Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvaret holder øje med Sea Worker

Indholdsområde

 
 
 

Forsvaret holder øje med Sea Worker 

Installationsplatformen, der natten til den 27. januar gik på grund i Nordsøen, er vendt rundt og ligger nu med bunden i vejret. Forsvaret overvåger situationen nøje.

03-02-2016 - kl. 13:36
Af Værnsfælles Forsvarskommando

Installationsplatformen Sea Worker gik natten til den 27. januar på grund et par kilometer nordvest for Nymindegab. Før grundstødningen var Kystredningstjenesten fra Hvide Sande på stedet og evakuerede 15 medarbejdere. Alle kom uskadte i land.

Ikke længere landfast
Siden har platformen stået på grund og afventet bedre vejr, så et privat selskab kunne bjærge den. I hele perioden er området blevet overvåget af blandt andet Søværnets miljøskib Gunnar Seidenfaden.

Natten til onsdag den 3. februar var bølgerne i farvandet så høje, at platformen vendte rundt, så den nu ligger med bunden i vejret. Dette skaber bekymring, da der nu er større risiko for, at der kan opstå lækage. Platformen har en mængde dieselolie og smøreolie ombord. Hvis det løber ud i det omliggende farvand, kan det potentielt true dyreliv i et område langs kysten.

Umiddelbart ingen fare
Forsvarets Operationscenter i Aarhus overvåger situationen nøje og er i tæt samarbejde med flere aktører - herunder rederiet, det lokale beredskab, Beredskabsstyrelsen og Midt- og Vestjyllands Politi. Tidligere på dagen var et miljøfly i området, og platformen blev overfløjet flere gange. Fra luften kunne man ikke konstatere noget spild. Senere har medarbejdere fra Gunnar Seidenfaden, ombord på Kystredningstjenestens redningsbåd, været i området omkring platformen. De kunne heller ikke konstatere nogen lækage.

Der er dermed håb om, at platformen kan blive bjærget, før miljøet trues yderligere.