Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr 47

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr 47 

Opdatering fra udsendte danske styrker

30-11-2018 - kl. 14:05
Af Forsvarskommandoen

Operation Inherent Resolve (OIR)

Radarbidraget - Irak
Regeringen har fredag efter rådføring med Udenrigspolitisk Nævn besluttet at forlænge det danske radarbidrag til Operation Inherent Resolve. Radarbidraget skal derfor indtil videre være i missionen indtil januar 2020. Læs mere på Forsvarsministeriets hjemmeside ved at klikke her.

Træningsbidraget – Irak
De danske trænere har i denne uge gennemført uddannelse og træning i forhold overfor improviserede sprængmidler, våbenbetjening og skydning med lette og tunge våben, Krigens Love samt grundlæggende infanterifærdigheder. Der er gennemført feltskydninger med fokus på defensiv kamp og trænet indsættelse af og samvirke med beredskabsenhed.

Derudover er forberedelserne til et Train-the-Trainerkursus med henblik på at kvalificere udvalgte irakiske soldater som hjælpeinstruktører afsluttet.

Militærpolitiet har gennemført rutinemæssige trafikkontroller samt almindelige politiforretninger og show of presence.

Den danske konstruktionssektion fra Ingeniørregimentet har konstrueret og installeret et nyt feltkøkken til irakernes indkvarteringsområde.

Det dansk-ledede Building Partner Capacity har under et par dages træningsfri gennemført egentræning og vedligeholdende uddannelse i blandt andet bykamp.

Det dansk-ledede Task Force Dragon - Building Partner Capacity har pr. den 04. november 2018 gennemført og afsluttet træning af i alt 15.969 irakiske soldater og politifolk. Træningsbidraget består af instruktører/trænere fra henholdsvis Danmark, Estland, Letland og Litauen.

OIR
Ingeniørbidraget træner kampeksercits på skydebanen. Foto: Kaptajn Rasmus.

OIR
Irakerne bliver langsomt men sikkert mere effektive med deres våben. Foto: Kaptajn Rasmus.

OIR
Konstruktionssektionen fra Ingeniørregimentet laver feltkøkken til irakernes indkvarteringsområde. Foto: Kaptajn Rasmus.

OIR
Skydeleder, tolk og irakiske officerer overværer feltskydningen. Foto: Kaptajn Rasmus.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, et kirurghold, et transportfly-bidrag, et logistik-bidrag samt mindre stabsbidrag. I alt cirka 250 soldater, der primært har base på Al Asad-luftbasen i Irak samt i Kuwait og UAE.


Tansportflybidraget – Kuwait
Det danske C-130J bidrag til Operation Inherent Resolve (OIR) har i den forgangne uge fløjet fire missioner for koalitionen. På disse missioner er der blevet flyttet gods og passagerer mellem Kuwait og Irak. Nogle af disse passagerer har været danske soldater fra Hærens træningsbidrag i Irak.

Bidraget har i ugens løb for første gang under udsendelsen haft lidt tekniske problemer med flyet, som ikke alene kunne håndteres af bidraget eller med hjælp fra de andre koalitionspartnere på basen. Forsyningsvejene til Kuwait er heldigvis gode, og det var derfor muligt at få de nødvendige reservedele frem allerede til dagen efter, så flyet kunne flyve de pålagte missioner.
I perioden den 19. til 25. november har bidraget transporteret i alt 74 passagerer og 47.400 pund gods.

OIR
Cockpittet i bidragets C-130J under en mission i Irak. Foto: Kaptajn Mathias.

OIR
Vedligeholdelse af bidragets C-130J på Ali Al Salem Air Base i Kuwait. Foto: Kaptajn Mathias.

FAKTA om det danske C-130J transportflybidrag til Operation Inherent Resolve
Folketinget besluttede den 16. januar 2018 at udsende af et transportflybidrag bestående af et C-130J transportfly og cirka 25 soldater til Operation Inherent Resolve. Bidraget støtter fra 1. oktober til ultimo marts koalitionen med transport af gods og passagerer fra placeringen på Ali Al Salem-luftbasen i Kuwait.


Resolute Support – Afghanistan
Det danske transport- og sikringsbidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge gennemført 12 sikringsopgaver for de militære rådgivere og Kabul Security Forces.

Sikkerhedssituationen i og omkring Kabul har i de seneste uger betydet, at de danske mentorer har haft begrænset mulighed for at bevæge sig rundt. I disse dage bliver disse begrænsninger fjernet igen, og mentorerne er dermed igen i gang med at løse deres kerneopgave.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne er i spidsen for, har i den forgangne uge gennemført 4.275 aktioner – primært fordelt på id-kontrol, fartkontrol, køretøjskontrol af våben og ammunition, herunder 594 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport og 82 patruljer.

