Militær femkamp i Holstebro
Nordisk Mesterskab i militær femkamp bliver i denne uge afholdt på Dragonkasernen i Holstebro. Blandt deltagerne er den forsvarende mester Brian Dåsbjerg og verdensrekordholderen på forhindringsbanen Daniel Wollbrecht.
26-06-2012 - kl. 13:33
Af Karen Dahlin Forsvarets Hovedredaktion
Dagen i dag står på træning, før det for alvor går løs i morgen for deltagerne i de Nordiske Mesterskaber i militær femkamp, hvor Brian Dåsbjerg er forsvarende mester.
- Deltagerne får 45 minutter på hver disciplin for at lære de forskellige discipliner at kende. For eksempel kan forhindringsbanen være forskellig fra land til land, siger kaptajn Jesper Toft Nielsen, der er presseofficer på arrangementet.

Foto: John Pedersen
Der deltager idrætsudøvere fra Venezuela, Litauen, Rusland, Estland, Finland, Norge, Østrig, Tyskland og Sverige. Det er helt almindeligt, at der deltager idrætsudøvere fra ikke-nordiske lande, selv om det er et nordisk mesterskab.
- De ikke-nordiske idrætsudøvere deltager udelukkende for at få konkurrencetræning. De får mere ud at af at træne med nogle, der giver den gas. Det får dem til at yde mere, siger Jesper Toft Nielsen.
Interesserede er velkomne til at møde op til idrætsarrangementet.
Find program med tidsplan her