Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 39 – 2019

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 39 – 2019 

Hold 18 ved Radar- & operatørbidraget i Irak og De Forenede Arabiske Emirater har overdraget til Hold 19. Radarbidraget leverer upåvirket af kommandooverdragelsen luftbillede til den amerikanske kommando- og kontrolcentral i de Forenede Arabiske Emirater.

03-10-2019 - kl. 08:39

Af Forsvarskommandoen

Enhanced Air Policing – Litauen
Bidraget i Litauen har i den forgangne uge igen været vidne til en del flyaktivitet i den østligste del af Østersøen og gennemført flere missioner, hvor opgaven var identifikation af fly. Det drejer sig både om overvågningsfly samt kampfly.

I denne uge gennemføres den første personelrotation samtidigt med, at bidraget fastholder beredskabet. Detachementet har sideløbende med opretholdelsen af beredskabet planlagt træning i forbindelse med patruljeringsflyvninger. Denne træningsflyvning foregår i samarbejde med NATO Force Integration Unit, der koordinerer træning mellem enheder i Baltikum.


FAKTA om enhanced Air Policing
Bidraget består af fire F-16 fly (to operative fly og to i reserve) og cirka 60 personer fra Fighter Wing Skrydstrup. Kampfly-bidraget blev sendt af sted den 2. september og skal være i Litauen indtil udgangen af 2019.

Bidraget kaldes ’enhanced Air Policing,’ fordi det danske bidrag kun går på vingerne, hvis de øvrige kampfly-bidrag i Baltikum, kaldet Baltic Air Policing, allerede er optaget. Alle bidrag indgår dog i NATO’s Air Policing-opgave over de baltiske lande.

Det er syvende gang, at Danmark bidrager til Air Policing i Østersøområdet. Det første danske bidrag blev udsendt i 2004 i forlængelse af NATO-alliancens udvidelse med syv nye lande - herunder Estland, Letland og Litauen. De tre sidstnævnte råder ikke selv over kapaciteten til at håndhæve suverænitet over deres eget luftrum, hvorfor NATO-partnerne har tilbudt at støtte landene.

Opgaven løftes på skift af NATO’s medlemslande. Ud over Danmark har en lang række andre lande bidraget til Air Policing - herunder USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien, Norge, Spanien, Portugal, Tyrkiet, Polen og Ungarn.

Læs mere om bidraget her

 

Resolute Support – Afghanistan
Det danske sikrings- og eskortebidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge gennemført fem sikrings- og eskorteopgaver for Kabul Security Forces fra New Kabul Compound. Derudover har eskadronen i denne uge løst sikringsopgaver i samarbejde med de australske kollegaer på Hamid Karzai International Airport.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne leder, har i den forgangne uge kontrolleret id, gennemført fartkontrol samt kontrol af våben og ammunition, herunder 523 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport, 498 køretøjskontroller og 68 patruljer.

Military Working Dogs, der til dagligt støtter Kabul Air Wing (det afghanske flyvevåben på Hamid Karzai International Airport) med sikring i form af sprængstofsøg og patruljering, har gennemført kontrol af 12 lastbiler og 84 personbiler.



FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 155 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpolitiopgaver.

Læs mere om Resolute Support Mission her


Operation Inherent Resolve
Radar- & operatørbidraget – Irak og De Forenede Arabiske Emirater
Søndag den 29. september overdrog Hold 18 officielt kommandoen over bidraget til Hold 19.

Upåvirket af kommandooverdragelsen leverer radarbidraget fortsat luftbillede over Irak og Syrien til den amerikanske kommando- og kontrolcentral i de Forenede Arabiske Emirater. De nyankomne danske radaroperatører ved kommando- og kontrolcentralen er alle certificeret og fortsætter støtten til koalitionens missioner med overvågning og koordinering af luftrummet over Irak og Syrien.