Det danske hundebidrag har undersøgt 12 biler for sprængstof.

Onsdag bragte en selvmordsbomber sig til eksplosion i Kabul. Det danske bidrag søgte i beskyttelsesrum, og ingen danske soldater kom noget til under angrebet.

Resolute Support
En af transport mulighederne rundt mellem lejrene i Afghanistan er med helikopter, her en amerikansk Black Hawk-helikopter som er på vej ned for at hente danske soldater. Foto: Kaptajn Dennis.


FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 150 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner, samt militærpoliti opgaver. 


Standing Nato Maritime Group 1 - Østersøen
Esbern Snare og den resterende del af flådestyrken har i den forløbne uge gennemført træning operativ træning. Styrken har i den forbindelse blandt andet gennemført skydninger ved Sjællands Odde og taktiske øvelser i overfladekrig i området omkring Bornholm.

Umiddelbart før styrken anløb Karlskrona i weekenden, gennemførte de den traditionelle ”sail past”, hvor de sagde farvel til den portugisiske fregat NRP Corte-Real. Esbern Snare var traditionen tro i den forbindelse pyntet op og
havde som gestus til Corte-Real bygget et nisselandskab på helikopterdækket.

SNMG1

SNMG1

SNMG1

FAKTA om det danske bidrag til SNMG1
Danmark har i hele 2018 kommandoen over den ene af NATO’s stående flådestyrker kaldet SNMG1 (Standing NATO Maritime Group 1), der patruljerer og afvikler øvelser i Østersøen og den nordligste del af Atlanterhavet. Esbern Snare er tillige flagskib for flådestyrken.


Enhanced Forward Presence (eFP) – Danmarks fremskudte tilstedeværelse i Estland
I den forgangne og nuværende uge udnytter infanteristerne fra Panserinfanterikompagniet de mange mørketimer til patruljeuddannelse. Med en sol der går ned omkring kl. 15.30 og står op igen næste morgen kl. 8.30, er der mange timer til rådighed til denne særlige soldaterdisciplin. Patruljesoldaten vender op og ned på dag og nat – sover noget af dagen og løser sine opgaver i mørke, hvor fjenden har sværest ved at observere og dermed finde patruljerne.

Soldaterne skal i patruljer af seks til otte mand løse en lang række opgaver: De skal infiltrere ind i fjendtligt territorium, oprette observationsposter og herfra melde om fjendtlige bevægelse. De skal afsøge et større område for at finde ud af, om der er fjendtlige enheder i området. Senere skal de afsøge et hus, for her at pågribe en ”bad guy” – og endelig skal de gennemføre et raid mod en vigtig fjendtlig installation.
Med frostgrader døgnet rundt, snefald og store estiske skove, er det at leve af sin rygsæk, tilberedning af mad og vejfinding også nogle af de udfordringer, der venter soldaterne.

eFP
De danske soldater ’overdager’ i de estiske skove. Foto: Major Per

FAKTA om det danske bidrag til eFP
Forsvaret har siden januar 2018 haft omkring 200 danske soldater udstationeret i Tapa i Estland cirka 100 kilometer fra grænsen til Rusland. Soldaterne indgår i en britisk ledet kampgruppe.



FRONTEX - Middelhavet
Det danske flybidrag til FRONTEX er fortsat indsat. Der er nu fløjet 106 timer fordelt på 18 missioner. Den sidste planlagte mission blev fløjet onsdag, men flyet kan dog stadig blive sendt i luften, hvis der opstår en akut opgave - blandt andet i forbindelse med redningsmissioner. Flyet returnerer til Danmark efter missionen officielt slutter fredag. 30 november.

FAKTA om det danske bidrag til FRONTEX – Kreta
Challenger-flyet og de ni udsendte medarbejdere opererer fra Kreta, hvorfra de siden den 1. november har fløjet missioner for FRONTEX, det europæiske grænseagentur.

Challenger-bidragets opgave er blandt andet at opdage migrantbåde og grænseoverskridende kriminalitet, som for eksempel menneskesmugling, narkosmugling, våbensmugling og ulovligt fiskeri. Challenger-flyet vil desuden kunne indgå i søredningsopgaver, hvis der er behov for det. Flyet opererer over det græske øhav.

Opgaven varer denne gang frem til 30. november. Det er tredje gang i år, at Danmark løser en FRONTEX-opgave med Challenger-flyet, men første gang ud fra Grækenland.