Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update uge 24 - 2020

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update uge 24 - 2020 

Nedpakningen af de danske områder på Al Asad-luftbasen i Irak er nu gået ind i den absolut sidste fase. Læs mere fra soldaterne i Irak og fra Forsvarets andre udsendte enheder i ugens Mission Update.

09-06-2020 - kl. 13:19

Af Forsvarskommandoen

Operation Inherent Resolve (OIR)

Træningsbidraget – Irak
Nedpakningen af de danske områder på Al Asad-luftbasen i Irak er nu gået ind i den absolut sidste fase. De sidste telte er nedpakket, og de fleste af de områder, de danske soldater igennem fem år har anvendt i forbindelse med træning af de irakiske sikkerhedsstyrker, er helt klargjort. De skal om ganske kort tid overdrages til de amerikanske koalitionspartnere, når den danske tilstedeværelse på basen er endegyldigt slut.

I den sidste uge er en del materiel transporteret til Kuwait med både lastbiler og et af verdens største transportfly, den store Antonov 124. Herfra skal noget sendes videre til Danmark, og andet opbevares, ind til det skal anvendes i Bagdad, når Danmark forventeligt overtager NATOs træningsmission i Irak til december.

Lastbil kører om bord på fly
Dansk lastvogn kører ombord på et af verdens største fragtfly.

I forhold til coronavirus/covid-19 arbejdes der fortsat under de iværksatte tiltag for at begrænse risikoen for smittespredning. Der er fortsat ikke kendte tilfælde på basen.

Lastbiler på vej med materielDe første lastvogne er læsset og klar til at køre til Kuwait.

Operatørbidraget – De Forenede Arabiske Emirater
De danske luftkommando- og kontroloperatører indgår fortsat i bemandingen ved den amerikanske luftkommando- og kontrolcentral på Al Dhafra Air Base i de Forenede Arabiske Emirater, hvor de støtter koalitionens missioner med overvågning samt koordinering af luftrum og lufttrafik.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve:
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien.

Bidraget, som primært har haft base på Al Asad-luftbasen i Irak, er i færd med at lukke ned, så Danmark er klar til at overtage NATO Mission Irak fra december 2020. Operatørbidraget fortsætter i de Forenede Arabiske Emirater og et mindre stabsbidrag fastholdes i Operation Inherent Resolve.

Læs mere om Operation Inherent Resolve her


 

Hercules transportflybidrag til MINUSMA (FN’s fredsbevarende mission i Mali)
Transportflybidraget i Mali har fået genoprettet det meste af lejren efter sidste uges oversvømmelser.

Hullet i hegnet er lukket efter oversvømmelse
Der opstod i forbindelse med oversvømmelserne et hul i perimeterhegnet, som blev lukket med en mur af Hesco Bastion og pigtråd
 
Det nye personel i den norske Camp Section er ude af karantæne og har overtaget drift af lejren.

I ugens løb er der fløjet en enkelt tur for FN, hvor der blev flyttet 11 ton gods.
 

FAKTA om det danske transportflybidrag til MINUSMA
C130J Hercules-transportfly og op til 65 danske soldater skal i seks måneder støtte FN’s fredsbevarende mission i Mali (MINUSMA). Bidraget består af fly med besætning, støttepersonel og en sikringsenhed.  

Flyets opgaver kan omfatte transport af mennesker og gods, transport af militære enheder fra den fredsbevarende styrke og transport af syge og sårede. Det danske fly kan også kaste gods ned fra luften med faldskærm. Støtte til eftersøgning og redning og støtte til billedindhentning fra luften vil også kunne forekomme.

Læs mere om transportflybidraget og om forsvarets kommende opgaver i Afrika her

 
 

Operation Barkhane, Mali.
Helikopterbidraget har i den forgangne uge flyttet 2.586 kg gods og 23 passagerer samt rundet 400 flyvetimer i Mali. Derudover er rotationen med Hold 3 ankommet til Gao, og overdragelsen er i fuld gang.

Nye rotorblade
Rotorbladene er på grund af sand og støv beskyttet med en særlig bladtape.

Helikopter får skiftet rotorblade
Men nu kommer regntiden, og så skiftes rotorbladene.


FAKTA om det danske transportbidrag til operation Barkhane
Operation Barkhane er etableret til bekæmpelse af terrorisme i Sahel-regionen i det centrale og vestlige Afrika. Operationsområdet dækker Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. Operationerne er franskledet og består af 4.500 soldater.

Det danske bidrag til Operation Barkhane består af to EH-101 transporthelikoptere og op mod cirka 70 mand, der udsendes til Mali. Det danske bidrag skal løse transportopgaver af både materiel og personel. Bidraget slutter med udgangen af 2020.

Læs mere om helikopterbidraget her. 

 

Resolute Support Mission – Afghanistan
I løbet af den forgangne uger er der flere blandt koalitionsstyrkerne, som er testet positive for coronavirus/covid-19.

Resolute Support missionen har derfor indskærpet en række af de restriktioner, som er indført for at mindske smittepotentialet. Rejse mellem lejrene er blandt andet gjort mere restriktivt, og flere er blevet sat i karantæne, hvis de har været tæt på en soldat, der er testet positiv.

En del af danskere fra sikrings- og eskortebidraget er blevet testet for coronavirus/covid-19 i løbet af ugen. Ingen blev testet positiv, og der er fortsat ikke konstateret nogen smittede danskere i missionen.

På den Afghanske Officersskole i den vestlige del af Kabul forventer de afghanske kadetter at vende tilbage til uddannelsen i midten af juni. De danske mentorer er derfor fortsat i gang med at forberede sig til, at uddannelsen bliver genoptaget.

Det danske militærpolitibidrag på Hamid Karzai International Airport North fokuserer fortsat på, at soldaterne i lejren overholder coronavirus/covid-19 restriktionerne. I den forbindelse har de givet 63 advarsler til soldater, som ikke har overholdt retningslinjerne.

Karantæneområder i Afghanistan
På Hamid Karzai International Airport North har man inddraget flere bygninger til at huse de soldater, der er i karantæne.

Dansk soldat testes
Billede 2: Dansk soldat testes for coronavirus/covid-19.


FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 140 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpoliti-opgaver.

Læs mere om Resolute Support Mission her.  

 

Enhanced Forward Presence – det fremskudte danske bidrag i Estland
Soldaterne i Estland fortsætter deres træning og er ved at forberede sig til en større skydeøvelse, der også kræver flytning af materiel, ammunition og køretøjer til et skarpskydningsområde væk fra basen i Tapa.

Det er en stor logistisk opgave, som kræver tæt samarbejde med estiske og britiske militære logistikenheder, såvel som civile transportfirmaer. Så ud over uvurderlig skydetræning med køretøjer og håndvåben giver øvelsen også vigtige erfaringer med at flytte store mængder materiel og ammunition.

På grundlovsdag modtog de cirka 200 soldater, som indgår i det tredje hold danske soldater i Estland, den estiske medalje for deltagelse i enhanced Forward Presence i Estland.

FAKTA om det danske bidrag til Enhanced Forward Presence
Danmark har siden januar 2020 haft omkring 200 soldater udstationeret i Tapa som en del af NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland. Soldaterne indgår i en britiskledet kampgruppe.  

Læs mere om det danske bidrag her: