Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission update nr. 37 2019

Indholdsområde

 
 
 

Mission update nr. 37 2019 

De danske F-16 kampfly har flere gange været på vingerne for at identificere og eskortere russiske fly i Østersøen, siden de blev indsat i Litauen den 3. september.

17-09-2019 - kl. 12:08

mu 37
Dansk F-16 fly i Litauen under en scrambling.

Af Forsvarskommandoen


Enhanced Air Policing i Litauen
De danske F-16 kampfly har fra deres litauiske base i Siauliai været på vingerne flere gange for at identificere og eskortere russiske fly i Østersøen, siden de begyndte deres mission i Litauen den 3. september.
Allerede to timer efter deres overdragelse til NATO var flyene på vingerne i forbindelse med en identifikation samt eskortering af russiske fly i Østersøen på vej til Kaliningrad.

Efterfølgende har de danske F-16 kampfly flere gange været i luften – blandt andet på træningsmissioner for at træne baltisk personel samt yderligere operationer for at identificere ikke-NATO fly. Det skete senest mandag den 16. september, hvor der igen skulle identificeres og eskorteres russiske fly i Østersøen.

mu 37
Brandmand anbringer klodser under hjulene på F-16.

Bidraget har sideløbende etableret lejren som nu er fuldt operationel. Samtidig har bidraget undervist lokale brandfolk i F-16-specifik brand- og redningstjeneste.

FAKTA om enhanced Air Policing
Bidraget består af fire F-16 fly (to operative fly og to i reserve) og cirka 60 personer fra Fighter Wing Skrydstrup. Kampfly-bidraget blev sendt af sted den 2. september og skal være i Litauen indtil udgangen af 2019.

Bidraget kaldes ’enhanced Air Policing,’ fordi det danske bidrag kun går på vingerne, hvis de øvrige kampfly-bidrag i Baltikum, kaldet Baltic Air Policing, allerede er optaget. Alle bidrag indgår dog i NATO’s Air Policing-opgave over de baltiske lande.

Det er syvende gang, at Danmark bidrager til Air Policing i Østersøområdet. Det første danske bidrag blev udsendt i 2004 i forlængelse af NATO-alliancens udvidelse med syv nye lande - herunder Estland, Letland og Litauen. De tre sidstnævnte råder ikke selv over kapaciteten til at håndhæve suverænitet over deres eget luftrum, hvorfor NATO-partnerne har tilbudt at støtte landene.

Opgaven løftes på skift af NATO’s medlemslande. Ud over Danmark har en lang række andre lande bidraget til Air Policing - herunder USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Nederlandene, Belgien, Norge, Spanien, Portugal, Tyrkiet, Polen og Ungarn.

Læs mere om bidraget her.
 



NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen og østlige del af Atlanterhavet (SNMCMG1)
Minerydningsstyrken har i den forgangne uge deltaget i øvelsen Northern Coasts, som er en stor Partnership For Peace øvelse med nationer fra NATO, Sverige og Finland.

Den første del af øvelsen blev brugt på at træne besætningerne i blandt andet skydning i skydeområdet omkring Sjællands Odde.

Efter skydningen fik gruppen til opgave at gennemsøge området ved den sydlige del af Langeland for gamle efterladenskaber fra 2. verdenskrig. Selv om vejret ikke har været med gruppen, har de kæmpet hårdt for at gennemsøge området. Gruppen har indtil nu fundet 15 miner fra 2. verdenskrig: Fem syd for Langeland, en syd for Rødby og otte i Kielerbugten, som alle er blevet meldt til de danske og tyske myndigheder.

Den danske minerydningsenhed MCM Denmark og de litauiske minerydningsdykkere har brugt ugen på at samarbejde over og ikke mindst under vandet, hvor det også lykkedes dem at finde en gammel mine.

mu 37
Den franske minerydder FS Croix Du Sud bortsprænger en mine på cirka 400 kilo sprængstof fra 2. verdenskrig syd for Langeland.

mu 37
Flagskibet Thetis er i ugens løb blevet genoptanket af den tyske tanker FGS Bonn. Det er god træning for besætningen på Thetis, som ikke normalt udfører dette, når de sejler på Nordatlanten.

mu 37
Thetis fik også muligheden for at træne med den franske Navy Lynx. Der blev trænet hoist, dækslandinger og til sidst genoptankning.

mu 37
Det litauiske minedykkerhold på ved ned for at undersøge en mulig mine fundet af den danske minerydningsenhed. I baggrunden ses den danske skibsdrone Saltholm i fuld gang med at lave undervandsoperationer med deres undervandsdrone.

Deltagende enheder i minerydningsstyrken er i øjeblikket flagskibet Thetis med det litauiske minedykkerhold, den danske minerydningsenhed MCM Denmark med dronerne Saltholm og MSF1, den tyske minerydder FGS Weilheim med det portugisiske minedykkerhold, den norske minerydder Rauma, den lettiske minerydder Talivaldis, den belgiske minerydder Bellis og den franske minerydder FS Croix Du Sud.


