Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 35

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 35 

Opdatering fra danske udsendte styrker.

06-09-2018 - kl. 13:15

Af Værnsfælles Forsvarskommando

eFP
Enhanced Forward Presence: Den indbyrdes koordination er vigtig, når gruppen bevæger sig ind i den tætte skov.

Enhanced Forward Presence (eFP) – NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland
Ved det danske bidrag i Estland har soldaterne haft tid til at forbedre deres taktik på gruppe- og delingsniveau. Det er vigtigt at tilpasse fremgangsmåderne til det terræn, som soldaterne skal operere i. Et terræn, der er præget af tæt skov og kun enkelte åbne områder. Der er mange erfaringer fra de første to måneders øvelsesaktivitet, og målet er at forbedre og udvikle disse frem mod de næste større uddannelsesaktiviteter i rammen af NATO Battlegroup Estonia. Den selvstændige uddannelse i grupper og delinger er ligeledes med til at gøre soldaterne klar til den kommende skydeperiode, hvor uddannelsen af grupper og delinger bliver gennemført med skarp ammunition.

FAKTA om det danske bidrag til eFP
Forsvaret har siden januar 2018 haft omkring 200 danske soldater udstationeret i Tapa i Estland cirka 100 kilometer fra grænsen til Rusland. Soldaterne indgår i en britisk ledet kampgruppe.


Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1) - Østersøen
Den forgangne uge har blandt andet stået på øvelser i at modstå trusler i form af mindre, hurtigtgående både. Ligeledes har Esbern Snare gennemført helikopteroperationer, og især hoist, hvor personer eller genstande hejses op eller ned, er blevet trænet.
Esbern Snare har ind til næste havneophold besøg af et mindre militærpoliti-bidrag. MP-bidraget har afholdt en række træningsseancer med skibets boardinghold, som blev afholdt på en hollandsk coaster, hvilket gav et realistisk træningsscenarie.

SNMG1 A


SNMG1 B

FAKTA om det danske bidrag til SNMG1
Danmark har hele 2018 kommandoen over den ene af NATO’s stående flådestyrker kaldet SNMG1 (Standing NATO Maritime Group 1), der patruljerer og afvikler øvelser i Østersøen og den nordlige del af Atlanterhavet. Esbern Snare er tillige flagskib for flådestyrken.


Operation Inherent Resolve (OIR)
Træningsbidraget – Irak
Det danske træningsbidrag har i denne uge opstartet uddannelse af to nye bataljoner fra Border Guard Forces, og der er gennemført scanning af biometriske data fra de irakiske kursister. De to bataljoner er opstillet ved grænsen til henholdsvis Syrien og Saudi-Arabien.

Soldaterne bliver indledningsvis undervist i menneskerettigheder og krigens love. Herudover får de undervisning om organiseret kriminalitet og menneskehandel. Undervisningen understøttes af en militærjurist fra det norske bidrag og består af teori og forskellige cases.

OIR
Dansk officer drøfter Krigens Love med irakisk officer. (Foto: Public Affairs Officer KN Rasmus)

Herudover har soldater fra den danske UAS-sektion, der betjener små, ubemandede overvågningsfly, afholdt undervisning for deres kolleger i United States Marine Corps.

Det danske militærpoliti har i den forløbne periode indberettet adskillige trafikforseelser på basen. Primært for høj fart og manglende brug af sikkerhedssele. Ingen danske soldater har forbrudt sig mod de lokale færdselsregler på basen.

Træningsbidraget har per den 12. august 2018 gennemført og afsluttet træning af i alt 12.504 irakiske soldater og politifolk.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag på op til 180 soldater, der træner irakiske soldater, et radarbidrag, logistikbidrag og flere mindre stabsbidrag.


Resolute Support – Afghanistan
Den afghanske officersskole har gennemført første uddannelsesuge efter sommerferien med støtte fra de danske mentorer.

Det danske transport- og sikringsbidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge gennemført 25 sikrings- og eskorteopgaver. Et relativt lavt antal på grund af afghanske helligdage og sikkerhedsmæssige hensyn.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne er i spidsen for, har i den forgangne uge gennemført 4.908 aktioner, primært fordelt på id-kontrol, fartkontrol, køretøjskontrol af våben og ammunition, 449 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport, 86 patruljer samt 10 udkald.

Det danske hundebidrag har undersøgt 21 biler for sprængstof og gennemført patruljer og afsøgt bygninger og områder.

RS
De danske soldater fra MFPT støtter med uddannelse og træning af rumænske soldater i sikrings- og eskorte opgaver blandt andet med formationer og førstehjælp. (Foto: OKS-1 Jacob, RS Hold 9.)

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 150 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsstyrker, samt militærpoliti-opgaver.

Kosovo Force (KFOR) – Kosovo
Bevogtningsdelingen har i ugens forløb udført vagttjenesten i Camp Marechal de Lattre de Tassigny. Bevogtningssoldaterne har desuden gennemført skydeuddannelse på en skydebane nær Mitrovica for at vedligeholde deres skydefærdigheder.

FAKTA om det danske bidrag til NATO’s KFOR-styrke
Forsvaret har siden 1999 bidraget til NATO’s fredsbevarende styrke i Kosovo på Balkan. Bidraget består af cirka 35 soldater, der holder vagt i lejren Camp Marchal De Lattre de Tassigny og løser forskellige opgaver i Pristina.