Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 48 – 2019

Indholdsområde

 
 
SNMCMG1
Den danske Historical Ordnance Disposal Operation blev afsluttet med en minesprængning på cirka 500 kilo TNT. Foto: SNMCMG1.
 

Mission Update nr. 48 – 2019 

Samtidig med at de internationale operationerne kører, har flere af missionerne modtaget officielle besøg i den seneste uge.

04-12-2019 - kl. 08:45

Af Forsvarskommandoen

Standing NATO Mine Countermeasures Group 1 (SNMCMG1) – De indre danske farvande
Skibsgruppen med det danske inspektionsfartøj Thetis som flagskib har afsluttet den danske såkaldte ’Historical Ordnance Disposal Operation’, hvor enhederne i den internationale gruppe har gennemsøgt et stort område syd for Langeland samt et mindre område omkring Sejerø for gamle bundminer fra Anden Verdenskrig.

Helikopter operatør
Dækstræning med Flyvevåbnets MH-60R. Foto: SNMCMG1.

Gruppen har endnu engang haft en del at se til, da enhederne har fundet og bortsprængt 15 bundminer på mindre end en uge.

Torsdag var en begivenhedsrig dag for 3. Besætning ombord på Thetis. Tidligt om morgenen afhentede skibets gummibåd journalister fra Danmarks Radio og Berlingske, som skulle dække dagens begivenheder.

Seahawk helikopter over agterdækket
Dækstræning med Flyvevåbnets MH-60R. Foto: SNMCMG1.

Senere ankom chefen for Søværnskommandoen med Flyvevåbnets MH-60R Seahawk. Det er den type helikopter, der er ombord på Thetis-klassens skibe, når de sejler i Nordatlanten. Besøget torsdag var derfor en kærkommen lejlighed for besætningen til at træne helikopteroperationer.

Hoist-træning
Den danske redningshelikopter EH-101 aflagde besøg og trænede sammen med besætningen at ’hoiste’ – altså at sætte folk af og tage dem på igen uden at lande - på helikopterdækket af HDMS Thetis. Foto: SNMCMG1.


Tankning af helikopter
Maskingast i fuld gang med at give den norske minerydder brændstof. Foto: SNMCMG1.


Seahawk tankes på dækket
Efter endt træning med MH-60R skulle helikopteren tankes, så den kunne komme sikkert hjem til Karup. Foto: SNMCMG1.

FAKTA om SNMCMG1
I hele 2019 har Danmark det overordnede ansvar for NATOs minerydningsstyrke i Østersøen og den østlige del af Atlanterhavet.

Styrkens opgave er at sikre allierede skibe og øvrig skibstrafik mod truslen fra miner i havene. Flådestyrken deltager løbende i øvelser, hvor de afsøger farvandene for miner eller ammunition, som skal uskadeliggøres. Styrken består af op til 10 skibe, som forskellige NATO-lande stiller til rådighed. Danmark bidrager med cirka 100 personer inklusiv flagskib og mobil minerydningsstyrke.

Læs mere om SNMCMG1 her.
 



Operation Inherent Resolve (OIR)
Radar- & operatørbidraget – Irak og De Forenede Arabiske Emirater
Radar-elementet i Irak lukkede den første december ned for radaren for at klargøre til hjemtagelse. Radaren har siden den første februar 2016 leveret luftbillede over Irak og Syrien til luftkommando- og kontrolcentralen i de Forenede Arabiske Emirater. I hele perioden siden 2016, har radaren roteret i alt cirka 10,5 millioner omdrejninger og været operativ cirka 95 procent af tiden. 

Radaren pakkes med

Nedlukningen blev højtideligholdt med Dannebrog på radaren og overflyvning af to amerikanske F-35.

De danske luftkommando- og kontroloperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og kontrolcentral på Al Dhafra Air Base i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de støtter koalitionens missioner med overvågning og koordinering af luftrum og lufttrafik.

Træningsbidraget
Træningsbidraget er i gang med sjette træningsuge med den irakiske bataljon på 580 mand. Udover træning har ugen været præget af forberedelser til at hjemsende en del af personellet inden 1. januar  på grund af den kommende reduktion af bidraget til næste hold. Det kommende Hold 11 vil på grund af udviklingen i træningsbehovet i Irak have kapacitet til at uddanne færre irakiske soldater ad gangen end det nuværende Hold 10. Da der er overlap i træningen mellem Hold 10 og Hold 11, vil Hold 10 modtage færre irakiske soldater til træning i januar. Derfor er der mulighed for at reducere holdet. 

