Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 34

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 34 

Opdatering fra udsendte danske styrker.

30-08-2018 - kl. 11:41
Af Værnsfælles Forsvarskommando

Enhanced Forward Presence (eFP) - NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland.

Panserinfanterikompagniet har denne uge uddannet soldater i signaltjeneste, hvor de har øvet brug af radiomateriel og andet kommunikationsudstyr.

Efter en lang periode med tørke har den seneste tids fugtige vejr gjort, at det igen er muligt at komme på skydebanerne og holde færdighederne skarpe.
Derudover har soldaterne koncentreret sig om at vedligeholde materiel og køretøjer.

efp ikk
Et infanterikampkøretøj vedligeholdes i garageanlægget på Tapa. Foto: eFP

FAKTA om det danske bidrag til eFP
Forsvaret har siden januar 2018 haft omkring 200 danske soldater udstationeret i Tapa i Estland cirka 100 kilometer fra grænsen til Rusland. Soldaterne indgår i en britisk ledet kampgruppe.

Operation Inherent Resolve - Træningsbidraget – Irak

Det danske træningsbidrag har i denne uge afsluttet træningen af to Border Guard-bataljoner. Træningen blev afsluttet med en parade og tale af chefen for OIR Hold 8, oberstløjtnant Charlotte Wetche. Hun understregede, hvor vigtigt det er at pleje og vedligeholde sine færdigheder.  Hun roste ligeledes irakere og trænere for deres høje grad af engagement.

BGFparade
Irakiske soldater på vej til paraden. Foto: Kaptajn Rasmus, Public Affairs Officer, OIR8.

Mens irakerne fejrer Eid al Adha, pudser de danske trænere undervisningsplanerne af og forbereder ankomsten af de næste to bataljoner fra Border Guard Forces.

Samtidig har det danske træningsbidrag gennemført en øvelse i at kunne støtte amerikanerne i nærforsvar af Al Asad Airbase i tilfælde af angreb.

Træningsbidraget består af instruktører/trænere fra henholdsvis Danmark, Estland, Letland og Litauen.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag på op til 180 soldater, der træner irakiske soldater, et radarbidrag, logistikbidrag og flere mindre stabsbidrag.

Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1) - Østersøen

Besætningen på Esbern Snare, der er flagskib for NATO’s stående flåde i Østersøen, har brugt en del af ugen på at sætte sig ind i normalbilledet for skibstrafikken i Østersøen. Det gør de blandt andet ved at sætte skibstyper og navne på de radarspor, de opfanger. Viden om normalbilledet er nødvendig for at kunne bemærke, hvis noget ændrer sig. Et pludselig dyk i skibstrafik vil have en forklaring, som man så vil kunne undersøge i andre dele af forsvaret eller NATO.

snmg1agtenB

I begyndelsen af ugen har Esbern Snare været brugt til træning af 50 portugisiske og litauiske specialstyrker. Esbern Snare blev anvendt som amfibieskib, hvor nogle af specialstyrkerne fik adgang til Esberns Snares store hækrampe, som de kunne sænke og tage syv mindre gummibåde ombord. Herefter blev gummibådene atter søsat, for at simulere en landsætning.

I forbindelse med landsætningsøvelsen simulerede Esbern Snare at give ildstøtte fra søen med skibets store fem-tommers kanon.

snmg1agtena
Specialstyrker fra Portugal og Litauen trænede landsætning med besætningen på Esbern Snare.

FAKTA om det danske bidrag til SNMG1
Danmark har i hele 2018 kommandoen over den ene af NATO’s stående flådestyrker kaldet SNMG1 (Standing NATO Maritime Group 1), der patruljerer og afvikler øvelser i Østersøen og den nordligste del af Atlanterhavet. Esbern Snare er tillige flagskib for flådestyrken.

Resolute Support Mission – Afghanistan

Den afghanske officersskole har stort set været lukket ned i ferien, og de danske mentorer på den afghanske officersskole har gjort klart til opstarten den 25. august 2018, hvor 350 kadetter er tilmeldt uddannelse.
 
Det danske transport- og sikringsbidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge gennemført tre sikrings- og eskorteopgaver. Antallet af eskorte opgaver er lavt på grund af afghanske helligdage og den aktuelle sikkerhedssituation i Kabul.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne er i spidsen for, har i den forgangne uge gennemført 6.076 aktioner – primært fordelt på id-kontrol, fartkontrol, køretøjskontrol af våben og ammunition, herunder 649 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport, 85 patruljer samt 11 udkald.

Det danske hundebidrag har undersøgt 17 biler for sprængstof samt gennemført patruljer og afsøgt bygninger og områder.

oirsygeseng
Danmark bidrager med to sygeplejersker på det internationale militærhospital, som forestår alt fra akutte operationer til dagligdags lægelige behandlinger af lejrens godt 5.000 beboere. Her tilser de danske sygeplejersker en australsk soldat, som fik et akut lungekollaps. Patienten blev stabiliseret og fløjet hjem til Australien. Foto: KN Dennis, RS Hold 9.

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 150 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsstyrker, militærpoliti-opgaver, samt sygeplejersker til det internationale militærhospital i Hamid Karzai International Airport.

Kosovo Force (KFOR) – Kosovo

Bevogtningssoldaterne har i ugens løb udført deres faste vagttjeneste i Camp Marechal de Lattre de Tassigny. Førerne for det næste hold bevogtningssoldater har desuden været på besøg for at få indblik opgaverne og dagligdagen. Dermed er næste hold klar til uddannelse i Danmark.
FAKTA om det danske bidrag til NATO’s KFOR-styrke
Forsvaret har siden 1999 bidraget til NATO’s fredsbevarende styrke i Kosovo på Balkan.

Bidraget består af cirka 35 soldater, der holder vagt i lejren Camp Marechal De lattre de Tassigny og løser forskellige opgaver i Pristina.