Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mission Update nr. 9 2017

Indholdsområde

 
 
 

Mission Update nr. 9 2017 

Opdatering fra de danske styrker i internationale operationer.

02-03-2017 - kl. 13:49

oirhold5

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Operation Inherent Resolve

Træningsbidraget – Irak
Det danske træningsbidrag har i den forgangne uge gennemført træning af omkring 300 irakiske soldater fra Border Guard Police. Instruktørerne har afsluttet moduler i våben, krigens love, check points og forhold over for improviserede bomber (IED).

oirhold5
De irakiske soldater fra Border Guard Police undervises her i check point.  Foto: Presseofficer Jeanette Serritzlev, DANCON OIR 5

Selve træningsbidraget indgår i et såkaldt BPC; Building Partner Capacity, som er dansk ledet. Det danske træningsbidrag består af et dansk træningsteam (Company Training Team, CTT) samt tre bidrag fra henholdsvis Estland, Letland og Litauen. Derudover indgår der britiske CTT i BPC’et.
Den britiske del af BPC har netop afsluttet et særligt uddannelsesforløb for 25 befalingsmænd fra den irakiske hær.

I alt har det dansk ledede BPC ved Task Force Al Asad trænet knap 7.000 irakiske sikkerhedsstyrker siden missionens opstart.

oir hold 5 med baltiskesoldater
Danske, baltiske og britiske soldater arbejder tæt sammen i træningsmissionen.  Foto: Presseofficer Jeanette Serritzlev, DANCON OIR 5
 
Specialoperationsstyrkebidraget - Irak
Det danske specialoperationsstyrkebidrag er for tiden beskæftiget med at træne soldater fra den irakiske A’ali al-Furat Brigade. Enkeltpersoner fra bidrag har i den seneste uge deltaget i mødeaktivitet uden for Al Asad Air Base, med henblik på at afklare fremtidigt samarbejde med den irakiske brigade.

Radarbidraget – Irak og UAE
Den nylige udvidelse af ansvarsområdet for det danske radarbidrag til Operation Inherent Resolve har betydet en markant forøgelse i aktivitetsniveauet, både i relation til antal flyoperationer der kontrolleres, men også i forhold til koordination af luftrum i forbindelse med artilleriskydning.

Cooperative Deployment - Middelhavet
Fregatten Peter Willemoes har i den forgangne uge deltaget i forsvaret og eskorten af det amerikanske hangarskib George Bush, der har til hovedopgave at støtte Operation Inherent Resolve. Derudover har Peter Willemoes løst opgaver som blandt andet omfatter ansvar for luftbilledet omkring styrken, flykontrol af overvågningsfly, helikopteroperationer fra fregattens helikopterdæk samt opgaver indenfor luft- og overfladeforsvar. Opgaven er fokuseret omkring forsvaret imod eksempelvis luft- og overfladetrusler i området omkring hangarskibet.

Indsættelsen i hangarskibsgruppen udvides med cirka en uge efter ønske fra den amerikanske ledelse. Således indgår fregatten i styrken frem til medio maj, hvor det oprindeligt planlagte var primo maj. Dette påvirker dog ikke fregattens planlagte hjemkomst til Danmark ultimo maj måned.

wilm
Fregatten Peter Willemoes i Middelhavet med amerikansk Seahawk helikopter i forgrunden. 



United Nations Command Military Armistice Commission (UNCMAC) – Sydkorea.

Efter 3 års krig mellem Nord- og Sydkorea blev der den 27. juli 1953 indgået en våbenhvile (Armistice) og som en midlertidig adskillelse mellem Nord- og Sydkorea etablerede man en Demilitariseret Zone (DMZ).
Samme år oprettede FN United Nations Command Military Armistice Commission (UNCMAC). UNCMAC har siden sin oprettelse haft til opgave at overvåge, at våbenhvilen bliver overholdt.

Danmark har to officerer udsendt til UNCMAC, hvoraf den ene officer er operationsofficer i hovedkvarteret og den anden leder af Transportkorridor Vest.
Operationsofficeren planlægger og gennemfører alle større operationer, godkender alt adgang til DMZ samt planlægger og gennemfører helikopterflyvninger ind i DMZ.
Lederen af Transportkorridor Vest gennemfører kontrol af korridoren, monitering af aktiviteter i DMZ samt planlægger og gennemfører inspektioner af de Sydkoreanske enheder placeret langs DMZ.
Begge officerer er udsendt i 12 måneder og er indkvarteret på en stor amerikansk base midt i Seoul.
 
DMZ
Et billede fra Joint Security Area, som er placeret i DMZ. De blå bygninger anvendes til forhandlinger mellem Nord- og Sydkorea. Grænsen (den såkaldte Military Demarcation Line) mellem Nord- og Sydkorea går på tværs af de blå bygninger. Den store grå bygning i baggrunden er en nordkoreansk vagtbygning.