Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 40 – 2019

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 40 – 2019 

Det danske træningsbidrag i Irak er overgået til primært at være mentorer for de to irakiske bataljoner på i alt 424 mand, som de træner for tiden.

09-10-2019 - kl. 13:09

Af Forsvarskommandoen

Operation Inherent Resolve

Træningsbidraget - Irak
Hold 10 er overgået til primært at være mentorer for de to irakiske bataljoner på i alt 424 mand, de i øjeblikket træner.

Uddannelsen har i den forgangne uge bestået af skydeøvelser med gevær, let og tungt maskingevær, infanteriuddannelse, uddannelse i førstehjælp og morteruddannelse.

Skydeuddannelsen fortsætter nu med irakiske instruktører med daglige skydninger på skydebanen, hvor der er fokus på præcision og våbenhåndtering.

Mineuddannelsen gennemføres som handlebaner, hvor irakerne bliver fortrolige med at komme sikkert igennem og hastigt rydde gennemgange i et mineret område. Den irakiske enhed Boarder Guard Forces skal på sigt selv kunne uddanne deres soldater. Derfor gennemføres uddannelsen efter Train The Trainer-princippet, hvor de danske instruktørers rolle er at vejlede de irakiske trænere.

Infanteriuddannelsen foregår i terrænet, og de irakiske instruktører bygger videre på det, de har lært indtil nu. Fokus for uddannelsen er lagt på områder, som Boarder Guard Forces skal kunne anvende i deres daglige tjeneste. Derfor gennemføres der uddannelse i kontrolpost-tjeneste, patruljering og kamp fra stilling.

Førstehjælpsuddannelsen er generel, men har stadig fokus på blødningsskader og evnen til at stoppe livstruende blødninger.

Morteruddannelsen foregår som en blanding af tørtræning i terræn og skarpskydninger med den lette morter. I denne uge er uddannelsen på middeltung morter også gået i gang. Oprindeligt var der kun planlagt et kursus, men på grund af efterspørgsel fra irakisk side fortsætter en del af kurset nu med et ekstra uddannelsesforløb.

Det danske bidrag har per 30. september gennemført og afsluttet træningen af i alt 18.627 irakiske soldater og politifolk.

OIR
Irakiske instruktører underviser i kontrolposttjeneste. Foto: OIR

Radar- & operatørbidraget – Irak og De Forenede Arabiske Emirater
De danske luftkommando- og kontroloperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og kontrolcentral på Al Dhafra Air Base i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de støtter koalitionens missioner med overvågning samt koordinering af luftrum og lufttrafik.

Radar-elementet i Irak leverer fortsat luftbillede over Irak og Syrien til luftkommando- og kontrolcentralen i de Forenede Arabiske Emirater. Radaren har i den forgangne uge leveret luftbillede i 93 procent af tiden.


FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve

Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, et logistik-bidrag, samt et mindre stabsbidrag. I alt cirka 200 soldater, der primært har base på Al Asad-luftbasen i Irak samt Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater.

Læs mere om OIR her:


Resolute Support – Afghanistan
Det danske sikrings- og eskortebidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge gennemført sikrings- og eskorteopgaver for trænere og rådgivere i Kabul Military Training Center ved Camp Taylor i det østlige Kabul. Derudover har de gennemført opgaver for Kabul Security Forces med udgangspunkt fra både New Kabul Compound og Hamid Karzai international Airport (HKIA).

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne leder, har i den forgangne uge kontrolleret ID, gennemført fartkontrol, kontrol af våben og ammunition, herunder 517 kontroller af rejsende til og fra HKIA, 289 køretøjskontroller og 52 patruljer.

De danske hundeførere, Military Working Dogs-enheden, der til dagligt støtter Kabul Air Wing, det afghanske flyvevåben på HKIA med sikring i form af sprængstofsøgninger og patruljering, har gennemført kontrol af 12 lastbiler og 89 personbiler.
 


FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission

Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 155 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner, samt militærpoliti opgaver.

Læs mere om RSM her:


Standing NATO Mine Countermeasures Group 1 (SNMCMG1) – De indre danske farvande
Efter et weekendophold i Swinoujsie sejlede gruppen til det nordøstlige Bornholm, hvor enhederne trænede minerydning som et led i klargøringen til Estlands Historical Ordinance Disposal Operations, der er en minerydningsøvelse, og sidst på ugen afholdt gruppen en skydeøvelse for at træne besætningerne i våbenbetjening af håndvåben.

Ugen blev afsluttet med den sædvanlige øvelse - weekly war -, hvor nogle enheder skulle simulere fjendtlige enheder, som skulle angribe gruppen med lette våben samt håndholdte missiler. Formålet med øvelsen var at træne enhederne i billedopbygning, nærforsvar, førstehjælp samt havari. Denne uges træning havde fokus på de såredes vej til hospitalet, samt behandling af disse.

SNMCMG1
Våbenbetjening samt vedligeholdes skydning med håndvåben M/96 for flagskibets geværskytter. Foto: SNMCMG1.


SNMCMG1
ØVELSE: Hospitalet i fuld gang med at behandle en såret maskinmand, som simulerer, at han har fået stærkstrøm gennem kroppen. Den sårede bliver behandlet for brandsår på hænderne samt stærke smerter i brystkassen


FAKTA om SNMCMG1
I hele 2019 har Danmark det overordnede ansvar for NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen og den østlige del af Atlanterhavet. Styrkens opgave er at sikre allierede skibe og øvrig skibstrafik mod truslen fra miner i havene. Flådestyrken deltager løbende i øvelser, hvor de afsøger farvandene for miner eller ammunition, som skal uskadeliggøres. Styrken består af op til 10 skibe, som forskellige NATO-lande stiller til rådighed. Danmark bidrager med cirka 100 personer inklusiv flagskib og mobil minerydningsstyrke.

Læs mere om SNMCMG1 her.



Enhanced Air Policing – Litauen
Kampflybidraget løser fortsat sin opgave fra den litauiske base i Siaulai. Personellet er netop roteret, så der nu er nye, friske kræfter på opgaven med at udføre air policing over Baltikum. 


FAKTA om enhanced Air Policing
Bidraget består af fire F-16 fly (to operative fly og to i reserve) og cirka 60 personer fra Fighter Wing Skrydstrup. Kampfly-bidraget blev sendt af sted den 2. september og skal være i Litauen indtil udgangen af 2019.

Bidraget kaldes ’enhanced Air Policing,’ fordi det danske bidrag kun går på vingerne, hvis de øvrige kampfly-bidrag i Baltikum, kaldet Baltic Air Policing, allerede er optaget. Alle bidrag indgår dog i NATO’s Air Policing-opgave over de baltiske lande.

Det er syvende gang, at Danmark bidrager til Air Policing i Østersøområdet. Det første danske bidrag blev udsendt i 2004 i forlængelse af NATO-alliancens udvidelse med syv nye lande - herunder Estland, Letland og Litauen. De tre sidstnævnte råder ikke selv over kapaciteten til at håndhæve suverænitet over deres eget luftrum, hvorfor NATO-partnerne har tilbudt at støtte landene.

Opgaven løftes på skift af NATO’s medlemslande. Ud over Danmark har en lang række andre lande bidraget til Air Policing - herunder USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien, Norge, Spanien, Portugal, Tyrkiet, Polen og Ungarn.

Læs mere om bidraget
her.