Træning af irakere
Under infanteriuddannelsen får irakerne blandt andet træning i fremrykning, stillingsskifte og principperne for ild og bevægelse. Foto: Public Affairs Officer.

Den undervisning, Hold 10 kører med den irakiske bataljon i disse dage, spænder bredt indenfor militære færdigheder og består blandt andet af: 

  • Skydeøvelser med gevær samt let og tungt maskingevær.
  • Videregående mineuddannelse.
  • Instruktøruddannelse. 
  • Infanteriuddannelse.
  • Uddannelse i førstehjælp.
  • Morteruddannelse.
  • Officersuddannelse.
  • Uddannelse i krigens love.

Under træningen er der stadig fokus på at uddanne irakiske instruktører, så irakerne selv er i stand til at vedligeholde deres uddannelse og det materiel, de får udleveret, når de vender tilbage til deres hjemgarnisoner.

dansk instruktør underviser
De danske instruktører bruger sig selv, når de skal vise og forklare de bedste fremgangsmåder. Foto: Public Affairs Officer.

Undervisningen i krigens love foregår i samarbejde med amerikanske og norske militærjurister.

Skydeuddannelsen er i gang med daglige skydninger på skydebanen, hvor der er fokus på præcision og våbenhåndtering på gevær og let og tungt maskingevær.

Mineuddannelsen foregår med en blanding af teori og handlebaner, hvor irakerne lærer at komme sikkert igennem og hurtigt rydde gennemgange i et mineret område.

Infanteriuddannelsen foregår i terrænet. Her lærer de irakiske soldater blandt andet at bevæge sig hensigtsmæssigt i terrænet, lave ildstillinger og gå i taktiske formationer.

Førstehjælpsuddannelsen er generel, men har fokus på blødningsskader og evnen til at stoppe livstruende blødninger.

Morteruddannelsen foregår som en blanding af tørtræning i terræn og skarpskydninger med den lette morter. I denne uge har 18 mand afsluttet morteruddannelsen, og et nyt hold får chancen i de kommende to uger.

Officersuddannelsen kører som teoriundervisning.

Task Force Dragon Building Partner Capacity har per 30. november 2019 gennemført og afsluttet træningen af i alt 19.303 irakiske soldater.

Ùndervisning ved brug af tolke
Undervisningen foregår med en omfattende brug af tolke, der enten er sprogofficerer, civile danske tolke med en grundlæggende militær uddannelse eller lokale civile tolke. Foto: Public Affairs Officer.



FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien.

Bidraget udgøres i øjeblikket af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, et logistik-bidrag samt et mindre stabsbidrag. I alt cirka

200 soldater der primært har base på Al Asad-luftbasen i Irak samt Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater.

Læs mere om Operation Inherent Resolve her. 




Hercules transportfly-bidrag til MINUSMA (FN’s fredsbevarende mission i Mali) - Mali
Det danske C-130J-bidrag i Mali er i gang med tredje uge af den seks måneder lange mission. Bidraget er kommet i gang, og der bliver fløjet mange operationer for FN. Det høje operationsniveau har indtil videre betydet, at der er blevet flyttet samlet 55 tons gods og 259 passagerer.

Bidraget forventer at fortsætte i dette operationstempo i den kommende uge.
De danske soldater er faldet godt til i lejren, hvor der efterhånden er kommet struktur på dagligdagen. Alle er bekendte med deres opgaver, og fritiden bruges på enten idræt eller sociale aktiviteter.

Bidraget havde i sidste uge besøg fra både Forsvars- og Udenrigsministeriet samt den danske ambassade i Bamako. Efter et kort ophold i lejren hvor der blev briefet, spist frokost og fremvist faciliteter, blev gæsterne sent om aftenen inviteret ud til Lufthavnen i Bamako, hvor jord-personellet stod klar til at vise og fortælle.

FAKTA om det danske transportflybidrag til MINUSMA
C130J Hercules-transportfly og op til 65 danske soldater skal i seks måneder støtte FN’s fredsbevarende mission i Mali (MINUSMA). Bidraget består af et fly med besætning, støttepersonel og en sikringsenhed.

