Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Danske øjne styrer fly sikkert gennem Irak og Syrien

Indholdsområde

 
 
 

Danske øjne styrer fly sikkert gennem Irak og Syrien 

"Hvis man forestiller sig at skulle lande i en lufthavn eller flyve, hvor flyvelederne sidder med lukkede øjne, så har man situationen, hvis vores radar ikke snurrede rundt."

23-12-2016 - kl. 11:00
Af radarbidraget og ACW

I en amerikansk enhed arbejder et mindre radarbidrag fra Flyvevåbnet, hvor de holder styr på luftrummet over Irak og Syrien i kampen mod ISIL.

Kingpin
bliver kontrolcentralen kaldt, hvorfra det amerikanske flyvevåbens 727th Expeditionary Air Control Squadron sammen med både australiere, englændere og danskere er øjne, øre og guidende hænder for flytrafikken.

24 timer i døgnet holder de øje med luftrummet over Afghanistan, den Arabiske Gulf, Irak og Syrien. De danske udsendte fra Flyvevåbnets Air Control Wing koncentrerer sig om Irak og Syrien og går under kaldenavnet Gotham, hvor de blandt andet anvender den danske radar på Al Asad Airbase i Irak, som er en del af det samlede danske radarbidrag. Men de trækker også på en række andre radarer, radioer og overvågningsfly, så der konstant kan produceres et opdateret luftbillede, så flyene kan blive støttet i deres missioner.

- Vi er et relativt lille bidrag på i alt cirka 30 mand med operatører og radarteknikere, men effekten af bidraget er enormt. Hvis man forestiller sig at skulle lande i en lufthavn eller flyve, hvor flyvelederne sidder med lukkede øjne, så har man situationen, hvis vores radar ikke snurrede rundt, siger chefen for radarbidraget, oberstløjtnant Kim Krogh.

OIR-radar

Chatter med drone-piloter
Det er ikke kun de bemandede fly som operatørerne tager hånd om, der tales også med de piloter der flyver remotely piloted aircraft - eller droner, som de populært kaldes. Dette gøres for det meste via chat i stedet for over en radio. Opgaverne varierer derfor en del fra mission til mission for de danske operatører.

- Vi giver blandt andet flyene tilladelse til at flyve igennem luftrummet, hvor vi kan se, at det er sikkert, og hvis der for eksempel er ændringer til flyenes lufttankning, sørger vi også for det. Derudover sikrer vi, at landstyrkerne får en ”Restricted Operating Zone” og at flyene ikke er i nærheden, når der skal skydes med artilleri eller raketter, fortæller lederen for operatørerne, kaptajn Jonas.

- Det handler meget om teamwork hernede, siger han og fortsætter:

- Der er så meget at se til, at det ikke kan gøres af én person alene. Normalt, når vi arbejder hjemme i Karup, kan alle godt følge med i alt, hvad der foregår, men det er der ikke tid til hernede. Så man stoler på hinanden og sammen holder vi overblikket.

En kompleks opgave
En luftkampagne er selvfølgelig planlagt ned til mindste detalje, og nogle dage går tingene efter planen, og så er der ikke så travlt hos Gotham. Men de fleste dage ændrer situationen sig på landjorden og i luften med stor hastighed. Så  kommer operatørerne på arbejde.

- Jobbet hernede er det mest komplekse, vi har prøvet. Vi holder styr på flyene, taler på radioen, skriver i chatten og tager hurtige beslutninger. Det kræver, at man er mester i hurtig problemløsning for at få planen til at virke. Hvis en tanker for eksempel er forsinket eller bliver aflyst, så skal vi hurtigt finde brændstof fra andre tankfly i luften, så de fly, der skal anvende våben, kan blive i luften, siger kaptajn Jonas.

OIR-radar

- Gotham er altid "spot on"
Det arbejde, bidraget leverer, har givet danskerne et rigtigt godt omdømme i enheden. Den amerikanske chef, der selv er pilot, har blandt andet sagt, at Gotham altid er ”spot on,” når han kalder dem på radioen.

Det er dog ikke kun operatørerne der nyder stor anerkendelse. Det gør radarteknikerne ved radaren på Al Asad basen også. Den danske radar har nemlig den højeste operative tid - altså hvor radaren sender billeder af luftrummet videre - sammenlignet med resten af radarerne i koalitionen, og det bliver der lagt mærke til.

Radarbidraget fra Air Control Wing har været udsendt siden januar 2016 og blev tilbage i oktober forlænget indtil januar 2018.