FAKTA om SNMCMG1
I hele 2019 har Danmark det overordnede ansvar for NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen og den østlige del af Atlanterhavet. Styrkens opgave er at sikre allierede skibe og øvrig skibstrafik mod truslen fra miner i havene. Flådestyrken deltager løbende i øvelser, hvor de kommer frem og afsøger farvandene for miner eller ammunition, som skal uskadeliggøres.

Styrken består af op til 10 skibe, som forskellige NATO-lande stiller til rådighed. Danmark bidrager med cirka 100 personer inklusiv flagskib og mobil minerydningsenhed.

Læs mere om SNMCMG1 her.  


Operation Inherent Resolve – Irak


mu 37
Morteruddannelsen foregår som en blanding af tørtræning i terræn og skarpskydninger med den lette morter. Fotos: Public Affairs Officer

Det danske træningsbidrag er fortsat i gang med at træne de to irakiske bataljoner på i alt 424 mand.

Under træningen er der et øget fokus på at uddanne irakiske instruktører, så irakerne selv er i stand til at vedligeholde deres uddannelse og det materiel, de har fået udleveret, når de vender tilbage til deres hjemgarnisoner. I alt 24 irakiske instruktører har i denne uge afsluttet uddannelsen.

Skydeuddannelsen er i gang med daglige skydninger på skydebanen, hvor der er fokus på præcision og våbenhåndtering af gevær samt let og tungt maskingevær.

Mineuddannelsen foregår med en blanding af teori og handlebaner, hvor irakerne lærer at komme sikkert igennem og hastigt rydde gennemgange i et mineret område.

Infanteriuddannelsen foregår i terrænet. Her lærer de irakiske soldater blandt andet at bevæge sig hensigtsmæssigt i terrænet, lave ildstillinger og gå i taktiske formationer. I denne uge har der været fokus på checkpoint-tjeneste, hvor soldaterne lærer at håndtere en kontrol af bilister eller fodgængere sikkert og effektivt.

mu 37
Under uddannelsen i checkpoints lærer irakerne at gennemsøge biler for våben og sprængstof.

mu 37
En anden del af checkpointuddannelsen går ud på at holde styr på enkeltpersoner og sørge for at fratage dem våben, så de ikke udgør en trussel under det videre arbejde med at gennemsøge køretøjet.

Førstehjælpsuddannelsen er generel, men har fokus på blødningsskader og evnen til at stoppe livstruende blødninger. I denne uge har den danske læge bidraget med undervisning af de irakere, der skulle have den udvidede taktiske førstehjælpsuddannelse for at kunne indgå som sygehjælpere i deres egne enheder. I alt 16 irakiske soldater har bestået denne del af førstehjælpsuddannelsen.

Officersuddannelsen kører som teoriundervisning.

Træningsbidraget har per den 14. september 2019 gennemført og afsluttet træningen af i alt 18.627 irakiske soldater og politifolk med samlet set 82.918 uddannelser, hvoraf Hold 10 har afsluttet 701 uddannelser.


Radar- og operatørbidraget – Irak og De Forenede Arabiske Emirater
De danske luftkommando- og kontroloperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og kontrolcentral på Al Dhafra Air Base i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de støtter koalitionens missioner med overvågning samt koordinering af luftrum og lufttrafik.

Radar-elementet i Irak leverer fortsat luftbillede over Irak og Syrien til luftkommando- og kontrolcentralen i de Forenede Arabiske Emirater. Radaren har i den forgangne uge leveret luftbillede i 168 timer, hvilket svarer til 100 procent af tiden.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper
terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, et kirurghold, et transportfly-bidrag, et logistik-bidrag samt mindre stabsbidrag. I alt cirka 250 soldater, der primært har base på Al Asad-luftbasen i Irak samt i Kuwait og Forenede Arabiske Emirater.

Læs mere om Operation Inherent Resolve  her.   




Resolute Support – Afghanistan
Det danske sikrings- og eskortebidrag har i denne uge løst sikringsopgaver i samarbejde med de australske kollegaer på Hamid Karzai International Airport. I New Kabul Compound er der gennemført vedligeholdende uddannelse for sygehjælpere og sanitetspersonel.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne leder, har i den forgangne uge kontrolleret id, gennemført fartkontrol, kontrol af våben og ammunition- herunder 514 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport, 146 køretøjskontroller og 52 patruljer.

De danske hundeførere, kaldet Military Working Dogs (MWD), der til dagligt støtter Kabul Air Wing (det afghanske flyvevåben på Hamid Karzai International Airport) med sikring i form af sprængstofsøgninger og patruljering, har gennemført kontrol af 14 lastbiler og 83 personbiler.

mu 37
Hundefører gennemfører sprængstofsøgning af lastbil.

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan.

Bidraget omfatter cirka 155 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører sikrings- og eskorteopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpolitiopgaver.

Læs mere om Resolute Support her.