siger chef for Fighter Wing Skrydstrup, oberst Uffe Holstener.

F-16 kampfly i luften over Danmark

Forsvaret oplevede gennem hele lørdagen en stor interesse for det malede fly, og flere påpegede på Forsvarets sociale medier, at de gerne ville have set flyet over deres by.

”Jeg er selv rigtig ærgerlig over, at det kun var en del af Danmark, der blev tilgodeset på grund af brændstofbegrænsninger, og at jeg efter København måtte afbryde ruten til Odense grundet vejret.  Interessen for at se flyet er så stor, at vi nu laver endnu en flyvning med en lidt anden rute,” siger Uffe Holstener.

Sankt Hans-flyvningen vil lette fra Fighter Wing Skrydstrup søndag den 23. juni klokken 18.00. Du kan se ruten på kortet herunder, hvor der også er cirkatider for overflyvningen.

Flyverute

Flyet flyver jævnligt over Danmark
F-16 kampflyet vil være malet som Dannebrog i resten af dets levetid, så det vil blive muligt at se flyet, når det passer sit arbejde som en del af afvisningsberedskabet og ved flere andre lejligheder, såsom Air Shows i ind- og udland.

”Flyet er en fast del af vores afvisningsberedskab, som dagligt flyver afvisningsoperationer og træningsture over dansk luftrum. Derfor vil det fra tid til anden være muligt at se Dannebrog over landet,” siger Uffe Holstener.

Du kan læse mere om flyet her: ”F-16 malet som Dannebrog” på Forsvaret.dk.

F-16 kampfly malet som Dannebrog

FAKTA
De danske F-16 deltager ved en række Air Shows i ind- og udland i 2019. Her vil den malede F-16 deltage, så vidt det er muligt.

13.-14. juli – Estland
20. juli – RIAT, England
27.-28. juli – Litauen
17.-18. august – Roskilde Airshow 

 

FAKTA
Afvisningsberedskabets opgave består i at hævde og håndhæve dansk suverænitet og yde støtte til civile fly.

Det betyder, at kampflyene både skal vise tilstedeværelse og være i stand til at forsvare det danske luftrum. Beredskabet består af to F-16 kampfly, der er klar til at lette med få minutters varsel døgnet rundt.

Flyene står på Flyvestation Skrydstrup, hvor de danske kampfly har hjemme.

YOUTUBE: F-16 malet som Dannebrog