Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 36

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 36 

Opdatering fra udsendte danske styrker

13-09-2018 - kl. 13:40
Af Værnsfælles Forsvarskommando

Enhanced Forward Presence (eFP) – NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland
Ved det danske bidrag på basen ved Tapa i det centrale Estland gennemfører enhederne uddannelse af den enkelte soldat. Der har blandt andet været mulighed for at fordybe sig i anvendelsen af observationsudstyr. Her drejer det sig om at udnytte mulighederne for at opdage fjenden, og samtidig undgå selv at blive opdaget af en fjende med samme type udstyr. På en af lektionerne deltog tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der besøgte soldaterne i anledning af flagdagen.

eFP

FAKTA om det danske bidrag til eFP
Forsvaret har siden januar 2018 haft omkring 200 danske soldater udstationeret i Tapa i Estland cirka 100 kilometer fra grænsen til Rusland. Soldaterne indgår i en britisk ledet kampgruppe. 

Resolute Support – Afghanistan
De danske mentorer ved den afghanske officersskole deltager i en undersøgelse af officersskolens stab og officersuddannelsen. Undersøgelsen laves for at sikre uddannelseskvaliteten på officersskolen.

Det danske transport- og sikringsbidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne periode gennemført 30 sikrings- og eskorteopgaver.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne er i spidsen for, har i den seneste uge gennemført 5.316 aktioner – primært fordelt på id-kontrol, fartkontrol, køretøjskontrol af våben og ammunition, herunder 782 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport, 73 patruljer samt 3 udkald.

Det danske hundebidrag har undersøgt 62 biler for sprængstof og gennemført patruljer og afsøgt bygninger og områder.

Om aftenen tirsdag den 11. september blev militærinstallationer i Kabul udsat for angreb. Ingen danske soldater kom noget til.


RS

RS
Flagdagen blev også højtideligholdt i Kabul med parade i henholdsvis New Kabul Compuond og Hamid Kazai International Airport Nord. Foto: Resolute Support.

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 150 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsstyrker, samt militærpoliti-opgaver.

Kosovo Force (KFOR) - Kosovo
Der har i den seneste uge været øget travlhed for bevogtningsdelingen i Camp Marechal de Lattre de Tassigny i Kosovo. Den serbiske præsident har besøgt Kosovo, og derfor er der blevet kørt en del ekstra patruljer.

FAKTA om det danske bidrag til NATO’s KFOR-styrke
Forsvaret har siden 1999 bidraget til NATO’s fredsbevarende styrke i Kosovo på Balkan. Bidraget består af cirka 35 soldater, der holder vagt i lejren Camp Marchal De Lattre de Tassigny og løser forskellige opgaver i Pristina. 

Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1) - Østersøen
Kommandoskibet Esbern Snare gennemfører Maritime Security Awareness-operationer i Østersøen. Det vil sige, at de bevæger sig rundt i området for blandt andet at opbygge et overblik over normalbilledet for skibstrafikken.

I den seneste uge er flådestyrken vokset, da den portugisiske fregat Corte-Real er stødt til og blevet en del af SNMG1-gruppen. I forbindelse med styrkeforøgelsen er der blevet gennemført en række øvelser, så fregatten bliver godt integreret.

Perioden har også budt på et planlagt havneanløb i Turku i Finland, og efterfølgende øvelser med de finske missilfartøjer FNS Rauma og FNS Raahe.

SNMG1

SNMG1

SNMG1

FAKTA om det danske bidrag til SNMG1
Danmark har hele 2018 kommandoen over den ene af NATO’s stående flådestyrker kaldet SNMG1 (Standing NATO Maritime Group 1), der patruljerer og afvikler øvelser i Østersøen og den nordlige del af Atlanterhavet. Esbern Snare er tillige flagskib for flådestyrken. 

Træningsbidraget – Irak
Det danske træningsbidrag har i denne uge gennemført træning indenfor grundlæggende infanterifærdigheder, krigens love, taktisk førstehjælp, våbenbetjening, skydetræning og forhold overfor improviserede sprængladninger. De irakiske soldater er også blevet undervist i emner som imødegåelse af organiseret kriminalitet og menneskesmugling.

Det danske Militærpoliti har i den forløbne periode indberettet adskillige trafikforseelser på basen. Forseelserne har primært været for høj fart og manglende brug af sikkerhedssele. Ingen danske soldater har forbrudt sig mod de lokale færdselsregler på basen.

Det dansk-ledede træningsbidrag har per 12. august 2018 gennemført og afsluttet træning af i alt 12.504 irakiske soldater og politifolk. Træningsbidraget består af instruktører/trænere fra henholdsvis Danmark, Estland, Letland og Litauen.

OIR
Førstehjælp / Brystlæsion. Foto: Public Affairs Officer KN Rasmus.

OIR
Grundlæggende infanteri (ild & bevægelse/delt spring) Foto: Public Affairs Officer KN Rasmus.

OIR
Bevægemåder i terræn. Foto: Public Affairs Officer KN Rasmus.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag på op til 180 soldater, der træner irakiske soldater, et radarbidrag, logistikbidrag og flere mindre stabsbidrag.