Flyets opgaver kan omfatte transport af mennesker og gods, transport af militære enheder fra den fredsbevarende styrke og transport af syge og sårede. Det danske fly kan også kaste gods ned fra luften med faldskærm.

Støtte til eftersøgning og redning samt støtte til billedindhentning fra luften vil også kunne forekomme.

Hovedparten af soldaterne i styrken kommer fra Air Transport Wing, men der er også soldater med fra andre dele af Flyvevåbnet og fra forskellige enheder i Hæren.

Læs mere om transportflybidraget og om Forsvarets kommende opgaver i Afrika her. 





Resolute Support – Afghanistan

Den 1. december blev der på Hamid Karzai International Airport (HKIA) afholdt parade i anledning af, at ansvaret som Senior National Representative blev overdraget fra brigadegeneral Wagn K. Christensen til oberst Klaus Moselund Brieghel. Til paraden deltog alle danskere, som havde mulighed for det. Den danske ambassadør Michael Lund Jeppesen var også til stede og holdt tale.

Chefer hilser ved overdragelse
Brigadegeneral Wagn K. Christensen og oberst Klaus Moselund Brieghel hilser på hinanden. Foto: RS.

Det danske sikrings- og eskortebidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge varetaget opgaven ’Train, Advise and Assist’ i Kabul Military Training Centre. Derudover har de støttet de australske styrker med sikkerhedsopgaver på HKIA.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne leder, har i den forgangne uge kontrolleret ID, gennemført fartkontrol og lavet kontrol af våben og ammunition. Derudover har de udført 1420 kontroller af rejsende til og fra HKIA, 808 køretøjskontroller og 27 patruljer.

Military Working Dogs, der til dagligt støtter Kabul Air Wing (det afghanske flyvevåben på HKIA) med sikring i form af sprængstofsøg og patruljering, har gennemført kontrol af 14 lastbiler og 74 personbiler samt 12 afsøgninger af kontorer og hangarer omkring terminalområdet ved Afghan Air Force.


Sikkerhedshold grillerSikkerhedsholdet står for grillen til fællesarrangementet efter paraden. Foto: RS.



FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATOs Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 155 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpolitiopgaver.

Læs mere om Resolute Support Mission her



Enhanced Air Policing - Litauen

I den forgangne uge har operationstempoet været lavt. Dette skyldes en uge med meget dårligt flyvevejr. Der er dog gennemført almindelige træningsmissioner. Ugen har været præget af en række besøg. Først på ugen havde bidraget besøg af Det Danske Handelskammer i Litauen, og senere på ugen havde bidraget besøg af blandt andet stabschefen for Flyverkommandoen. Ugens højdepunkt var besøg af forsvarsministeren om torsdagen. Her fik forsvarsministeren, efter at have talt med sin Litauiske pendant, mulighed for at forklare soldaterne, hvor meget deres tilstedeværelse betyder for de baltiske lande, og at opgaven stadig ikke skal betragtes som en rutineopgave, til trods for at det er syvende gang, at Danmark stiller med et kampflybidrag i Baltikum.

Ugens afslutning blev benyttet til at begynde forberedelsen af den kommende uges rotation, så alle er klar til at modtage det sidste hold danske soldater i denne omgang.

FAKTA om enhanced Air Policing
Bidraget består af fire F-16 kampfly (to operative fly og to i reserve) og cirka 60 personer fra Fighter Wing Skrydstrup. Kampfly-bidraget blev sendt af sted den 2. september og skal være i Litauen indtil udgangen af 2019.

Det er syvende gang, at Danmark bidrager til Air Policing i Østersøområdet. Det første danske bidrag blev udsendt i 2004 i forlængelse af NATO-alliancens udvidelse med syv nye lande - herunder Estland, Letland og Litauen. De tre sidstnævnte råder ikke selv over kapaciteten til at håndhæve suverænitet over deres eget luftrum, hvorfor NATO-partnerne har tilbudt at støtte landene.

Opgaven løftes på skift af NATOs medlemslande. Udover Danmark har en lang række andre lande bidraget til Air Policing - herunder USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien, Norge, Spanien, Portugal, Tyrkiet, Polen og Ungarn.

Læs mere om bidraget her.