Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 31 – 2019

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 31 – 2019 

NATO’s minerydningsstyrke er samlet efter sommerferien, og i Irak og Afghanistan har nye hold overtaget opgaven, som de skal løse det næste halve år.

07-08-2019 - kl. 12:30
Af Forsvarskommandoen

NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen og østlige del af Atlanterhavet (SNMCMG1)
Efter en kort sommerferie er minerydningsstyrken igen samlet, og den seneste uge er gået med træning. Minerydnings-enhederne har brugt tiden på at træne deres sonar- og undervandsdroneoperatører i Ålbæk bugt, og besætningen på styrkens flagskib, Thetis, har brugt de to første uger på træning og er nu klar til at sejle ned i tysk farvand for at modtage træning i Neustadt sammen med resten af minerydningsstyrken. 

SNMCMG1Besætningen træner bjærgning – her med en dukke, som kastes overbord.

FAKTA om SNMCMG1
I hele 2019 har Danmark det overordnede ansvar for NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen og den østlige del af Atlanterhavet. Styrkens opgave er at sikre allierede skibe og øvrig skibstrafik mod truslen fra miner i havene. Flådestyrken deltager løbende i øvelser, hvor de kommer frem og afsøger farvandene for miner eller ammunition, som skal uskadeliggøres.

Styrken består af op til 10 skibe, som forskellige NATO-lande stiller til rådighed. Danmark bidrager med cirka 100 personer inklusiv flagskib og mobil minerydningsenhed.

Læs mere om SNMCMG1 her. 


Inherent Resolve

Træningsbidraget - Irak
Soldaterne på Hold 10 overtog træningsansvaret fra Hold 9 midt på ugen og er nu begyndt at træne de irakiske soldater.

Skydeuddannelsen forsætter med niveauopdelt træning med skydning og våbenbetjening på lette og tunge håndvåben.

Uddannelsen af irakiske instruktører fortsætter også, og der er blevet udpeget fem irakiske befalingsmænd, som fremover skal støtte de danske trænere.

Ugens infanteriuddannelse har været koncentreret omkring kontrolposttjeneste, kamp fra stilling, ild og bevægelse samt stillingindtagelse og ikke mindst basale infanterifærdigheder. Der er desuden gennemført uddannelse på taktiske køretøjer. Dele af undervisningen i forhold over for vejsidebomber foretages af de irakiske instruktører, som træningsbidraget har uddannet inden for området.
Militærpolitiet har i løbet af ugen noteret fem trafikforseelser og kontrolleret 155 køretøjer. Ingen danskere noteret.

Træningsbidraget har per 4. august 2019 gennemført og afsluttet træningen af i alt 18.026 irakiske soldater og politifolk. Heraf har hold 9 uddannet 1.203 soldater.
Hold 10 har i øjeblikket 600 irakiske soldater under uddannelse. 

OIRUdvidet mineuddannelse. (Fotos: Major Kim Vibe Michelsen, presseofficer, Hold 10)

OIR
Taktisk instruktion under mineuddannelse.

OIR
Dansk instruktør underviser i mineuddannelsen.

Radar- og operatørbidraget – Irak og De Forenede Arabiske Emirater
De danske radaroperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og -kontrolcentral i de Forenede Arabiske Emirater og støtter således koalitionens missioner med overvågning og koordinering af luftrum og lufttrafik.
Radarelementet i Irak leverer fortsat luftbillede over Irak og Syrien. Der er gennemført et større, planlagt eftersyn på radaren i den forløbne uge med deraf følgende udetid. Radaren har derfor sammenlagt leveret luftbillede i knap 148 timer, hvilket svarer til ca. 88 procent af tiden.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, et kirurghold, et transportfly-bidrag, et logistik-bidrag samt mindre stabsbidrag. I alt cirka 250 soldater, der primært har base på Al Asad-luftbasen i Irak samt i Kuwait og Forenede Arabiske Emirater.

Læs mere om Operation Inherent Resolve her.  


Resolute Support – Afghanistan 
Det danske sikrings- og eskortebidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge gennemført to sikrings- og eskorteopgaver for de afghanske sikkerhedsstyrker.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne leder, har i den forgangne uge gennemført 2.152 aktioner primært fordelt på ID-kontrol, fartkontrol og køretøjskontrol, herunder 679 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport og 90 patruljer.

De danske soldater fra sikrings- og eskortebidraget, det internationale militærpoliti, det nationale støtteelement og det danske nationale element har gennem ugen overdraget opgaver og ansvar til deres afløsere, som er ankommet til missionsområdet. De vil fortsætte opgaven i Resolute Support missionen det næste halve år.

 FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 155 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører sikrings- og eskorteopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner, samt militærpolitiopgaver.
Læs mere om Resolute Support her.