Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Danmark i spidsen for nyt NATO-hovedkvarter

Indholdsområde

 
 
 

Danmark i spidsen for nyt NATO-hovedkvarter 

Danmark øger nu bidraget til NATO’s tilstedeværelse og afskrækkelse i Østersøregionen med et divisionshovedkvarter i hhv. Danmark og Letland. OPDATERET MED FOTOS.

08-03-2019 - kl. 10:00

Af Forsvarskommandoen

Sikkerhedssituationen i Østersøen er i de seneste år forværret. Derfor har NATO og de baltiske lande efterspurgt større tilstedeværelse og assistance i Baltikum fra NATO-allierede.Danmark opretter derfor et nyt multinationalt divisionshovedkvarter i samarbejde med Letland og Estland.

våbenskjold
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og forsvarschef general Bjørn Bisserup ved afsløringen af divisionshovedkvarterets våbenskjold.

Hovedkvarteret får permanent tilstedeværelse i hhv. Danmark og Letland (Adazi).

Det nye divisionshovedkvarter indvies officielt fredag i Adazi, Letland.

Det nye hovedkvarter, som vil være danskledet, er endnu et vidnesbyrd om, at Danmark udfylder en vigtig rolle for NATO og tager et stort ansvar i østersøregionen. Forsvarschef, general Bjørn Bisserup, påpeger:

- Med etableringen af det nye multinationale hovedkvarter er Danmark med til at bidrage yderligere til NATO’s afskrækkelsesprofil i Østersøregionen. Med etablering af hovedkvarteret er danske soldater med til at tage et betydeligt lederskab i regionen, siger forsvarschefen.

Han henviser blandt andet til, at Danmark sidste år havde 200 soldater udstationeret i Estland, hvor de indgik i NATO’s fremskudte tilstedeværelse enhanced Forward Presence (eFP), ligesom Forsvaret i hele 2018 havde kommandoen for NATO’s stående flådestyrke i Østersøen, SNMG1.

Det nye hovedkvarter, der bliver en del af NATO’s styrkestruktur, skal blandt andet bidrage til NATO’s operative planlægning og støtte de baltiske staters nationale forsvarsplanlægning, træne baltiske enheder og koordinere mange militære aktiviteter i regionen, herunder blandt andet enhanced Forward Presence.

Flemming Mathiesen
Divisionschef generalmajor Flemming Mathiesen ved paraden.

- Hovedkvarteret vil kunne agere hurtigt i forhold til en trussel, og tilstedeværelsen i operationsområdet gør det til et stærkt krisestyringsværktøj”, siger chefen for den nye division, generalmajor Flemming Mathiasen og tilføjer:

- I krise og krig vil hovedkvarteret blandt andet skulle skabe forudsætning for indsættelsen af eksempelvis NATO’s hurtige udrykningsstyrke og efterfølgende opfølgningsstyrker på højt beredskab samt gennemføre eventuelle kampoperationer.

Hovedkvarteret vil således være med til at dække et behov i NATO’s kommandostruktur og bidrage til, at NATO’s samlede indsats i Baltikum får mere tyngde.

Fakta:
• Det nye danskledede divisionshovedkvarter, Multinational Division North, får permanent tilstedeværelse i Baltikum. I fredstid etableres hovedkvarteret i både (Karup/Slagelse) Danmark og (Adazi) Letland.

• Danmark, Estland og Letland er rammenationer, og Danmark påtager sig rollen som lead-nation.

• I fredstid vil hovedkvarteret, når det er fuldt etableret, være bemandet med ca. 100 personer, hvoraf de ca. 60 er danskere fordelt med ca. 40 i (Karup/Slagelse) Danmark og ca. 20 udstationeret i (Riga) Letland. Hertil kommer stabsstøttepersonel, hvor Danmark vil bidrage med ca. 80 personer, med ca. 50 i Danmark og ca. 30 i Riga.

• I krise og krig vil hovedkvarteret, når det er fuldt aktiveret, være bemandet med op til 600 personer, hvoraf op til ca. 250 vil være danskere.

• Danske Division har siden 2004 haft et tæt samarbejde med op til fem baltiske brigader, hvor den har varetaget træning og uddannelse. Uddannelsessamarbejdet vil med etableringen af hovedkvarteret blive yderligere styrket.  

• I tilfælde af krise kan hovedkvarteret være fuldt deployeret og klar til indsættelse efter 7 dage.