Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Døgnrapporten 11-05-2020

Indholdsområde

 
 
 

Døgnrapporten 11-05-2020 

Hændelser i det nationale beredskab i perioden fra 7. - 10. maj. Døgnrapporten opdateres på alle hverdage.

11-05-2020 - kl. 08:26
Eftersøgning og redning

7. maj

  • 16.55. En redningshelikopter, Patruljefartøjet Rota samt Dansk Søredningsselskab Bregnør blev indsat i eftersøgning efter fund af børnetøj ved Dalby Bugt. Det blev ikke fundet tegn på en søulykke.
  • 19.06. En redningshelikopter, en redningsbåd fra Grenå Redningsstation samt Sejerø færgen blev sendt til undsætning for to personer, der var gået på grund ved Sejerø og var bange for, at de ville kæntre. Da helikopteren var fremme og havde visuel kontakt med båden, sejlede de to passagerer mod land i en lille gummibåd. De blev modtaget af ambulance og kørt til lægekontrol.
8. maj
  • 12.10. En redningshelikopter og Dansk Søredningsselskab Juelsminde blev indsat, da en kajak væltede ud for Juelsminde. Den nødstede kom i land ved egen hjælp.

9. maj
  • 08.39. En redningshelikopter evakuerede en patient fra et fartøj i Nordsøen.
  • 14.02. En redningshelikopter, to fartøjer fra Marinehjemmeværnet, en redningsbåd fra Gilleleje og en båd fra Dansk Søredningsselskab Lynæs gennemførte eftersøgning efter fund af efterladt tøj på stranden ved Rågeleje. Der blev ikke fundet tegn på en søulykke.
  • 14.23. Sønderho Redningsstation hjalp en person, der var faret vild i tågen på en sandbanke ved Sønderho.
  • 16.00. En redningshelikopter, patruljefartøjet Diana og Dansk Søredningsseskab Kerteminde blev sendt mod Storebæltsbroen for mulig hjælp til politiet. Politiet håndterede opgaven.
  • 16.16. Patruljefartøjet Rota, Marinehjemmeværnsfartøjet Fænø og Dansk Søredningsselskab Helsingør blev sendt i aktion, da en person blev fundet livløs i vandet ved Øresund. Personen blev erklæret død inden enhederne nåede frem.

10. maj
  • 11.12. Patruljefartøjet Rota evakuerede en patient fra et fartøj i Øresund.
  • 11.37. En redningshelikopter, patruljefartøjet Diana og Dansk Søredningsselskab Bregnør blev indsat, da en voksen og et barn faldt i vandet i Dalby Bugt. De kom ind til land og blev tilset af ambulance.
  • 20.38. Ærø Søredning bugserede en sejlbåd, der var gået på grund og havde slagside ved Lyø, ind til Ærø.




Andre martime assistancer

7. maj

  • 21.52. Patruljefartøjet Najaden sendte sin gummibåd til assistance for en sejlbåd, der var grundstødt i den østlige del af Limfjorden. Gummibåden kunne ikke trække grundstøderen fri. Der blev kastet anker fra sejlbåden og gummibåden tog besætningen med til Hals.
  • 22.00. Dansk Søredningsselskab Rudkøbing bugserede en motorbåd, der var løbet tør for brændstof mellem Thurø og Langeland, ind til Rudkøbing.

8. maj
  • 08.10. Dansk Søredningsselskab Rudkøbing bugserede en motorbåd med motorstop ind til Rudkøbing.
  • 11.05. Dansk Søredningsselskab Løgstør assisterede en sejlbåd, der havde motorstop ud for Løgstør. Sejlbåden havde brug for assistance for at komme i havn.
  • 11.19. Grenå Redningsstation bugserede en fiskekutter med motorstop ind til Grenå.
  • 15.21. Dansk Søredningsselskab Lynetten indsættes for at hjælpe en sejlbåd, der var gået på grund ved Øresundbroen. Assistancen blev afblæst, da sejlbåden kom fri ved egen hjælp.
  • 16.53. Dansk Søredningsselskab Juelsminde trak en sejlbåd, der var gået på grund ved indsejlingen til Horsens Fjord, fri.
  • 17.17. En ressourceperson hjalp en sejlbåd, der var gået på grund vest for Egholm.
  • 19.59. Anholt Redningsstation assisterede en motorsejler med motorstop ind til Anholt.

9. maj
  • 05.16. Marinehjemmeværnsfartøjet Patrioten assisterede en sejlbåd, der efter motorstop var drevet ind i og havde sat sig fast under jernbanebroen ved Aalborg.
  • 07.41. En dansk sejler, der havde motorstop ved Kungshamn i Sverige, kontaktede Forsvarets Redningscenter for at få kontaktoplysninger til det svenske redningscenter.
  • 17.16. Dansk Søredningsselskab Skovshoved hjalp en motorbåd med motorstop.
  • 18.30. Grenå Redningsstation hjalp en motorbåd, der havde motorstop ved Bønnerup Strand.

10. maj
  • Thyborøn Redningsstation bugserede en fritidsfisker med motorstop ind til Lemvig.




Olieobservationer

7. maj

  • 06.52. Et satellitbillede viste en mulig olieobservation ca. 120 sømil vest for Blåvand. Da der var mange fiskefartøjet i området blev det antaget, at der var tale om fiskeolie. 
  • 06.52. Et satellitbillede viste en mulig olieobservation ca 10 sømil vest for Hvide Sande. Da der var mange fiskefartøjer i området blev det antaget, at der var tale om fiskeolie.

Ammunitionsrydning

7. maj

  • 11.00. Ammunitionsrydderne hentede ammunition, der var indleveret til politiet i Rønne.
  • 19.50. Et ammunitionsrydderhold varslet klar til at skulle støtte politiet i København. Der blev ikke brug for at indsætte holdet.


8. - 10. maj
  • Ammunitionsrydderne hentede en gammel granat, som en borger i Egå havde fundet i forbindelse med havearbejde.
  • Ammunitionsrydderne hentede en gammel håndgranat, som en borger i Nibe havde fundet i forbindelse med oprydning.
  • Ammunitionsrydderne hentede to håndgranater, som en borger havde fundet på Gæm Strand ved Ulfborg.
  • Vagthavende ammunitionsrydder modtog et foto af en kanonslag, som politiet havde fundet i Vollsmose. Ud fra billedet konkluderede vagthavende, at politiet selv kunne håndtere genstanden. 
  • Vagthavende ammunitionsrydder modtog et foto af en formodet luftbombe, der var fundet på Amager. Vagthavende konstaterede, at der var tale om toppen af en kugleraket, og at politiet selv kunne håndtere genstanden.


Militær hjælp til andre myndigheder
  • Forsvaret og Hjemmeværnet støtter politiet ved grænseovergange og i bevogtningsopgaver.