Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update uge 10 - 2020

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update uge 10 - 2020 

Læs nyt fra udsendte danske enheder i internationale missioner.

04-03-2020 - kl. 14:00

Af Forsvarskommandoen

OPERATION INHERENT RESOLVE 
Træningsbidraget - Irak

Den irakiske regering udsatte i weekenden startdatoen for træningen af de irakiske sikkerhedsstyrker. Baggrunden er, at den irakiske regering har udstedt forbud mod større forsamlinger for at undgå spredningen af coronavirus/covid-19.

Træningen af instruktører fra det næste hold irakiske sikkerhedsstyrker skulle være begyndt søndag, efter at have været suspenderet i knap to måneder. Foreløbig er træningen udsat i to uger, men en genoptagelse af træningen vil afhænge af udviklingen i situationen omkring coronavirus/covid-19 i Irak og den irakiske regering.

Forud for den planlagte opstart af træningen søndag, har de danske soldater gennemført registrering af de irakiske officerer og instruktører, der skulle have påbegyndt træning fra 1. marts. Registreringen omfatter blandt andet billede og fingeraftryk.

Registrering af irakiske soldater
De danske soldater har gennemført en omfattende registrering af de irakiske instruktører, der efter planen skulle have været trænet fra 1. marts. Foto: OIR

Udover registreringen har de danske soldater ligeledes stået for udleveringen af amerikanske køretøjer, våben og materiel til den irakiske enhed, som en del af koalitionens støtte til kampen mod terrororganisationen ISIL.

Udlevering af amerikansk materiel
Som en del af koalitionens støtte til kampen mod terrororganisationen ISIL har de danske soldater stået for udleveringen af amerikanske køretøjer, våben og materiel til den irakiske enhed, der efter planen skulle have været trænet fra 1. marts. Foto: OIR

Når træningen genoptages, vil der fortsat være fokus på at uddanne irakiske officerer og instruktører, så irakerne bliver bedre i stand til selv at gennemføre og vedligeholde deres uddannelse og materiel, når de efter træningen vender tilbage til deres respektive enheder. Samtidig vil der være fokus på at uddanne irakiske trænere, der i en skolestruktur kan træne irakiske sikkerhedsstyrker.

Træningsbidraget har per 1. marts gennemført og afsluttet træningen af i alt 19.583 irakiske soldater og politifolk. Der er gennemført i alt 84.348 uddannelser på Hold 1 til Hold 11.


Forbindelse til enheder der beskytter lejren
Der bliver fortsat holdt forbindelse til de irakiske enheder, der beskytter basen. Foto: OIR

Operatørbidraget – De Forenede Arabiske Emirater
De danske luftkommando- og kontroloperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og kontrolcentral på Al Dhafra Air Base i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de støtter koalitionens missioner med overvågning samt koordinering af luftrum og lufttrafik.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater samt et operatørbidrag, et logistikbidrag og et mindre stabsbidrag. I alt cirka 170 soldater, der primært har base på Al Asad-luftbasen i Irak, samt i Kuwait, de Forenede Arabiske Emirater og Qatar.

Læs mere her:  



RESOLUTE SUPPORT - AFGHANISTAN 

Den amerikanske fredsaftale med Taliban har fyldt en del i Afghanistan i løbet af den sidste uge. Det er dog endnu uvist, hvordan aftalen vil påvirke det danske bidrag i landet, men på den korte bane forventes der ikke de store ændringer.

På den afghanske officersskole i Kabul har de danske rådgivere i denne uge fokuseret på at støtte afghanerne i deres egen uddannelse af officerskadetter. Danskernes bidrag har til hensigt at styrke afghanernes uddannelse og derigennem evnen til selv at stå for sikkerheden i Afghanistan.

Træning i bjerge
De afghanske officerskadetter træner i det bjergrige landskab omkring Kabul. Foto: RS.

Det danske sikrings- og eskortebidrag har kørt fem eskorteopgaver i løbet af ugen. Danskerne har dog været i to andre lejre med i alt fire grupper, hvor de har støttet koalitionsstyrkerne med sikringsopgaver.

De to danske logistikrådgivere fra Flyvevåbenet har fokus på optimering af det afghanske flyvevåben, herunder særligt med fokus på den logistiske transport. Formålet er, at afghanerne selv kan få så meget som muligt ud af deres kapaciteter.

Det danske sprængstofhundebidrag har i den sidste uge gennemført afsøgning af 59 personbiler og 14 lastbiler. Desuden har de afsøgt hangar- og værkstedsområder for at sikre koalitionsstyrkerne mod bombeangreb.

Intern uddannelse
De danske junior medics fra sikrings- og eskortebidraget gennemfører vedligeholdende uddannelse, støttet af den danske læge i missionen. Foto: RS.

Klargøring til eskorte
To danske sikrings- og eskortegrupper gør klar til at gennemføre en eskorteopgave i Kabul. Foto: RS.

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 155 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpoliti-opgaver.

Læs mere om de danske bidrag her. 

 

C-130J TRANSPORTFLYBIDRAG TIL MINUSMA (FN’s fredsbevarende mission i Mali)
Det danske bidrag til MINUSMA transporter hver uge store mængder gods og passagerer til støtte for den samlede indsats for FN i Mali. I den seneste uge har det danske bidrag transporteret 1,1 tons gods og 345 passagerer fordelt på tre missioner.