Radarelementet i Irak har den seneste uge gennemført et mindre eftersyn med deraf følgende udetid. På trods af dette har radaren alligevel leveret luftbillede over Irak og Syrien til den amerikanske kommando- og kontrolcentral i de Forenede Arabiske Emirater (UAE) i mere end 97 procent af tiden.

Træningsbidraget - Irak
Hold 10 i Irak er i gang med at træne to irakiske bataljoner på i alt 424 mand.
Uddannelsen har i den forgangne uge bestået af skydeøvelser med gevær, maskingevær og morter, videregående mineuddannelse, infanteriuddannelse, uddannelse i førstehjælp, morteruddannelse og køretøjsuddannelse.

Skydeuddannelsen er i gang med daglige skydninger på skydebanen, hvor der er fokus på præcision og våbenhåndtering på gevær og let og tungt maskingevær.

Mineuddannelsen foregår med en blanding af teori og handlebaner, hvor irakerne lærer at komme sikkert igennem og hastigt rydde gennemgange i et mineret område. I denne uge med fokus på minefaren i bebyggede områder.

Infanteriuddannelsen foregår i terrænet. Her lærer de irakiske soldater blandt andet at bevæge sig hensigtsmæssigt i terrænet, lave ildstillinger og gå i taktiske formationer.

Førstehjælpsuddannelsen er generel, men har fokus på blødningsskader og evnen til at stoppe livstruende blødninger.

Morteruddannelsen foregår som en blanding af tørtræning i terræn og skarpskydninger med den lette morter. I denne uge er uddannelsen på middeltung morter også gået i gang.

Køretøjsuddannelsen foregår primært i terrænet og går ud på at lære de irakiske soldater at anvende deres letpansrede køretøjer under patruljer og i kamp.

Det danske bidrag har per 30. september gennemført og afsluttet træningen af i alt 18.627 irakiske soldater og politifolk.

træning af skydning fra køretøjer
Skydebanen er i brug næsten dagligt. Her skyder irakerne skarpt med tungt maskingevær fra deres udleverede patruljekøretøj. 


FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, et logistik-bidrag samt et mindre stabsbidrag. I alt cirka 200 soldater, der primært har base på Al Asad-luftbasen i Irak samt Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater.

Læs mere om OIR her:  

 

Standing NATO Mine Countermeasures Group 1 (SNMCMG1) – De indre danske farvande
SNMCMG1 har i den forgangne uge trænet med den polske enhed ORP Bukowo, der er en lidt ældre minerydder, som bruges til at stryge miner, der er fastgjort til mineankre.

ORP Bukowo og den norske minerydder HNOMS Rauma brugte ugen på at træne minerydning, mens resten af styrken trænede redningsmissioner, slæbning og assistance til andet skib samt navigationssejlads.

Torsdag er blevet den store træningsdag - også kaldet torsdagskrigen -, hvor enhederne får mulighed for at træne intern og ekstern kamp. Torsdag skulle alle enheder bekæmpe interne skader som vandindtrængning og brand, og under en ekstern kamp skulle den tyske minehunter findes og dirigeres ud af et område.

Minerydningsøvelse
Polsk dæksgast er ved at klargøre minerydningsgrejet, som bliver trukket efter skibet. De lange wirer hvor knivene er monteret på, bliver fastgjort mellem flydebøjerne, hvor fra de bliver sat i den ønsket dybde.


FAKTA om SNMCMG1
I hele 2019 har Danmark det overordnede ansvar for NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen og den østlige del af Atlanterhavet. Styrkens opgave er at sikre allierede skibe og øvrig skibstrafik mod truslen fra miner i havene. Flådestyrken deltager løbende i øvelser, hvor de afsøger farvandene for miner eller ammunition, som skal uskadeliggøres.

Styrken består af op til 10 skibe, som forskellige NATO-lande stiller til rådighed. Danmark bidrager med cirka 100 personer inklusiv flagskib og mobil minerydningsenhed.

Læs mere om SNMCMG1 her.