Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 15 2019

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 15 2019 

Opdatering fra udsendte danske styrker.

10-04-2019 - kl. 13:25
Af Forsvarskommandoen

Operation Inherent Resolve

Træningsbidrag - Irak

Træningsbidraget har 6. april genoptaget uddannelsen af de to grænsevagt-bataljoner efter deres leave.

Pausen i træningen fra den 30. marts til 6. april har blandt andet været udnyttet til egen indskydning af personlige og tunge våben, ørkenuddannelse og uddannelse i ledelse og påkald af ild, beredskabsøvelse og træning i nærkamp med våben.

Træningen af de irakiske bataljoner har omfattet udlevering af det materiel, som bataljonerne modtager i forbindelse med uddannelsen, førstehjælp, uddannelse af irakiske instruktører, grundlæggende uddannelse i forhold over for miner og vejsidebomber, sigteøvelser og indtagelse af skydestillinger, formationer og oprettelse af kontrolposter.

I alle uddannelser samarbejder de irakiske officerer og befalingsmænd med træningsbidragets  instruktører vedrørende afholdelse af lektionerne.

Det danske kirurghold forlod Al Asad Air Base den 31. marts og har overdraget alle opgaver til de amerikanske kollegaer.

Militærpolitiet har i ugen noteret en trafikforseelse samt kontrolleret 81 køretøjer. Ingen danskere blev noteret.

Træningsbidraget har per 5. april 2019 gennemført og afsluttet træningen af i alt 17.425 irakiske soldater og politifolk. Heraf har hold 9 uddannet 602 soldater.

OIR
Den forgangne uge bød på en masse skydetræning for både dansk og irakisk personel.

OIR
De danske soldater fik også tid til at gennemgå noget af deres ørkentræning, der skal gøre dem i stand til at kunne klare sig i ørkenen. Her gennemgår de, hvordan man bygger et solsejl.


Radar- & operatørbidraget – Irak og De Forenede Arabiske Emirater
Radarbidraget har i den seneste uge leveret et meget stabilt luftbillede over Irak og Syrien til den amerikanske kommando- og kontrolcentral i De Forenede Arabiske Emirater – operationstiden for den danske radar var i sidste uge på hele 99,83 procent.

De danske radaroperatører ved den amerikanske kommando- og kontrolcentral i De Forenede Arabiske Emirater har støttet koalitionens missioner ved at indgå som en integreret del af bemandingen af positionerne i operationsrummet, og har dermed været med til at sikre, at operationer mod ISIL er gennemført sikkert og effektivt.

FAKTA om det danske bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper terrororganisationen ISIL i Irak og Syrien. Bidraget udgøres p.t. af et træningsbidrag, der uddanner irakiske soldater, et radarbidrag, et logistik-bidrag, samt et mindre stabsbidrag. I alt cirka 200 soldater, der primært har base på Al Asad-luftbasen i Irak samt Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater.

Læs mere om OIR her:
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/Irak.aspx 

Task Force 473 – den danske fregat Niels Juels deltagelse i fransk hangarskibsgruppe i Middelhavet, Den Persiske Golf og Det Indiske Ocean
Den danske fregat Niels Juel og hangarskibsgruppen har i den forgangne periode opereret fra den østlige del af Middelhavet, hvor hangarskibet har leveret luftstøtte til Operation Inherent Resolve.

Niels Juel

HKH Kronprins Frederik
Det danske bidrag til hangarskibsgruppen har i den forgangne periode haft besøg af både statsminister Lars Løkke Rasmussen samt H.K.H. Kronprins Frederik.

Fakta om den franske hangarskibsgruppe 
Hangarsskibsgruppen består af hangarskibet Charles de Gaulle et antal franske skibe foruden den danske fregat, og i perioder en engelsk destroyer og en amerikansk destroyer. Hertil kommer ca. 30 skibsbaserede fly og helikoptere. Hangarskibsgruppen skal operere i den østlige del af Middelhavet, Det Røde Hav, Adenbugten, den nordlige del af Det Indiske Ocean ned til omkring Seychellerne og Den Persiske Golf.

FRONTEX – Kystovervågning på land, Grækenland
På den græske ø Kos løser det danske bidrag fortsat opgaver med at overvåge udvalgte kyststrækninger ved stationære opstillinger for at opdage, identificere og rapportere om fartøjer til de græske myndigheder.

Kos
På Kos fik besætningen i den forgangne uge besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Under besøget fik statsministeren blandt andet fremvist køretøjet med varmesøgende kamera.

