Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 2 2018

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 2 2018 

Opdatering fra de danske soldater i internationale missioner

12-01-2018 - kl. 13:17

Af Værnsfælles Forsvarskommando

FRONTEX – Sicilien
Det danske bidrag til det Europæiske grænseagentur FRONTEX er udstationeret i Catania på Sicilien med et CL-604 Challenger overvågningsfly. Her skal de operere frem til den 6. februar.

Bidraget holder primært udkig efter migranter på havet, men de holder også øje med smugleri, ulovligt fiskeri og oliespild. Det er et stort hav, og vejret i januar gør, at den allerede farefulde færd mod Europa for migranter bliver endnu farligere.

Efter planen skal de i perioden flyve 110 timer. Onsdag aften havde de fløjet de første 19 timer.

Baltic Air Policing – Litauen
De danske kampfly, der opretholder afvisningsberedskabet over de baltiske lande, er i gang. De overtog formelt opgaven mandag den 8. januar.

Bidraget består af 2 operative fly, to reservefly og et mandskab på cirka 60 personer.

Enhanced Forward Presence – NATO’s fremskudte tilstedeværelse – Estland
Det danske bidrag til NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland er nu i landet. Torsdag formiddag ankom det fleksible støtteskib Esbern Snare i Paldiski Havn, hvor de afleverede pansrede mandskabsvogne, infanterikampkøretøjer og de sidste 30 soldater. Resten af mandskabet ankom
med C-130J Hercules onsdag og blev kørt til basen i Tapa i bus.

Parade
Den danske hovedstyrke opstillet til parade kort efter ankomsten til Estland i onsdags. Fotos fra Estland: Anders V. fridberg

Nu skal mandskabet finde på plads i deres nye omgivelser, mens de venter på at det sidste udstyr bliver fragtet til Tapa. Derefter begynder de deres træning sammen med de britiske og estiske styrker.

Panser ruller ind
De pansrede mandsskabsvogne og infanterikampkøretøjer kører fra Esbern Snare i havnen i Padilski.

Hold 1 skal være i Estland i seks måneder.

Operation Inherent Resolve - Træningsbidraget – Irak
Træningsbidraget har modtaget en bataljon samt hovedkvarteret fra 8. Brigade/3. Division/Border Guard Force. Denne enhed kommer fra det østlige Irak (grænsen mod Iran), modsat de Border Guard Force-enheder, træningsbidraget tidligere har trænet, som alle kom fra det vestlige Irak (grænsen mod Syrien).

Irakiske soldater
Soldater fra 8. Brigade/3. Division/Border Guard Force er klar til at modtage træning. Fotos fra Irak: Presseofficer Søren Egebæk.

Der er mødt i alt 400 soldater til træningen, der er programsat til otte uger. Soldaterne har været igennem ”SEEK processen” – en sikkerhedsgodkendelse, der bliver gennemført af amerikanerne. Den første træningsdag stod på fysisk test og træning.

Løbetest
De irakiske soldater blev testet på 1000 meter distancen.

Muskeltest
De irakiske soldater gjorde det så godt som muligt i de for dem ukendte øvelser.

Det dansk ledede Building Partner Capacity (BPC) ved Task Force Lion har pr. den 8. januar 2018 gennemført og afsluttet træning af i alt 9.596 irakiske soldater og politifolk.