Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Etablering af Specialoperationskommando markeret

Indholdsområde

 
 
 

Etablering af Specialoperationskommando markeret 

Jægerkorpset og Frømandskorpset er nu samlet under Specialoperationskommandoen. Kommandoen skal ikke bare styrke specialoperationskapaciteten men også udvikle nye anvendelsesmuligheder.

25-06-2015 - kl. 12:59
Af Søren Lindhardt, journalist, VFK-KOM

Parade

Inviterede gæster fra Kongehuset, Forsvaret samt danske og udenlandske samarbejdspartnere var mødt op for at markere etableringen af den nye kommando.

Den 25. juni var en særlig dag for den nye Specialoperationskommando. Et stort opbud af inviterede gæster var samlet denne torsdag til parade og reception på Flyvestation Aalborg for at markere, at Specialoperationskommandoen pr. 1. juli officielt råder over specialoperationsstyrkerne i Jægerkorpset og Frømandskorpset. De to korps overdrages fra henholdsvis Hæren og Søværnet.

Skal samle og styrke
Specialoperationskommandoen blev oprettet den 1. september 2014 som en del af det seneste forsvarsforlig, og kommandoens første chef, generalmajor Jørgen Høll, ansatte sin første medarbejder den 1. december 2014:

- Vi er kun lige startet, og der er langt igen. Specialoperationskommandoen skal samle Forsvarets special-operationskapaciteter under skyldig hensyntagen til de specialer og kulturer, de to korps bringer med sig, siger generalmajor Jørgen Høll.

Specialoperationskommandoen og Jægerkorpset har fysisk hjemme hver sit sted på Flyvestation Aalborg, mens Frømandskorpset bliver på Flådestation Kongsøre.

- Ved administrativt at samle Forsvarets specialoperationskapaciteter under én kommando letter vi de to korps for en byrde og giver i stedet plads til at styrke det operative område. Jægerkorpset og Frømandskorpset var sammen indsat i det nordlige Afghanistan i 2002, og de to korps har arbejdet tæt sammen de seneste 12 år med udgangspunkt i hver sit værn. Ved at samle kapaciteterne i én organisation, der fokuserer på specialoperationer, kan vi opnå en faglig synergieffekt og samtidigt styrke og udvide de samlede danske kapaciteter til specialoperationer, siger Jørgen Høll.

Høll

Det er generalmajor Jørgen Hølls vision, at specialstyrkerne i fremtiden bruges mere strategisk end i dag. (Foto: Sepcialoperationskommandoen)

Ikke blot mere af det samme
Specialoperationskommandoen skal ikke kun styrke de eksisterende kapaciteter, den skal også undersøge nye anvendelsesmuligheder. Det er kommandoens mål, via Forsvarschefens militærfaglige rådgivning til de politiske beslutningstagere, fremover at kunne levere effekt i rammen af en større dansk samtænkt indsats i verdens brændpunkter.

- Specialstyrkerne er et lille multitool, der kan indsættes med meget kort varsel over hele verden. Vi har et meget lille logistisk setup, og soldaterne kan overleve på egen hånd i længere tid uden en lejr. Hvad end det er i et katastrofeområde eller en krigszone, kan vi hurtigt tilpasse os forholdene, hvis en blød opgave bliver til en hård opgave eller omvendt, siger Jørgen Høll.

Hans vision er, at specialoperationsstyrkerne i fremtiden bruges mere strategisk end i dag. I Afghanistan har danske specialstyrker uddannet afghanske styrker og deltaget i operationer. Men i fremtiden skal kommandoen også kunne tilbyde erfaring og know-how og samlet set øge danske muligheder for at agere i eksempelvis humanitære indsatser.

- Dér kan vi byde ind med vores ekspertise på det sikkerhedsmæssige område. Vi kan rejse med ud og udnytte vores evne til at skabe relationer uden at gøre ret meget væsen af os, eller vi kan tage af sted i forvejen og skabe rammerne for en større indsats.

FKP

Frømandskorpset træner til at gennemføre specialoperationer, primært i det maritime eller kystnære miljø, mens Jægerkorpset har fokus på operation på land og indsættelse fra luften. Nu samles korpsene under en kommando. (Arkivfoto: Specialoperationskommandoen)

Også i Arktis

Til efteråret planlægger Specialoperationskommandoen desuden at deltage i øvelsen i Arctic Response.

- Jeg ser specialoperationsstyrker som et oplagt aktiv i det beredskab, man gerne vil have i Arktis. Vores erfaringer er stadig begrænsede, men vi har mindset’et og udstyret til at gøre os gældende på en lang række områder i det arktiske miljø, siger Jørgen Høll.

- Helt grundlæggende er Specialoperationskommandoen en ny måde for Forsvaret at byde ind med løsningsforslag til forskellige opgaver. Naturligvis i samspil med både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet, slutter han.