Den seneste uge havde bidraget besøg af forsvarsminister Trine Bramsen og chefen for Flyvevåbnet, generalmajor Anders Rex. Gæsterne fik lejlighed til at opleve besætningen, teknikkerne og flymekanikerne forklare og vise C-130 Hercules transportflyet frem, samt de faciliteter som bidraget benytter ved lufthavnen i forbindelse med vedligeholdelse af flyet.


FAKTA om det danske transportflybidrag til MINUSMA
C130J Hercules-transportfly og op til 65 danske soldater skal i seks måneder støtte FN’s fredsbevarende mission i Mali (MINUSMA). Bidraget består af fly med besætning, støttepersonel og en sikringsenhed.

Flyets opgaver kan omfatte transport af mennesker og gods, transport af militære enheder fra den fredsbevarende styrke og transport af syge og sårede. Det danske fly kan også kaste gods ned fra luften med faldskærm. Støtte til eftersøgning og redning og støtte til billedindhentning fra luften vil også kunne forekomme.

Hovedparten af soldaterne i styrken kommer fra Air Transport Wing, men der er også soldater med fra andre dele af Flyvevåbnet og fra forskellige enheder i Hæren.

Læs mere her



ENHANCED FORWARD PRESENCE – DET FREMSKUDTE DANSKE BIDRAG I ESTLAND

Soldater i parade

I anledningen af Estlands uafhængighedsdag den 24. februar deltog danske soldater i en parade i Tallinn. Fra Danmark deltog en infanterideling, et fanekommando, en pansret mandskabsvogn og et infanterikampkøretøj. Sammen med estiske og internationale enheder fra blandt andet USA, Storbritannien, Frankrig, Letland, Litauen og Ukraine bevægede de sig gennem Tallinns gader, hvor de blev modtaget af et stort opbud af tilskuere.

Vinter i Estland
Efter en vinter stort set uden sne i Estland, har årets første forårsmåned allerede budt på en del sne. Ifølge meteorologerne er det snedækkede landskab en kort fornøjelse, og der bliver igen målt positive temperaturer i det estiske terræn. Foto: eFP


FAKTA om det danske bidrag til Enhanced Forward Presence
Danmark har siden januar 2020 haft omkring 200 soldater udstationeret i Tapa som en del af NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland. Soldaterne indgår i en britiskledet kampgruppe.

Læs mere om eFP her



STANDING NATO MARITIME GROUP 1 – NATO’S STÅENDE FLÅDESTYRKE - TYSKLAND
Krigsskibet Absalon har forladt Warnemünde/Rostock i Tyskland efter et kort havneophold. Formålet med besøget var at vise NATO’s tilstedeværelse i Østersøregionen. Der blev derfor gennemført pressemøde, og arrangementer med civile myndigheder i området omkring Rostock.

Pressemøde
Et pressemøde i Tyskland er med til at gøre opmærksom NATO-styrkens tilstedeværelse i Østersøen.

I ugen op til opholdet i Warnemünde, har flådestyrken gennemført patruljer i Østersøen, hvor der samtidig er blevet trænet intensivt i moderne søkrig – bekæmpelse af fjendtlige undervandsbåde, skibe og kampfly.

Absalon og norsk orlogsfartøj
På billedet ses blandt andet dele af Absalons missilsystemer og det norske flagskib i baggrunden. Foto: SNMG1.

FAKTA om Standing NATO Maritime Group 1
Standing NATO Maritime Group 1 - SNMG1 - er en samling NATO-skibe, som er på højt beredskab og klar til at imødegå trusler mod NATO-medlemslande. Gruppen består af krigsskibe fra forskellige NATO-lande. Det danske støtteskib Absalon blev en del af gruppen den 12. februar 2020 og kommer til at sejle med gruppen i to måneder.



Læs mere om Absalons mission her

 

 

OPERATION BARKHANE - MALI
I den seneste uge er der blevet fløjet færre missioner i forhold til tidligere uger. Tiden er blevt brugt på at lave et større eftersyn på den ene af helikopterne. Det betyder, at begge helikoptere nu har været igennem dette eftersyn og er klar til at flyve i den næste periode. Eftersynet gik efter planen, og helikopteren er efterfølgende blevet prøvefløjet og indsat i missioner for Operation Barkhane.

Ministeren og chefer besøger styrken
Den seneste uge bød også på et VIP-besøg fra Danmark, hvor Forsvarsministeren, chefen for Flyverkommandoen og chefen for Vedligeholdelsestjenesten besøgte det danske bidrag i Gao. Foto: Operation Bakhane

Det var et kort besøg som gav gæsterne mulighed for at tale med de danske soldater og høre, hvordan det er at arbejde med helikopterne fra Mali. Besøget gav også gæsterne et indtryk af udviklingen i den samlede franske operation i Sahelområdet.

FAKTA om det danske transportbidrag til operation Barkhane
Operation Barkhane er etableret til bekæmpelse af terrorisme i Sahel-regionen i det centrale og vestlige Afrika. Operationsområdet dækker Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. Operationerne er franskledet og består af 4.500 soldater.

Det danske bidrag til Operation Barkhane består af to EH-101 transporthelikoptere og op mod cirka 70 mand, der er udsendt til Mali. Det danske bidrag skal løse transportopgaver af både materiel og personel. Bidraget slutter med udgangen af 2020.

Læs mere om det danske transportbidrag her.