Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 27 2020

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 27 2020 

I Estland er coronavirus/covid-19 situationen nu så meget under kontrol, at de danske soldater kan komme ud blandt befolkningen. I sidste uge hjalp de med at bringe frihedens flamme ud til de små samfund.

30-06-2020 - kl. 12:15
Af Forsvarskommandoen

Enhanced Forward Presence – Den fremskudte danske tilstedeværelse i Estland

Coronavirus/covid-19-situationen i Estland er nu så meget under kontrol, at soldaterne igen kan begynde at interagere med den estiske befolkning, hvilket er en vigtig del af opgaven i Estland.

eFP

Den 23. juni markerede hele Estland sejren over Rusland i 1920. Symbolet på sejren er en flamme, som fordeles fra præsidenten i Tallinn videre til regionerne og så igen videre til byerne i Estland. Her samles de lokale for at få tændt deres egne lys. Mange får også tændt en fakkel, som de bruger til at tænde midsommerbål senere på aftenen.

eFP

De danske soldater fik den ære at eskortere flammen rundt til forskellige mindre byer i kommunen omkring Tapa, så ikke alle indbyggere skulle samles samme sted. Ved hvert stop på den 120 km lange rute blev der dermed mulighed for at hilse på de lokale indbyggere. Interessen for de danske soldater og støtten til enhanced Forward Presence er fortsat stor i Estland, og eskorten blev modtaget med nysgerrighed og glæde alle steder.

På kasernen i Tapa fokuseres i øjeblikket på vedligeholdelse efter forrige uges store skydeøvelse i Letland.

FAKTA om det danske bidrag til Enhanced Forward Presence
Danmark har siden januar 2020 haft omkring 200 soldater udstationeret i Tapa som en del af NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland. Soldaterne indgår i en britiskledet kampgruppe.

Læs mere om eFP her:
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/FremskudttilstedeværelseiBaltikum.aspx
  

Resolute Support - Afghanistan
I Afghanistan bliver der arbejdet på forhandlinger mellem Taliban og den afghanske regering. Håbet er, at en aftale kan føre til fred i landet. En forudsætning for at forhandlingerne kan begynde, er, at den afghanske regering frigiver 5.000 talibanere fra fangeskab, og at Taliban samtidig frigiver 1.000 fanger. På nuværende tidspunkt har den afghanske regering frigivet omkring 4.000 fanger, mens Taliban har frigivet mere end 600.

De danske styrkers rådgivning af de afghanske samarbejdspartnere er hovedsaligt begrænset til telefonsamtaler, da det vurderes, at mange afghanere er smittet med coronavirus/covid-19. Det reelle smittetal blandt den afghanske befolkning er dog svært at vurdere, da myndighederne har begrænset testkapacitet.

På den afghanske officersskole har de danske mentorer længe mærket konsekvenserne af coronavirus/covid-19. De afghanske kadetter har været hjemsendt siden marts måned, men det forventes, at de vender tilbage i begyndelsen af juli måned.

Det danske sikrings- og eskortebidrag, der har opretholdt beredskab i den seneste periode, har nu overdraget beredskabet til et britisk kompagni. Danskerne har i stedet overtaget en del af ansvaret for forsvaret af lejren.

Resolute Support
Flypassager får instruks til den såkaldte hammerstrike, hvor deres baggage kontrolleres for ulovligt gods. Foto: Resolute Support.

I Hamid Karzai International Airport North har det danske militærpoliti gennemført en såkaldt hammerstrike. Formålet med et hammerstrike er at kontrollere indgående fly for ulovligt medbragt gods, som for eksempel alkohol. Det gennemføres ved at passagernes baggage bliver scannet og derefter undersøgt af hunde.
Derudover har militærpolitiet blandt andet foretaget 270 fartkontroller og 79 patruljer i lejren. Det er blevet til 71 advarsler for overtrædelse af lejrens retningslinjer.

Resolute Support
Ved ankomst til Hamid Karzai International Airport North skal alle soldater have foretaget temperaturkontrol og fremvise gyldigt bevis for en gennemført karantæne. Foto: Resolute Support.

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission

Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 140 soldater i og omkring Kabul.

Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpoliti-opgaver.

Læs mere om Resolute Support Mission her.
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/Afghanistan.aspx 


Operation Inherent Resolve - Operatørbidraget – De Forenede Arabiske Emirater

De danske luftkommando- og kontroloperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og kontrolcentral på Al Dhafra-luftbasen i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de støtter koalitionens missioner med overvågning og koordinering af luftrum og lufttrafik.

Der er planmæssigt sket rotation af danske soldater på basen.

COVID-19-restriktionerne på basen er fortsat gældende. Enkelte restriktioner er dog løftet eller justeret.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve

Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien.
Bidraget består i dag af et operatørbidrag, der er placeret i De Forenede Arabiske Emirater og et mindre stabsbidrag, der er placeret i Qatar.

Læs mere om Operation Inherent Resolve her.
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/Irak.aspx  


Transportflybidraget til MINUSMA – FN’s fredsbevarende mission i Mali
Det samlede portugisiske transportflybidrag, der skal afløse det danske Hercules-bidrag er vel ankommet til Camp Bifrost. Portugiserne er straks gået i karantæne, så de er klar til at overtage i midten af juli.

Det danske bidrag er i fuld gang med at planlægge rengøring, pakning og transport af materiel, som efter cirka otte måneder skal med tilbage til Danmark.

Transportflyet er efter sidste uges reparationer klarmeldt til flyvning, og der forventes allerede behov for transportflyvninger mandag i uge 27.

I den seneste uge er der blevet fløjet to missioner, hvor der er blevet transporteret 26 ton gods.

Minusma
Der blev også plads til en øvelse, der skulle træne samspillet mellem dansk sundhedsfagligt personel suppleret med svensk sygeplejeske og Force Protection-holdet. Øvelsen gav vigtig læring i samarbejdet, samtidigt med at det holder alle skarpe til den sidste del af missionen. Foto: MINUSMA.

Minusma


FAKTA om det danske transportflybidrag til MINUSMA
C130J Hercules-transportfly og op til 65 danske soldater skal til medio juli 2020 støtte FN’s fredsbevarende mission i Mali (MINUSMA). Bidraget består af fly med besætning, støttepersonel og en sikringsenhed.  

Flyets opgaver kan omfatte transport af mennesker og gods, transport af militære enheder fra den fredsbevarende styrke og transport af syge og sårede. Det danske fly kan også kaste gods ned fra luften med faldskærm. Støtte til eftersøgning og redning og støtte til billedindhentning fra luften vil også kunne forekomme.

Læs mere om transportflybidraget og om forsvarets kommende opgaver i Afrika her.
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/FNsfredsbevarendemissioniMali.aspx  


Operation Barkhane – Helikopterbidraget i Mali
Det danske helikopterbidrag til den franske mission i Mali har i løbet af ugen flyttet to tons gods og 64 passagerer.

I løbet af ugen rundede missionen flyvning nummer 300 under udsendelsen.

FAKTA om det danske transportbidrag til operation Barkhane
Operation Barkhane er etableret til bekæmpelse af terrorisme i Sahelregionen i det centrale og vestlige Afrika. Operationsområdet dækker Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. Operationerne er franskledet og består af 4.500 soldater.

Det danske bidrag til Operation Barkhane består af to EH-101 transporthelikoptere og op mod cirka 70 mand, der udsendes til Mali. Det danske bidrag skal løse transportopgaver af både materiel og personel. Bidraget slutter med udgangen af 2020.

Læs mere om helikopterbidraget her: https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/OperationBarkhane.aspx