FAKTA om det danske bidrag til FRONTEX
Køretøjer med varmesøgende kamera samt besætning er en del af Forsvarets støtte til Politiet, og opgaverne løses i koordination med de græske myndigheder. Bidraget er indsat på øen Kos i Grækenland.

Du kan læse mere om Frontex her:
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/FRONTEX.aspx 

NATOs minerydningsstyrke i Østersøen og i den østlige del af Atlanterhavet (SNMCMG1)
Ugen har budt på mange lærerige udfordringer og øvelser for flagskibets faste besætning, som til dagligt sejler patrulje i Nordatlanten.
Søndag formiddag sejlede minerydningstyrken ud på den store NATO-øvelse Joint Warrior 191, som for skibenes vedkommende foregår i det nordøstlige Skotland.

I øvelsens scenarie blev styrken sendt til et område, hvor der var en formodet mistanke om, at der var blevet udlagt miner af en terroristgruppe. Minerne ville blokere indsejlingen til en større handelsby, så den civile skibstrafik ikke kunne komme ind i området med forsyninger fra søsiden, og så de lokale fiskere ikke kunne tage på havet og fiske.

Styrken blev testet fra dag et, og skibene var knap kommet fri fra kysten, inden de blev angrebet af hurtigtgående skibe fra land.
Mineryddernes opgave i øvelsen var at sikre handelsruten og rydde ruten for udlagte øvelses-miner. Denne opgave blev ofte forstyrret af angreb fra hurtigt indkommende speedbåde og fly.

Flagskibet Thetis opgave var at sikre gruppen mod mulige indkommende trusler, så minerydderne kunne fokusere på at udfører deres arbejde.
Første del af Joint Warrior-øvelsen har trænet og styrket besætningernes evner indenfor skydning, selvforsvar, sanitet samt forsyninger til søs.

Efter første del af øvelsen er styrken nu sejlet op i et nyt område, hvor de skal træne deres speciale, nemlig at finde udlagte bundminer.

SNMCMG1Under øvelsen Joint Warrior skyder geværskytten i selvforsvar imod hurtigtindkommende speedbåde, som simulerer terrorist angreb.

SNMCMG1
Under øvelsen Joint Warrior forsvarer geværskytte fra HDMS Thetis den Engelske minehunter HMS Cattistock imod indkommende terrorist angreb.

FAKTA om SNMCMG1
I hele 2019 har Danmark det overordnede ansvar for NATO’s minerydningsstyrke i Østersøen og den østlige del af Atlanterhavet. Styrkens opgave er at sikre allierede skibe og øvrig skibstrafik mod truslen fra miner i havene. Flådestyrken deltager løbende i øvelser, hvor de kommer frem og afsøger farvandene for miner eller ammunition, som skal uskadeliggøres.

Styrken består af op til 10 skibe, som forskellige NATO-lande stiller til rådighed. Danmark bidrager med cirka 100 personer inklusiv flagskib og mobil minerydningsenhed.

Læs mere om SNMCMG1 her:
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/StandingNATOMine-CounterMeasuresGroup1.aspx 

Resolute Support – Afghanistan 
Det danske eskorte- og sikringsbidrag, der sørger for, at NATO-missionens rådgivere kommer sikkert fra sted til sted, har i den forgangne uge gennemført 26 sikrings- og eskorteopgaver for Kabul Security Forces, samt daglig opgaver for Kabul Garrison Command fra lørdag uge 13 til torsdag i uge 14.

Det internationale militærpoliti på basen i Kabul, som danskerne er i spidsen for, har i den forgangne uge gennemført 2435 aktioner – primært fordelt på id-kontrol, fartkontrol, køretøjskontrol og kontrol af våben og ammunition - herunder 583 kontroller af rejsende til og fra Hamid Karzai International Airport og 56 patruljer.

Bombehundene, der støtter med sikring i form af sprængstofsøg og patruljering, har gennemført 51 patruljer, og kontrolleret 14 lastbiler og 86 personbiler.

RS
Resolute Supports øverstkommanderende General Miller holdt den 3. april tale i forbindelse med 70 års jubilæet for oprettelsen af NATO.  Ceremonien blev afholdt med tilstedeværelse af stort set samtlige generaler i Resolute Support, mange ambassadører og flere af nøglefigurerne i Afghanistans regering.

RS
Et kig udover en del af Kabul fra sidedøren i en amerikansk UH-60 Blackhawk helikopter.

FAKTA om det danske bidrag til Resolute Support Mission
Danmark har siden januar 2015 bidraget til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Bidraget omfatter cirka 150 soldater i og omkring Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for NATO-rådgivere, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner, samt militærpoliti opgaver.

Læs mere om Resolute Support Mission her:
https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/Afghanistan.aspx