Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 18

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 18 

Opdatering fra de udsendte danske styrker

09-05-2018 - kl. 10:42

Af Værnsfælles Forsvarskommando

enhanced Forward Presence - Danmarks fremskudte tilstedeværelse i Estland
Årets store estiske øvelse SIIL – der på dansk betyder pindsvin – er i gang. I løbet af de knap to uger, øvelsen varer, vil flere end 15.000 soldater være involveret, og det danske panserinfanterikompagni har allerede været indsat.

I weekenden deltog kompagniet i angreb sammen med britiske, estiske og polske styrker i øvelsesterrænet ved Tapa, hvor de danske soldater bor.  Søndag aften pakkede de sammen og satte mandag morgen i bevægelse mod syd for at fortsætte øvelsen.

FAKTA: Om det danske bidrag til eFP
Forsvaret har siden januar 2018 haft omkring 200 soldater udstationeret i Tapa, Estland. Deres primære opgave er at indgå i NATO’s fremskudte styrke i Baltikum. 


danske eFP køretøjer på øvelse
Øvelsen er en lang kamp gennem det sydlige Estland, hvor der i løbet af dagene bliver hårde kampe. Det hele kulminerer i denne weekend, hvor egne og modstanderens styrker forventes at mødes i kamp nord for grænsen til Letland.

dansk soldat i Estland
FOTO: Man kan læse mere om øvelsen og se billeder af de forskellige nationers styrker på NATO Battlegroup Estonias side på Facebook  www.facebook.com/NatoBGEst


Resolute Support Mission - Afghanistan

Det internationale militærpoliti (IMP), som danskerne står i spidsen for, har i den forgangne uge gennemført 3177 aktioner. Der er blandt andet gennemført ID-kontrol samt køretøjskontrol, herunder 575 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport (HKIA).

Danske soldater i afghanistan

Derudover har militærpolitiet gennemført to kontroleftersyn med hunde udvalgte steder i lufthavnsområdet. Det danske hundebidrag har undersøgt 77 biler ved checkpoints og 14 biler på patruljer. Derudover har de i ugen gennemsøgt tre bygninger.

FAKTA: Om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 150 soldater i og omkring hovedstaden Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsstyrker, samt militærpoliti-opgaver i lufthavnen og på den tilhørende base


Bevogtningsdeling og stabsbidrag - Kosovo
Ugen har stået på overdragelse fra hold 38A til hold 38B. Onsdag den 2. maj overtog det nye hold officielt vagten.

En af de vagtgående grupper har assisteret i forbindelse med en faldulykke, hvor en civil arbejder var kommet til skade. Den tilskadekomne svævede ind og ud af bevidsthed men fik hjælp af den danske sygehjælper, indtil han blev overleveret til lægefaglig behandling i lejren.

FAKTA: Om det danske bidrag til KFOR
Forsvaret har siden 1999 bidraget til NATO’s fredsbevarende styrke i Kosovo på Balkan. Bidraget består af cirka 35 soldater, der holder vagt i lejren Camp Marechal De Lattre de Tassigny og løser forskellige opgaver i KFOR-hovedkvarteret i Pristina.


Operation Inherent Resolve - Irak
Træningsbidraget
Ugen har været præget af, at de irakiske sikkerhedsstyrker forbereder sig til det kommende valg i Irak. I den periode har det danske træningsbidrag derfor blandt andet forberedt den træning, der skal finde sted efter valghandlingen.

Den danskledede del af træningsbidraget i Irak - kaldet Building Partner Capacity - har pr. 5. maj 2018 gennemført og afsluttet træning af i alt 10.510 irakiske soldater og politifolk.

I alt er der gennemført 60.246 uddannelser, hvoraf de 1882 har fundet sted under det nuværende danske hold, OIR hold 7.

 FAKTA: Om det danske bidrag til OIR
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien.  Bidraget udgøres p.t. af cirka 250 soldater, hvor de fleste har base på Al Asad-luftbasen i Irak. Soldaterne indgår i et træningsbidrag, der træner og uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, flere mindre stabsbidrag til koalitionens hovedkvarterer  samt en specialstyrke fra Jægerkorpset.


Minerydningsdrone

Standing NATO Mine Counter Measure Group 1 (SNMCMG1)
Danske mineryddere er i den kommende tid en del af NATOs stående minerydningsstyrke. Det sker med udgangspunkt fra det hollandske skib, Mercuur. De danske mineryddere deltager i styrken med MSD6 Saltholm, der er en fjernstyret minerydningsdrone.